”Formed a band, we formed a band. Look at us, we formed af band”. Britiske Art Brut er tændt fra start denne søndag aften på Loppen. ”Honey pie, I don’t know when it started, stop buying you records from the supermarket”. Eddie Argos fortsætter i sit snøvlende, næsten reciterende flow, mens bandet buldrer løs under ham. Jo, Art Brut er landet, og selvom der kun er mødt få mennesker op i aften, virker bandet opsatte på at give de fremmødte én på opleveren.
Da Art Brut tidligere på året udgav deres debutalbum Bang Bang Rock N’ Roll, havde anmelderne svært ved at få armene ned. Og det var da også noget nær en umulighed, når nu bandet spillede noget af det mest charmerende, iørefaldende og tæskesvingende postpunk, siden Franz Ferdinand henrykkede den halve verden med ”Take Me Out”.
Heldigvis havde Loppen fået de gæve kunstnere til København, og det blev til en lille time med infernalsk larmende og ualmindelig catchy postpunk af den britiske skole. Sådan gør man det, tænkte man, for Art Brut gjorde som de havde lyst og nåede da også at opfordre publikum til at gøre som dem. Starte et band og spille på livet løs, frit fra hoften og leveren og dér under bæltestedet. For i Eddie Argos har Art Brut nemlig den britiske musikscenes p.t. mest vidunderlige og humoristiske tekstforfatter: ”It doesn’t mean that I don’t love you, one more try with me above you. I know I can, I know I can, I’m fine when I am with my own hand”. Sådan kan man også besynge præstationsangst, og vi fik hele den ulykkelige historie om pigen han havde mødt og taget med hjem, og så var det ovenikøbet Valentines day. Sådan kan det gå, men alt løser sig når man har et band at kanalisere alt, simpelthen alt over i. Vi fik også publikumsfavoritten ”Emily Kane” endda i to omgange, for Argos stoppede den halvvejs grundet en lille fejl og forlangte at bandet startede forfra. Det var en ”true story” forklarede han sig, om ”my only true love”, og hun fortjente, at den blev spillet ordentligt, ikke sjusket og hensynsløst.
Art Brut’s optræden søndag aften var alt andet end sjusket og hensynsløs, og de beviste, at de fortjente mere end et halvtomt Loppen. Det skal nok ændre sig næste gang, de er i landet, og til den tid har jeg dannet et band – og når folk spørger mig, hvordan det startede, vil jeg med stolthed i stemmen svare: ”Honey pie, det startede på Loppen”.
