Den amerikanske sanger og sangskriver, Rufus Wainwright, blev efter sin debut i 1998 af anmelderne udråbt til at være en af de helt store inden for den amerikanske singer-songwriter tradition. Alligevel gik der tre år inden opfølgeren, Poses, udkom. Poses havde taget et stort skridt i den retning som Rufus Wainwright med sine to seneste albums synes at have slået sig ned i – i hvert fald for en stund. På mange af numrene på de to seneste albums, har Rufus bevæget sig langt væk fra singer-songwritergenren og over i den mere pompøse kammer-rock, der er kendetegnet ved sine storladne arrangementer. I Rufus’ univers er arrangementerne primært bygget op omkring guitar eller piano med dertil hørende trompet, trombone, saxofon, fløjte, vibrafon, diverse strengeinstrumenter og meget andet. En udvikling, der ikke er faldet i god jord blandt alle.
I aften skulle Rufus Wainwright spille i Store Vega for anden gang på mindre end halvanden måned. Den 1. april varmede Rufus Wainwright nemlig op for britiske Keane, hvilket vel nærmest må betegnes som en eller anden form for morbid aprilsnar. Derfor var det også dejligt at få lov til at se hvad Rufus kan, når han får lov til at folde sig ud i sit helt eget show.
Koncerten var oprindeligt henlagt til Lille Vega, men da der efter 3-4 uger var udsolgt havde Vega besluttet, at flytte den til Store Vega. Hvorfor det oprindelige valg havde været Lille Vega kan man kun gisne om, og der var da også meldt om næsten udsolgt op til koncerten i Store Vega. Med sig som opvarmning havde Rufus singer-songwriteren Joan Wasser, der i solo-sammenhæng har valgt at kalde sig Joan As Police Woman. Hun begyndte at spille violin som 8-årig og har spillet sammen med folk som Lou Reed, Scissor Sisters, The Cardigans, Antony And The Johnsons, Weezer, Elton John og så videre… I aften stod hun alene på scenen og det fungerede slet ikke. Hendes sange kom ikke ud over scenekanten og konsekvensen var, at folk i salen talte højere og højere, så musikken til sidst var blevet degraderet til ligegyldig baggrundsstøj. Om det var den store scenes skyld, eller om hendes materiale simpelthen ikke var godt nok, skal jeg lade være usagt, men jeg var i hvert fald lettet da Joan Wasser gik af scenen efter cirka 20 minutter.
Klokken 21.55 – efter 35 minutters ventetid – entrede aftenens absolutte hovedperson endelig scenen. Med vanlig sans for det ekstravagante var Rufus Wainwright iklædt et sort velourjakkesæt, pink trøje og et rødmønstret sort tørklæde, der var holdt sammen en sølvbroche af en eller anden art. Med sig på scenen havde Rufus 5 mænd, der i løbet af koncerten kom rundt om både keyboard, mundharmonika, bas, kontrabas, harmonika, trommer, fløjte, guitar og banjo. På kor havde Rufus medbragt 2 kvinder, der sang og spillede akustisk guitar. Den ene af kvinderne var Joan Wasser og hun beviste, at hun både kan synge, spille guitar og spille violin. Med denne besætning på scenen var der lagt op til et show af de helt store, hvilket var lige præcis hvad publikum fik denne søndag aften.
Det første jeg bed mærke i var, at Rufus Wainwright faktisk synger ligeså smukt live, som han gør på Cd. Stemmen er en af Rufus’ helt store forcer, og når han virkelig synger igennem lyder det som sendt fra himlen. På trods af, at stemmen knækkede et par gange, beviste Rufus at han er en gudbenådet sanger. Han lagde ud med tre numre fra sit seneste udspil, Want Two, inden han gav publikum sin første lille perle i form af den afdæmpede Vibrate, der blev fulgt op af den flotte og storladne Grey Gardens, hvor Rufus’ stemme sammen med korpigernes harmonier og orkestrets spillelyst fik, musikken helt op under luftet. Meget symptomatisk for koncerten vekslede numrene mellem de storladne, de stille, de glade og de triste numre, hvilket gjorde at man som publikum hele tiden var nærværende.
Rufus var i godt humør hele aftenen og fortalte små finurlige historier mellem flere af sangene. Blandt andet, om at han havde været i Tivoli og at alt havde været så smukt og idyllisk…lige indtil de mødte en død and, der var ved at blive spist af en måge. Og efter en længere snak om Vatikanet dedikerede han sangen Gay Messiah til Paven. Han er meget kritisk overfor katolicismens og dens syn på bøsser. Rufus havde hele tiden publikum i sin hule hånd og folk i salen var stort set stille indtil den sidste tone havde lagt sig, for derefter at bryde ud i begejstringens glæde.
Cirka midtvejs i showet var det tid til 2 covernumre, Leonard Cohens Halleluja og The Beatles’ Across The Universe. Særligt Halleluja blev leveret på fornem vis, hvor korpigerne fik lov til at synge et vers hver. Senere fik resten af familien en hilsen med på vejen med et nummer dedikeret til hver af dem. Beauti Mark til moderen, Little Sister til søsteren og Dinner At Eight til faderen, som Rufus tidligere har haft et anstrengt forhold til.
Hele herligheden blev sluttet af med et af Rufus Wainwrights bedste numre, det Mamas & The Papas inspirerede 14th Street, hvor bandet og koret atter kom til sin ret. Selvom det lyder flot når Rufus sidder alene bag pianoet og følsomt levere sine sange, så er han bedst når han får lov til at gi den som den primadonna han er. I de sange bliver det så storladent og pompøst at man simpelthen er tvunget til at overgive sig – om man vil det eller ej. Allerflottest var Beautiful Child, der med sin kontrabas-rytme, tre akustiske guitarer og fantastiske kvindekor nåede helt op til stjernerne.
Og så troede man, at der ville komme et par ekstranumre og så ville det blive ved det! Det så da også sådan ud i begyndelsen af det første ekstra nummer, Old Whore’s Diet, men et stykke henne kommer den første lille overraskelse… På Cd’en har Rufus besøg af forsangeren fra Antony And The Johnsons til at synge vokal, men live var det bassisten Jeff Hill, der på overbevisende manér og til stor jubel blandt publikum klarede den tjans. Den helt store overraskelse kom dog senere i nummeret. Hen imod slutningen begyndte alle i bandet ligeså langsomt at smide tøjet indtil både mændene og kvinderne kun var iført undertøj. Inden næste nummer blev Rufus klædt ud med sommerfuglevinger, scepter og diadem. De andre i bandet fik blomsterkranse, piratudstyr, S&M-pisk og andet de kunne fornøje sig med. Koncerten fortsatte med Oh What A World, hvor udstyret var blevet skiftet ud med middelalderlige kapper og stjernekastere. Den første gang ekstra-numre (jo, der kom skam mere!), blev sluttet af med det flotte I Don’t Know What It Is, hvor udklædningen var smidt og erstattet af hvide, lyserøde og stribede morgenkåber. Hele showet var med et forvandlet til en kabaret, hvilket for så overraskende og overbevisende lavet at denne anmeldelse gik fra et 8-tal til et 9-tal.
Efter disse tre numre skulle man tro det var slut – og det burde det måske også have været, for det var ikke nemt at komme ned på jorden igen efter et så storslået show. Men ned på jorden skulle man, for Rufus havde inviteret sin kusine (der er dansker) med på scenen for at synge et nummer fra 1800-tallet med ham – en sang som Rufus’ mor Kate McGarrigle tidligere har indspillet på plade. Nummeret fungerede for så vidt ganske godt, men det skulle nu nok have været fremført tidligere. Stadig iført morgenkåbe blev hele herligheden blev sluttet af med det groovy California fra Rufus’ andet album
2 timer og 5 minutter var gået siden Rufus gik på scenen. På grund af den varierede musik og det kabaret-lignende show føltes det ikke som for lang tid, men faktisk lige til pas. En aften med intimitet, storladne arrangementer og en hovedperson, der beviste, at han er den stjerne han er blevet udråbt til. Hvad mere kan man forlange en søndag aften? Ganske enkelt guddommeligt.
SETLISTE:
Crumb By Crumb
Peach Trees
Hometown Waltz
Vibrate
Grey Gardens
The Art Teacher
This Lov Affair
The One you Love
Gay Messiah
Want
Beautiful Child
Memphis Skyline
Halleluja (Leonard Cohen)
Across The Universe (Lennon / McCartney)
Beauty Mark
Little Sister
Dinner At Eight
Waiting For A Want
Cigarettes And Chocolate Milk
14th Street
Ekstra 1
Old Whore’s Diet
Oh What A World
I Don’t Know What It Is
Ekstra 2
Hard Times, Come Again No More (Stephen Foster)
California
