Den tyske elektroniker-duo Tarwaters formkurve har været nedadgående siden årtusindskiftet. Inden da havde Robert Lippok og Bernd Jestram med Silur (1998) og den mere sangbaserede og pop-appellerende Animals, Suns And Atoms (1999) skabt et par højdepunkter indenfor den tyske nybølge af ‘indietronica’, som især selskaberne Morr og Kitty Yo har specialiseret sig i. Dette års The Needle Was Travelling er således det mindst vellykkede album fra tyskerne til dato. Men da Lippok og Jestram formentlig ikke er enige i den påstand, havde de som det sig hør og bør for turnerende musikere valgt hovedsageligt at bruge koncerten på et i hvert fald ikke overfyldt Rust til at præsentere deres nye materiale. Og derfor blev koncerten da heller ikke den helt store oplevelse.
”Needle” er egentlig ikke et dårligt album, og der er mange fine sange at finde på det, hvorfor det da også var et ganske solidt, dovent-dansabelt sæt, som Lippok og Jestram præsenterede på Rust, med plads til afstikkere til de foregående plader, ikke mindst Dwellers On The Threshold (2002). Alligevel – og det faktum til trods, at lyden faktisk var usædvanlig god – blev koncerten ikke helt dén suggestive, sfæriske oplevelse, man kunne have håbet på. Tarwaters største force er evnen til gennem en dyrkelse af repetitive musikalske mønstre, understøttet af Robert Lippoks dovne, næsten tonløse vokale udskejelser, at skabe en hypnotisk stemning, der så opnår ekstra kraft gennem en stærk, popmusikalsk melodiøsitet. Problemet ved The Needle Was Travelling er at popformatet har fået overtaget, så sangene fremstår som lidt for regulære. Og da over halvdelen af sangene på Rust stammede fra dette seneste album, gentog problemet sig her. Ellers udmærkede sange som ”Jackie”, ”Across The Dial” og ”Stone” besidder simpelthen ikke den hypnotiske kraft, som f.eks. den seks år gamle sang ”All Of The Ants Left Paris” har, og den og et par andre numre fra Animals, Suns And Atoms fremstod da også som højdepunkter på Rust.
Medvirkende til, at det ikke lykkedes for Tarwater at kaste et hypnotiserende slør henover det fremmødte publikum, var den minimalistiske sceneoptræden, der kun bestod af den langhårede Lippoks elektroniske remedier og Jestrams elektriske guitar. Hvorfor duoen har valgt at droppe de dynamiske visuals, som før var en fast del af live-repertoiret, kan man selvfølgelig kun gisne om, men det gjorde i hvert fald, at der var én knage mindre at hænge sin hypnosehat på. Det dragende, det mystiske, som Tarwaters musik potentielt indeholder, fik ikke optimale vækstbetingelser, og alt i alt blev det derfor en koncert, som man kan kalde både solid og professionel, men næppe uforglemmelig.
