To forunderlige kvinder gæstede Vega
Med den operatrænede Sierra som den glade og udadvendte og den lillepigede Bianca som den surmulende og indadvendte, leverede de to Casady-søstre et underholdende og underfundigt show for de mange fremmødte i Lille Vega. Med sig havde de to søstre noget, der kunne minde om en gammeldags diktafon til at stå for det collagelignende lydbillede, der gennemsyrer deres musik fra start til slut, en elektrisk harpe, en akustisk guitar, et klaver og en lang række instrumenter undertegnede ikke har set tidligere – det skulle da lige være da selv samme band varmede op for Devendra Banhart sidst han spillede i Lille Vega. Det hele munder ud i noget man måske ligeså godt kan kalde stemninger som man kan kalde det musik. Stemninger, der ofte er så sørgmodige, at hvis man ikke havde haft Sierra som kontrast til den smukke, men mutte Bianca, godt kunne gå hen og blive for meget. Til at underbygge stemningerne kørte der under hele koncerten en video i baggrunden med optagelser af alle mulige (og umulige) slags: tegnefilm, gymnastik, hjemmevideo, en hel masse bamser og dødningehoveder og meget andet.
Det var først under koncertens sjette nummer der for alvor kom gang i publikum. Gentagende gange blev der sunget ” everybody wants to go to Jamaica “, i en sang der nemt kunne være skrevet af den ene af søstrenes kæreste, Devendra Banhart. Et forrygende festligt nummer at danse til og synge med på… Lidt over halvvejs skifter sangen fuldstændig karakter, og Sierra ifører sig en japansk maske som hun på smukkeste vis synger igennem. Efter dette lange intermezzo kommer der igen tempo og fest ind i sangen og alle vil atter til Jamaica. Sangen resulterede i aftenens vel nok største bifald.
Et andet stort bifald faldt efter coverversionen af Kevin Lyttle’s “Turn Me On”. ” Girl Just Hug Me, Hug Me, Kiss Me, Squeeze Me Hug Me, Hug Me, Kiss & Caress Me”, blev der sunget og rappet, mens Bianca dansede sensuelt sammen med human beatbox’en Spleen. Nummeret fungerede flot i CocoRosies skæve univers og man kunne ikke lade være med at rive sig med.
Spleen stod for det primære rytmespor under hele koncerten på en måde, der gjorde, at hverken trommer eller bas var savnet – det var faktisk dejligt de ikke var til stede! Ja, ethvert orkester burde faktisk have en Spleen.
Efter knap en time og fyrre minutter var det hele overstået, og man begav sig ud i kulden igen efter en aften i selskab med CocoRosie. Blev det for koldt derude, kunne man varme sig lidt på minderne om disse to eventyrlige kvinder og deres musikalske udfoldelser.
