Energiudladninger og shots på scenen
Dørene blev først åbnet kl. 21. På billetterne stod der ellers 20, hvilket nogle havde taget alvorligt, men alligevel var det overraskende få, der stod og ventede foran jerndøren til Loppen, da klokken nærmede sig ni. Iblandt de ventende var det tydeligt at skelne, hvem der ventede på hvilket band. To norske jenter, som tydeligvis var der for at se deres landsmænd i Briskeby. To middelaldrende herrer, der snakkede om gammel punk og rock, og så frem til, at The Posies skulle på scenen. Og der var ingen af de to grupper, der blev skuffede – hverken over det, de kom for, eller for det ukendte andet.
Briskeby
Karakter: 8/10
Briskebys fire faste medlemmer krydsede gulvet i Loppen kvart i ti, skiftede lige tøj i baglokalet, og så gik de på. Det hele skete som en stormvind, pludselig var de der bare – og det med en energi, som nåede ud i alle kroge af Christianias lille spillested. Lise Karlsnes (vokal) var i sort buksedragt med udskæring ned til livet, høje glimmerbesatte sølvsko og det frække, intense blik, som karakteriserer hende. De øvrige bandmedlemmer var i jakkesæt anno 1960erne eller 70erne. I det hele taget var det et meget sammenhængende Briskeby, der stod på scenen og lagde ud med deres første single fra Jumping On Cars, der netop er blevet udgivet i Danmark, “Miss You Like Crazy”. Nummeret flød en anelse sammen, men det blev kraftigt opvejet af den tydlige kemi mellem Karlsnes og guitarist og tekstforfatter Bjørn Bergene, som gav sig fuldt ud. Der var en spilleglæde at spore, som var Briskeby endelig kommet ud i lyset efter lang tid i studie og øvelokaler. Og Karlsnes sagde hej til sit publikum, som nærmest blev tryllebundet til scenen.
Briskeby fulgte op med storhittet “Berlin” fra deres første album Jeans For Onassis (2001), hvor der blev plads til musikalsk improviseren midt i den sevsikkerhed, som det tydeligvis gav Karlsnes at være tilbage på hjemmebane og ude ved publikum. Også storhittet “Propaganda” blev leveret i en version, hvor energien blev helt vild i skarp kontrast til den underspillede albumversion, man ellers har set. I det hele taget følte man lidt, at Briskeby på scenen viste den kant, som de nogle steder mangler på deres udgivelser – det rå og upolerede guitarspil, det massive basspil og trommer, som slår takten an, mens Karlsnes’ vokal skærer sig gennem luften og nedbryder al skepsis.
Tilbage til musikken var aftenen dedikeret det nye album, hvor “Substitute For Love”, “There Is A Wave”, “Bobby, Come Back” og endelig “Joe Dallesandro” blev leveret. “There Is A Wave” viste en side af Briskeby, hvor der er plads til det støjende, men stadig melodiske. Her var der ingen vokal, der druknede, eller musik, der forsvandt, her hang det hele sammen. Aftenens oplevelse var dog klart duetten “Joe Dallesandro”, anden single fra Jumping On Cars. Karlsnes hev Posies’ Ken Stringfellow (også kendt fra R.E.M) på scenen og sammen gav de en direkte ubeskrivelig og intens duet, som man ønskede, aldrig skulle ende. “I’ll never let you go, Joe Dallesandro” sang de sammen. Deres stemmer blandende sig med hinandens, samme inderlighed i optræden og udtryk. Et øjeblik, man ønskede, aldrig ville ende. Og det gik lidt ud over sidste nummer, “Wide Awake”, Briskebys nok største hit til dags dato. Den druknede i den energi, som “Joe Dallesandro” havde skabt omkring sig og var pludselig ikke nær så god, som den har været før. En lidt sjov synergieffekt på negativ vis. Men “Joe Dallesandro” satte sig fast – og tegner fabelagtigt for det nye album fra nordmændene, der også fik klapsalver med på vejen ned fra scenen.
Setliste: Miss You Like Crazy / Berlin / Substitute For Love / Propaganda / There Is A Wave / Bobby, Come Back / Joe Dallesandro / Wide Awake
The Posies
Karakter: 9/10
Hvis man kom for at høre sange fra seneste The Posies album Every Kind Of Light, så blev man slemt skuffet, for The Posies gav i stedet en erindringskoncert af karat med samtlige hits og en punket energi, som var dybt imponerende fra de aldrende rockere. The Posies gik på ved ellevetiden, både Jon Auer og Ken Stringfellow var i jeans med hængerøv og skjorte, Auer desuden slips. Fra Stringfellows jeanslomme hang den karakteristiske nøglekæde. Hvis man så på påklædningen alene, ville man hurtigt have fejlbedømt bandet som et teenage punkband. Og hvis man hørte musikken, så ville samme antagelse ikke være helt gal, for det var fabelagtigt, som energien strømmede, og der blev hoppet og svedt og sunget. De eneste områder, hvormed The Posies denne aften på Loppen adskilte sig fra de mange punk teenagebands, var på vokalen og kvaliteten. Vokal var direkte smuk, om det var Auer eller Stringfellow, der sang. Og kvaliteten var helt i top, ingen små problemer, ingen fejl, lidt problemer med lyden, men det var strengt taget ikke The Posies’ skyld.
Tilbage til koncerten lagde The Posies ud med powerpunk-sangen “Dream All Day” fra 1993s Frosting On The Beater. Og senere fulgte en lang række sange fra samme album, bl.a. “Love Letter Boxes”, “Flavor Of The Month”, “Solar Sister” og “Burn And Shine”. Auer udviste stor charme og blev ved med på gebrokkent dansk at sige “Tak, Tusinde Tak”. Publikum grinede – forbindelsen var etableret, hvis den ikke allerede var der endnu. Andet nummer, som Posies bevægede sig ud i, var “Please Return It”. Her tog Stringfellow over med sin bløde vokal: ” When we live the life we live / It’s never ours completely”, mens musikken levede sit eget punkede liv. I det hele taget stod man efter de første par numre og undrede sig lidt over, hvor The Posies anno 2005, The Posies, som man kender fra Every Kind Of Light, var henne. Den energi, som det nye album mangler, nærmest overkompenserede The Posies for ved koncerten med gamle numre. Hvis man troede, at bandet var blevet stille og indadvendt og eftertænksomt, så nej – eller det kunne de også, det bevidnede et nummer som “Definite Door” klart om – punken og powerpoppen er der stadig.
Fra Every Kind Of Light spillede The Posies kun 2 numre; “Conversations” og “That Don’t Fly”. Førstnævnte er ikke et af albummets bedste, men blev leveret med indlevelse og på det rette tidspunkt i koncerten. Desuden skete det med en tilpas ironisk kommentar fra Stringfellow: “You get drunk, then you put on the album – and you puke”. Teenagermentaliteten stortrivedes. Det gjorde den også de adskillige gange, der blev serveret shots på scenen, eller da Auer på “Flavor Of The Month” med vilje knækkede tre strenge og tog en solo på de resterende, eller da han råbte: “We’ll rock the hell out of you”.
Man skulle nok have været der. Der var så mange indtryk. Der var så mange lyde. The Posies overraskede mig, fordi de viste en vilje, jeg ikke havde kunnet se tidligere. Og de overraskede mig, fordi det var fedt at opleve, at powerpunken ikke kun trives hos de yngre bands, men kan skabes med kvalitet og fylde og med mere meningsfulde tekster.
Setliste : Dream All Day /Please Return It / Somehow Everything / Love Letter Boxes / Conversations / That Don’t Fly / Throwaway / Ontario / Grant Hart / Flavor Of The Month / Solar Sister / Burn And Shine
Ekstra : Definite Door / Coming Right Along / Everybody Is A Fucking Liar / You’re The Beautiful One