
Rygterne løber forpustede rundt på flyvebåden mod Malmö: Der er stadig ikke udsolgt, ja faktisk er der masser af billetter tilbage til sommerens største indietræf indenfor Skandinaviens vægge, den tre dage lange festival-turné Accelerator med stop i Malmö, Göteborg og Stockholm. Folk undrer sig, hvad kan det skyldes? Når Joanna Newsom, CocoRosie (billedet), Devendra Banhart, Sonic Youth, Smog og Caribou møder op og endda kun udgør halvdelen af et line up, der må betegnes som créme alternative, så burde de blot 1500 billetter, som arrangørerne har sat til salg ved første stoppested, Malmö, da blive revet væk? Men nej, man kan stadig komme ind fra gaden og betale sine 350 lavkursramte svenske kroner og få et dusin smukke bands smidt i hovedet til gengæld.
Folk gisner og gætter: er det for tæt på Roskilde Festivalen, er der for mange gengangere fra samme fest blandt kunstnerne (tre af tolv) eller er det den første dårlige vejrudsigt i lang tid, der har fået menneskene til at blive væk?
Måske gider folk bare ikke længere høre indiemusik live? Indiefolket – eller i det mindste en meget stor del af det – har altid haft en lidt speciel trang til at stå med hænderne i lommen og coolness malet i ansigtet, mens musikken spiller på scenen, og da man jo strengt taget ligeså godt kan gøre den slags derhjemme foran anlægget, er de måske blevet dér? I hvert fald solgte også Roskilde væsentligt færre billetter end sædvanligt, så et eller andet må der være i gære, tænker man, mens den lille, halvt tivoli-inficerede Folkets Park kommer til syne i den malmöske horisont.
Inde bag parkens mure og hække ligger tre scener, det lille hus med plads til små 350 – små! – mennesker, den mellemste scene ’Teltet’, der passende nok udgøres af et blå/rød-stribet minicirkustelt, og så den ’store’ udendørsscene med egen for- og baghave samt en hæk, hvis integritet de alvorlige gulklædte vagter ser til ikke bliver brudt af uvedkomne gæster eller tissetrængende mennesker, der fra Roskilde har vænnet sig til, at jorden udmærket kan tåle menneskelig gødning. Man tissar väl på en toalett! lyder en af festivalens paroler tilsyneladende. En anden er: man drickar inte öl vid scenarna! hvorfor de besøgende må gennes ind på diverse improviserede udskænkningssteder og dér – bag lange hegn og store, gulklædte vagter – drikke en pils med indtil flere procent alkohol i.
Drøm og mareridt
Denne regelrettethed kan naturligvis ikke komme rigtigt bag på én – vi er trods alt kommet til Systembolagets fædreland. Men det viser sig hurtigt, at det ikke kun er på området for ind- og udsendelse af væske, at den svenske festival ophøjer almindelige normer for opførsel til gældende lov.
Også musikerne får det at mærke. Da CocoRosies soundcheck trækker ud, skærer arrangørerne bare ned på koncertens længde, så vi ender med en halv time. Og da de to piger og deres medbragte menneskelige beatboxer forsigtigt prøver at betræde scenen til et lillebitte ekstranummer, træder en bredskuldret svensk vagt straks frem for med rynkede bryn og korslagte arme at gebærde dem ud. De har fået deres tre kvarter og programmet indeholder ikke plads til improvisation.
På den måde ender Accelerator med et være enhver indie-elskers drøm og mareridt: På den ene side har festivalen et aldeles vidunderligt sammensat program, afspillet på så små scener, at man virkelig kan komme tæt på musikerne – der tilmed spankulerer rundt og hyggekonverserer med publikum gennem hele dagen. Og på den anden side foregår det alt sammen i en så pæn, regelret og forudsigelig atmosfære, at festivalen uundgåeligt fremstår som borgerlighedens Endlösung i forhold til rock n’ roll: den totale omfavnelse med efterfølgende kvælningsdød.
Selv de mest konventionsbrydende bands lader sig her indhylle i regler: En halv time efter Thurston Moore fra Sonic Youth har kastet rundt med sin guitar og sendt den til tælling på en højttaler, står han og undskylder, at nu må koncerten altså slutte – for festivalmusikken skal altså slutte senest klokken 23.00…
Men så er der heldigvis musikken…
Selvfølgelig er det slet ikke så ad helvede til, som man kunne få indtryk af, når man har læst ovenstående. Selv de korteste koncerter på festivalen viser udøverne som nogen, der nærmere er på vej ad himlen til. I den halve time, de to fransk-amerikanske søstre i CocoRosie får stillet til reel rådighed, svøbes i hvert fald de nærmeste i publiken ind i en drømmeverden af engle og alfer, hvis konsistens er sammensat af så forskellige ingredienser som operaskønsang, rap og hiphop-beats, tegnefilms-projektioner og så den solide grundstamme af indiebørnesange (om end det var et så tyst foretagende, at man efter sigende knap kunne høre musikken bag i det lille hus, der dannede rammen om koncerten).
Og englene og alferne fortsætter lidt senere med at skønmale verden på den mest tyste måde gennem den harpesvingende blomst Joanna Newsom, hvis fremtræden går op i en højere enhed med festivalens ønske om intimitet og nærvær. Samtidig hermed er der imidlertid inde i det lille hus ved at blive produceret dagens største mængde energi ved hjælp af Dan Snaiths sommereksplosion af et trebenet orkester, Caribou.
Trommehvirvler på tværs af genrer
Caribou manifesterer genrekategoriernes opløsning og forløsning – og dermed repræsenterer bandet i sig selv meget fint en festival som denne, der trods en holdeplads på en bred indie-scene markerer sig med ret så progressive og snævre navne.
Formerly Known As Manitoba har Dan Snaiths omdøbte projekt klare rødder i den lette og legende electronica. Et brag af trommer skyder koncerten i gang og til syne kommer en trio, hvis udforming er nœsten endnu mere sœr end CocoRosies: to trommeslagere og Dan himself i midten, uden mikrofon, minder os om, at tiden tilhører de digitale samples – og selv de så markante og kendetegnende vokaler, som man finder på Caribous plade ’The Milk of Human Kindness’ (Leaf Label 05), kommer ikke ud af Mr. Snaiths mund, men fra en laptop. Lige fra ’Hello Hammerheads’s Simon & Garfunkel-lydende vokaler til den ubeskriveligt sprudlende ’Brahminy Kite’s repetetive linie om det evige fald fra sublime højder, er alle stemmer programmerede. Men koncerten taber alligevel ikke intensitet, idet trommernes evigt hvirvlende beats holder benende og armene kørende på publikum. Snaith siger ikke et ord, men smiler skævt og måske genert – og netop sådan kan man betegne denne ”ubetegnelige” strøm af lyde.tyrken ligger bestemt i spændingsfeltet mellem nogle numres accelererende opbygning, og så dem, hvis lydunivers uden præsentation eller advarsel blot hamrer igennem. Meget er genkendeligt fra den seneste plade, nærmest hele dens trackliste præsenteres i stramme versioner, ligesom et par numre fra Manitobas ’Up In Flames’ (03) får spilletid, med dertil hørende officielle musikvideoer (’Skunks’ og ’Jacknuggeted’). Netop den visuelle side at dette stumme tre-mands-show taler sit tydelige sprog med skæve tegneseriefigurer, der lider grumme skæbner på et lærred, som opsluger scenen og efterlader os i en intim dans med Dan og hans venner.
…Og meget mere
På Accelerator er der imidlertid altid en ny koncert klar, selv efter den allerbedste, og de tre sceners tœtte fysiske forbindelser gør det muligt at få mindst et glimt af alle koncerter. Udenfor er Bill Callahans (aka. Smog) stemme allerede begyndt at flyde ud fra den ”store” udendørs scene, der i løbet af dagen også indtages af den lille og overraskende nok meget lidt arrogante Jason Molina og hans Magnolia Electric Co., de gamle 90’er-koryfæer i Teenage Fanclub og så selvfølgelig som independent-festens grand finale, Sonic Youth, der som sagt spiller indtil de ikke må længere.
Med alle de dejlige lyde, der strømmer igennem Folkets Park denne dag – vi har slet ikke nævnt altid charmerende Devendra Banhart eller den fine canadiske duo Stars – er det svœrt ikke at holde af Accelerator, dens paradoksalt regelfikserede opbygning til trods. Festivalens konventions-eskapader er naturligvis åbenlyst begrænsende i forhold til den normale festivalgæsts naturlige behov, men på en måde også befriende, netop fordi de er åbenlyse: de får én til klart at se det regulære og det normopretholdende i enhver koncert, enhver festival – og giver samtidig én endnu større lyst til at indsmugle pot og supermarkedsøl og omfavne de få mennesker, der heroisk kaster sig ud i et forsøg på at vande parkens hække med pis.
Denne reportage er skrevet i et samarbejde mellem Louise H. Johansen og Niklas Engstrøm