Iført orange vejarbejderdragter entrer vokalist John Erik Kaada (som, lad det blot blive nævnt endnu engang, har lavet en plade sammen med Mike Patton…), bassist Øyvind Storesund (hvis skaldede isse, lad det bare blive nævnt endnu engang, andre dage kan ses iført en Kaizers Orchestra-kasket) og trommeslager og falsetvokalist Børge Fjordheim (som vi desværre ikke har noget ekstramateriale omkring) scenen. Og 1-2-3, så er vi sendt af sted, ud i et rock n’ roll univers, fyldt med Public Perverts, Soupgirls og Imaginary Girlfriends, der bare venter på at komme i kødet på os og så i øvrigt føre os på afveje, så vi snart er i Jazzland, snart i Funky Town, men altid på aldeles gyngende grund.
Det er keyboard, kontrabas og trommer, det er sprængte konventioner på en bund af improvisation, og det er spruttende energisk underholdning, lige til at gå i omvendt spagat over.
Det ene øjeblik er vi fanget i en tidslomme af 60’er-rock med Dick Dale’sk surfing på kontrabassen, det næste er vi havnet langt inde i et land, som vel kun de her tre norske gutter og så måske lige Mike Patton (dér var han igen, den filur) kender. Men der er skam sjovt at være, ligemeget hvor vi kastes hen, og selv om der godt kunne være nogle flere kastebolde blandt publikum, så gør det ingenting, man skal bare lytte efter og så danse lige lukt i helvede med cloroform i næsen og vinger på gangstativet.
Men I vil have fakta? Javel ja, lad os se…Cloroforms koncert på Rust er præget af glimrende lyd, et særdeles sympatisk tremandsorkester, der på et tidspunkt udvides med et helt guitaristisk menneske, og som mestendels spiller sange fra deres seneste opus ”Cracked Wide Open”, men dog med de for bandet så karakteristiske live-improvisationer, der ændrer sang efter sang til uigenkendelighed, samt et ikke videre talstærkt publikum, der består af mangt en Cloroform-novice, men dog også et par voldsomt engagerede norske synge-og-danse-jenter, som gør deres for at holde humøret højt blandt de øvrige fremmødte. Og helt inde i midten af koncerten dukker verdens sejeste riff (!) så pludselig op for at banke os lidt i mellemgulvet (okay, helt pludseligt er det måske ikke, for den karismatiske Kaada har advaret os om at nu, endelig, bliver Deep Purple overgået i ‘riffness’, hvilket han, viser det sig, har fuldstændig ret i, også selv om der i det øjeblik ikke findes én eneste guitar på scenen. En bas kan mere end man tror).
Der sker mange ting og sager til en koncert med Cloroform, og der skal ikke herske tvivl om, at det først og fremmest er her, på scenen, blandt menneskene og med de neonlysende dragter godt oppe om ørerne og godt lynet ned på de behårede brystpartier, at bandet gør sig bedst. Det er et par hundrede procent energi af den særlige krudt&kanel-art, sendt igennem en subversiv måneelefants støvsugersnabel og durk ind i de rør, man har lagt under gulvet på Rust denne aften med det formål af få selv den mest stillestående lytter til at ryste mentalt i alt der hedder remmer og tøj og bukser. Vi tager hatten af for Hr. Kaada & co., mens vi leder efter et vejr at trække.
