Imponerende og velkomponeret folkemusik af den mere underholdende slags
Afenginn er (et fantastisk) navn, der huserer et sted i undergrunden af den danske folkemusikscene. Afenginn er et drabeligt morsomt, uhyggeligt godt swingende og mærkværdigt sanseligt orkester. Tonerne sender tanker tilbage til den nordiske folkemusiks rødder, mens rytmerne minder om de melankolske balkan-viser, der sammen med en vilje til musikalsk leg, sætter et uhyre personligt præg på debut-albummet Retrograd.
Gennem 15 imponerende stykker, meget velkomponeret musik, tager Afenginn lytteren (og læseren!) med ud på en rejse ind i ElgPolkaens mærkværdige verden. Det er mange år siden at undertegnede sidst har set så gennemført et cover fra en så ungt orkester. Hele projektet emmer af kærlighed til det foretagende de 5, hovedsageligt danske, musikalske legebørn her har begivet sig ud på, sammen med det hav af gæstemusikere de slæber med sig.
I selve coveret er der instruktioner til, hvordan en elg bør danse til denne fantastiske musik. Der står beskrevet hvordan hver enkelt nummer er blevet til – og det er ikke kedeligt! Eksempelvis finder man her ”Elgen”, der beskrives som ”en suite på 3 satser omhandlende elgen der svømmede fra Sverige til Danmark sommeren 1999”. Ikke blot er historien hærlig – nummeret er også helt fantastisk! Jeg ved nu hvordan det føles at være elg i Øresund.
Orkestret har et par få vanskeligheder på deres debut-album. Men her er kun tale om begynder-detaljer, der skal finpudses. For det første bliver albummet lidt for langt i sin endelige form. 60 min. er meget lang tid, når der ikke er større variation i produktionen end tilfældet er. Lyden af de forskellige numre, flyder desværre lidt for ofte sammen og derfor bliver hver enkelt nummers helt unikke originalitet ikke fremhævet, så godt som det kunne være blevet. Udover dette ville det klæde orkestret enormt med nogle flere vokale indslag (brøl, skrig, fløjt osv.), ligesom det er tilfældet på ”Elgen kommer”.
For fremtiden må Afenginn gerne larme endnu mere når de larmer, og vove at blive endnu mere stille, når de langsomme numre som eks. ”Elgpolska” ruller behageligt henover ens øregang.
Men her er i sandhed et orkester med et stort potentiale, der har lavet en rigtig flot debut, som jeg glæder mig enormt til at høre live.
Har man en hang til Balkan rytmer, folkemusik tilsat en god gang rytmisk orkestrering, bør man ikke lade dette album gå forbi ens anlæg. Numre som ”Kaszubstep”, ”Tattar humppa”, ”Clapdance” og den store ”Elgsuite” er det stof store orkestres majestætiske rytmegallop er gjort af. Og for *%€#€%, hvor bliver man i vanvittigt godt humør af at leve sig ind i de mangfoldige instrumenter, der sang på sang folder sig ud. Jeg har i hvert fald aldrig danset så meget i en metro, på cyklen, eller som nu, på kontorstolen (hurra for fjedersystemet).
Så lad os krydse fingre for, at fremtiden har noget godt i vente for dette talentfulde rockrytmiske folkeorkester, der virkelige forstår at skabe et unikt og meget originalt produkt.
