Iron Maiden ikonet genopliver de gamle klassikere
Det var med lige dele ængstelse og regulær angst, at jeg bevægede mig op mod Mølleplatsens scene 2 på dette års Malmøfestival, hvor Paul DiAnno var programsat til kl. 17 en tirsdag eftermiddag. Det faktum alene at Iron Maidens første og i mine øjne bedste forsanger skulle åbne på en helt almindelig tirsdag var for mig helligbrøde. I små flash backs til store øjeblikke foran konfirmand-anlægget kunne jeg se mig selv stå og vride luftguitaren aggressivt til Paul DiAnnos snerrende fraseringer, der i den grad åbnede sluserne for det, der siden er blevet kendt som ”The New Wave of British Heavy Metal”.
Det blev dog hurtigt klart at støvet endnu ikke havde lagt sig på DiAnnos skaldede isse. Efter instrumental-nummeret ”The Ides of March” fulgte ”Wrathchild” og ”Prodigal Son” – alle fra Iron Maidens legandariske ”Killers” album fra 1981. Di Anno indledte ”Prodigal Son” med ordene:
”I wrote this song about my father, he was a motherfucker”, og Di Anno lignede da heller ikke noget fra det bedre borgerskab iført bandana og Mets’ klubtrøje.
Mens Maiden efter Di Annos exit kan betegnes som eskapistisk eventyrs-metal, havde bandet på de to første albums mere kant mod den engelske arbejderklasse virkelighed, som bandet voksede ud af. På den måde er det gamle Maiden mere nitter og punk end spandex. Det selvtitlede debut album fra 1980 og ”Killers” har på den måde sprunget 80’ernes teatralske eskapisme over, og står derfor i dag for mange af deres gamle fans stærkere end de talrige Maiden albums, der har Bruce Dickinson ved mikrofonen.
Det var to generationer der mødtes på scenen. 80’er ikonet DiAnno var blevet mere hærget at se på, og med hardcore attituderne havde stemmen også fået en til tider growlende karakter. Resten af bandet bestod af fire svenske gutter i bar overkrop og nittebælter, der ikke var ældre end at de kunne være DiAnnos sønner. Trommeslageren og bassisten fik deres debut på scenen denne aften. Det betød at bandet ikke altid spillede helt tight sammen, og derfor var der en række små kiks i temposkiftende, men ellers flød guitarkaskaderne upåklageligt, og publikum blev sat i en tidslynge tilbage til start-80’ernes engelske punk/metal undergrund. Der var skruet lidt op for tempoet i forhold til de gamle albums, og efterhånden som koncerten skred blev DiAnnos stemme bare bedre, og selvom stemmen var blevet mere hæs kunne han stadig nå de høje toner.
Ca. 80% af settet bestod af Iron Maidens numre, og resten var taget fra Di Annos soloprojekter i ”Killers” og ”Battlezone”. Men selvom sange som ”Children of Madness” fra Battlezone-projektet havde en lidt mere rå lyd, smeltede de udmærket sammen med resten af settet. Den åbenlyse indvendelse mod koncerten er, hvorvidt DiAnno bare malker de sidste rester af Maidens gamle klassikere. Men på trods af, at en koncert som denne har et skær af nostalgi over sig, er sangene stadig levedygtige, og de har allerede længe stået i skyggen af det Maiden, som kørte videre ud af den brede metal-landevej.
Som introduktion til nummeret ”Killers” sendte DiAnno en måske lidt letkøbt hilsen til Osama Bin Laden, og derefter tog bandet fat på mesterværket ”Remember Tomorrow”. Jeg har ALDRIG hørt en mere stemningsfuld ballade – blottet for rock-klicheer, men som trækker tråde langt ud i et kosmisk psykedelia. Denne sang udtrykker hele spændvidden i de første Maiden albums fra den skrøbeligste renhed med pling pling guitarer til grandiose vibrerende udladninger i vokal og guitarsoloer, og således kunne bandet dengang udtrykke en utilpasset generations emotionelle svingninger. Bandet sluttede et ret kort set af med en anden klassiker, ”Phantom of the Opera”. Publikum fik, hvad de kom efter, og mine ængstelser blev gjort til skamme. På trods af de små skønhedsfejl erobrede DiAnno nyt terræn denne eftermiddag i Malmø, og mon ikke et par utilpassede konfirmander lægger vejen forbi pladepusheren på hjemvejen? Det fortjener de.
[nggallery id=6]
