Undertegnede stiftede bekendtskab med denne walisiske trio i forbindelse med debutalbummet Word Gets Around, hvor forsanger Kelly Jones’ hæse stemme matchede den melodiske og kantede musik perfekt. De gode takter fortsatte på albummet Performance And Coctails, men på de to seneste albums fra Stereophonics har bandet dog kedet mig noget så grusomt, med en alt for finpudset og radiovenlig tone.
Nu er Stereophonics så på banen med deres 5. album, Language, Sex, Violence, Other?, og der er dømt nye tider. Energien og hæsheden i sanger og sangskriver Kelly Jones’ stemme bliver igen udnyttet til fulde og musikken har genfundet den kant, som tidligere kendetegnede Stereophonics.
Allerede ved at kaste et blik i selve album-coveret, er der forandringer at spore. Javier Weyler er ny bag trommesættet og numrenes titler fangede også min opmærksomhed allerede inden at have lyttet til albummet: Det er alle titler indeholdende ét enkelt ord, hvilket ikke er set før på bandets tidligere albums: Doorman, Brother, Devil, Dakota og Pedalpusher er eksempler herpå. Om dette er et bevidst valg fra Kelly Jones, for at signalere at bandet er tilbage med en musik, der er knivskarp og pudset med det groveste sandpapir, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det hænger sgu fremragende sammen i mine øjne.
På Doorman og Brother er tempoet skruet i vejret fra start til slut, og her er guitaren mere skarp og usleben, end det er set før. På Devil og første singleudspil Dakota bliver den gode melodi, den eksplosive musik og Jones’ sang fremragende kombineret, og det leder tankerne tilbage til debutalbummet. Her kommer Kelly Jones’ stemme virkelig til sin ret, og matcher den på samme tid kantede og melodiske guitar perfekt.
På Rewind og Feel er tempoet sat ned, men man føler aldrig, at den førnævnte kant forsvinder. Her er det de mere dybe tekster og en mere “syret” lead-guitar, der er i højsædet.
Det skal dog nævnes, at den genfundne energi også byder på nye takter som ikke falder helt i min smag: Jones’ stemme bliver på flere numre forvrænget, og det klæder ikke musikken og den i forvejen ellers så hæse stemme. Dette er tilfældet på en del af numrene, og det trækker en smule ned.
Stereophonics har med Language, Sex, Violence, Other? bevist, at deres seneste mere kedelige albums ikke har været en lineær rejse mod rendyrket popmusik. De markerer, at de stadig både lever og sparker i 2005, og jeg er sikker på, at det ikke bliver det sidste vi hører fra dem.
