Jeg var en af åbenbart mange, der havde set frem til aftenens koncert på Loppen med Brighton-kvartetten Electrelane. Så mange var der, at jeg til tider var nødt til at stå på tæer for overhovedet at fange et glimt af de fire piger i bandet (og jeg er altså 1.90!) På trods af det, var den optræden de leverede intet mindre end fabelagtigt.
Det blev til et potent sæt på omkring halvanden time, hvor de fleste af numrene kom fra gruppens nye album, Axes, der udkom i maj i år. Således åbnede de med “One, Two, Three, Lots” der, som på albummet også live, fungerede som en intro til det fantastiske nummer, “Bells”, efterfulgt af “Two For Joy”. Ellers var højdepunkterne blandt andet den underligt klezmer-inspirerede “Eight Steps”, men det blev også til et par enkelte bidder fra 2003-albummet The Power Out. Bl.a. den rockabilly-agtige “Take the Bit Between Your Teeth”, og hittet (hvis man kan tale om et egentligt sådan) “On Parade” som ekstranummer. En lille, men rar overraskelse var “The Partisan”, som mange genkender som den franske folkesang, Leonard Cohen oversatte og udødeliggjorde, men som i pigernes hænder er muteret til en kort, eksplosiv punk-sag. Min eneste anke er, at jeg savnede nogle af de mere stille numre fra de to førnævnte albums, da de er nogle af de smukkeste bandet har begået. På den anden side ville de nok have brudt for meget med den punkede energi i resten af udplukket.
Det er svært at sætte Electrelane i en bestemt genrebås, men umiddelbare sammenligninger er krautrockerne i Can, eller måske Belle & Sebastian, når de er allermest uptempo. Mia Clarkes guitararbejde kan til tider ha’ et skær af Sonic Youth over sig. Dette inklusive de nørklede, repeterende figurer der præger numrene, som for en stor del er rent instrumentale. Verity Susman er ikke nogen stor sangerinde, men hun udnytter hvad hun kan på en meget charmerende måde – og kompenserer ved at være alsidig på instrumenter: keyboard, klaver og sågar alt-saxofon på den dystre “Gone Darker”. Koncerten var iøvrigt den første på dansk grund siden Ros Murray kom til som bassist, og hun udgør sammen med trommeslager Emma Gaze en rytmesektion så tight som et schweizisk urværk.
Bandet formåede den aften på Christiania at skabe et magisk krydsfelt mellem vintermørke, fortættede passager og gnistrende lyse, melodiske omkvæd. Jeg er overbevist om at de fleste der troppede op den aften, blev en meget speciel oplevelse rigere. Selv var jeg nødt til at købe Axes på vejen ud. Måske bliver vinteren alligevel ikke så lang i år?
PS: Iøvrigt føler jeg mig næsten forpligtet til at fremhæve Sarah Hepburns glimrende opvarmning, med sange fra hendes debut Stars and Haze. Elementer af country sneg sig ind her og der, og koncerten vækkede mindelser om Grant Lee Buffalo – på den gode måde. Varme anbefalinger herfra!
