Ægte americana indtager Danmark.
Søndag aften optrådte det seneste halvandet års mest hypede americana-band på Loppen, for at give deres anden af 3 koncerter i Danmark. Efter at Uncut udråbte Post To Wire (2004) til et af årets bedste albums, er det kun gået en vej for Richmond Fontaine. I år kom så bandets sjette album, The Fitzgerald, der fik lovprisninger med på vejen såvel i udlandet som i Danmark – og her på siden. Derfor var det også skuffende, at Loppen ikke engang var halvfuldt til lejligheden. Endnu engang udstilledes den gennemsnitlige danskers musikalske analfabetisme.
Med sig havde Richmond Fontaine singer-songwriteren Ian Moore og det irske band The Amazing Pilots – begge med flere udgivelser i rygsækken. Hvor The Amazing Pilots leverede årets måske kedeligste vokalharmonier og et dertil hørende endnu kedeligere show, så var Ian Moore virkelig en oplevelse. Stemmen var flot og melodierne gode. På første nummer havde han problemer med, at den akustiske guitar skrattede. Da det fortsatte i andet nummer, trak han resolut stikket ud af den akustiske og bevægede sig rundt blandt publikum, mens han på smukkeste vis fremførte Brian Wilsons ”Caroline, No”. Sjældent har der været så stille i baren på Loppen.
Efter de to opvarmningskoncerter gik de afslappede herrer fra Richmond Fontaine stille rundt på scenen og gjorde sine instrumenter klar – kun iført håndbajer, skovmandsskjorte og slidte jeans. Meget amerikansk, helt som forventet.
Richmond Fontaines seneste album skiller sig meget ud fra de tidligere. Tidligere er steel-guitaren blevet flittigt brugt, men på det halvakustiske album Fitzgerald er den helt væk, og det er den akustiske guitar og det lyriske, der er helt i front i lydbilledet. Derfor havde bandet desværre også ladet steel-guitaren blive hjemme, hvilket gjorde at numrene fra de forrige albums ikke kom helt til sin ret.
21 numre, fordelt over hele bandets bagkatalog, var hvad Richmond Fontaine havde taget med til de få fremmødte. Koncerten startede meget afdæmpet, men efterhånden som den skred frem kom der mere gang i numrene. Ikke mindst på de sidste af ekstranumrene med den hillbilly-lignende ”1968” fra albummet Safety (1998) helt i spidsen.
Med de mange flotte sange – og ikke mindst tekster – Willy Vlautin og besætning har skrevet, var det en ren fornøjelse at stå og lytte og leve sig ind i den 100 % amerikanske musik. Med numre som ”The Janitor”, ”The Warehouse Life”, ”Don’t Look And It Won’t Hurt”, ”Western Skyline”, ”Polaroid” og den smukke ”Post to Wire” havde Richmond Fontaine da også et par håndfulde sange, det bestemt var værd at leve sig ind i. På sidstnævnte savnede man dog det kvindelige modspil fra Cd’en og den bagvedliggende pedal-steel.
Den eneste skuffelse var, at forsanger Willy Vlautin ikke fortalte flere historier end det var tilfældet, når nu det narrative er så vigtig en del af Richmond Fontaine. Den eneste rigtige historie man fik, var historien om en kæreste han engang havde haft, hvis favoritfilm var David Lynch’ Blue Velvet (1986) – fortalt på ægte amerikansk selvfølgelig. Efter den humoristiske historie, der fungerede som optakt til nummeret ”Cascade”, håbede man på der ville komme flere af samme slags. Det skete bare ikke.
Efter syv kvarters højoktan americana var aftenen gået, og mandag havde allerede skubbet søndag til side. Hjem gik det med en fornemmelse, der sagde, at det havde været en god koncert, men hvor overvejelser om hvordan det ikke kunne have været, hvis bandet blot havde valgt at tage en pedalsteel med på scenen blev ved med at spøge.
