Afdæmpet lyrisk americana fra Richmond Fontaine
På trods af, at Richmond Fontaine med det nye album er oppe på 6 albums siden debuten fra 1996 er de et forholdsvis ubeskrevet blad i Danmark. Det var da også først med forrige års ”Post To Wire” undertegnede stiftede bekendtskab med dem. Det var et americana-album fyldt op med elektrisk guitar, flot pedal steel og hudløse tekster, og jeg havde ærligt talt forventet at ”Fitzgerald” ville kunne opsummeres på nogenlunde samme måde. Der tog jeg fejl! På ”Fitzgerald” er der skruet gevaldigt ned for de elektriske guitarer og Paul Brainard får ikke lov til at lufte sin pedal steel en eneste gang på de lidt over 38 minutter de 11 numre strækker sig over. Albummet er primært akustisk og den eneste lighed, der umiddelbart er at finde mellem ”Post To Wire” og ”Fitzgerald” er Willy Vlautins stemme og hans tekster, der mest af alt minder om små short stories, der er så ærlige at det næsten gør ondt. Hele teksten til det første nummer, ”The Warehouse Life”, lyder således:
”Wes and I go to The Astro Lounge and have a few on break
But there’s a guy there he owes money to, and the guy sees him too
But it’s too late to leave
Broken, blown, lost, and blue
Wes and the guy they go out outside to talk it out
When I finally make it out to the lot, Wes’ car is gone
He’s sitting on the curb, his face bloody his right hand broken
”What am I gonna do?” he asked. ”This time what am I gonna do?”
Broken, blown, lost, and blue”
Willy Vlautin bor i Portland, men er vokset op i Reno som han selv kalder for ”the poor mans Las Vegas”. ”Fitzgerald” er skrevet på et hotel af samme navn i Reno, hvor Willy Vlautin bor når han er på ferie i Reno. Fra hotellets vindue kan man se ned på downtown, der ifølge Vlautin skulle være ret hårdt. Det er her Vlautin får ideerne til sine historier – ved at se ned på gaden og ved selv at færdes det miljø, der skildres i sangene. Et miljø fuld af småsvindlere, lykkejægere, udskud, fulderikker osv. ”Don’t Look And It Won’t Hurt” hedder en af sangene, men det er bestemt en opfordring Willy Vlautin ikke selv har lyttet til under udarbejdelsen af teksterne til ”Fitzgerald”. Det er også en opfordring man som lytter skal se stort på, for teksterne og musikken kræver virkelig et ekstra look. Musikken fordi den i sin afdæmpede akustiske form simpelthen er så stille, at man er nødt til at høre sangene en ekstra gang for at fange de gode melodier, der ligger gemt. Lyrisk er det svært ikke at læse med inde i coveret – som når man ser noget man egentligt ikke har lyst til, men så alligevel lige kigger en ekstra gang, for det kunne jo være man så noget skræmmende.
De første par gange jeg hørte albummet savnede jeg virkelig den pedal steel, der prægede ”Post To Wire”. Men efterhånden som jeg dykkede længere ned i det musiske såvel som det lyriske på ”Fitzgerald” stod det klart at dette album til fulde lever på til forgængeren. At Vlautins tekster rent musikalsk ledsages af så sparsomme arrangementer som det er tilfældet gør, at man ikke kan lade være med at blive grebet af dem, og de sniger sig stille og roligt ind på en. Derfor er karakteren 8 i lige så høj grad blevet givet på baggrund af teksterne som på baggrund af musikken.
Willy Vlautin udgiver snart sin debutbog, der bærer titlen ”The Motel Life”, på den engelske forlag Faber & Faber.
