”For the devil horns and the applause”
”Do you know who I am? ” Sådan starter canadiske Danko Jones festen foran en tætpakket scene på Mølleplatsen. Hvis nogen skulle have været i tvivl, bliver det i hvert fald slået fast med smertende pile fra Jones’s blødende hjerte.
Settet åbner med nummeret ”Way to my Heart” og Jones starter andet nummer med at spørge publikum: ”Do you wanna know how to play the blues?”, hvorefter publikum svarer: ”Get yourself a woman”. Det er tekstlinien til sangen ”Play the Blues” og samtidigt det mantra, som gentages i alle Jones’s tekster. Det betyder ikke at der er noget piveri i bandets rockunivers. Danko Jones er sprængfuld af testeron, og hans huggende guitar giver en tæt opbakning til hans hvæsende sprøde vokal på ”Sound of Love”, ”Heartbreak’s a Blessing” og ”Boogie Woogie”.
”Det känns bra att vara i Malmö” lyder det på svensk fra scenen, og da Jones ikke er tilfreds med responsen, spørger han drillende om det er det hele. Det havde han ellers øvet sig på hele dagen. Fra da af har han det jublende svenske publikum i sin hule hånd.
Senere er han utilfreds med at folk filmer koncerten med mobiltelefoner i stedet for at rocke til koncerten. Han foreslår fem minutters pause, hvor alle med mobiltelefoner kan filme ham i vilde rock-positurer, og sådan bliver det.
Showet fortsætter med hits som ”Mango Kid”, ”Wait a Minute” og ”Forget my name” ind til Jones præsenterer JC med introen til den største af dem alle – ”Lovercall” – baby. Rytmesektionen er strammere end en indre missionsk pige i konfirmationsalderen, og blandingen af vuggende rock og boogie fortsætter med nummeret ”White Cadillac”. Jones’ tekster cirkler om hans mislykkede relationer til kvinder. I et nummer som ”White Cadillac” får lyrikken et sadistisk twist i en blanding af hævn og humor med linierne: ” When we’re making out, I keep your boyfriend in the trunk”.
Den side viser han også på scenen. En pige blandt tilskuerne har sat sig på skuldrene af en veninde, uden at vide, hvad der er i vente. Ifølge Jones vil hun stjæle rampelyset, og projektørerne bliver rettet mod det stakkels pigebarn:
”Oh, we have a sidestage. Do you think you’re better than Danko Jones? Well, we’ll just have to rock more and kick that sidestage’s ass”.
Og der blev sparket røv først og fremmest med numrene fra bandets sidste to albums ”Born a Lion 2002” og ”We Sweat Blood 2003”, til gengæld blev der ikke plads til et smuglyt på den længe ventede opfølger ”Sleep is the enemy”, som er blevet udsat til 2006.
Herefter retter Jones sin hævntørst mod de mennesker, der igennem tiderne har kigget ned på ham. Som en anden vækkelsesprædikant berettede han om dagen, hvor han står på toppen af bjerget og kigger ned mod dem, der har syndet imod ham med alle himlens rock-helgener ved sin side:
”On one side I’ll have Marvin Gaye, on the other side I’ll have Bon Scott…Clive Burton, Johnny Cash, Barry White, Joey Ramone…” etc.
Forbillederne er mange og forskelligartede, og måske derfor er stilen i det tre mand store orkester blevet så unik i sin minimalistiske power rock. Jones står ekstatisk og giver sig selv lussinger så det synger i højtaleranlægget:
” Look who gets the key to the city” , vrænger han fuld af attitude. Jones’s ego fylder godt i landskabet ved siden af hans afdøde forbilleder. Det er showmanship i verdensklasse:
” I got smart and started a band. I do it for the devil horns and the applause”
Denne anmelder synger Hallelujah, og Malmø klapper i takt.
[nggallery id=8]
