Poof, Zlam, Smack! – Adam West spillede fandango for de fĂ„
Adam West et spritnyt bekendtskab af den slags, der ikke vil gĂ„ i glemmebogen med det samme. Bandet, som er opkaldt efter skuespilleren fra 60’ernes kult Tv-serie Batman, spiller rĂ„ rock’n’roll med samme attitude som Ă„ndsfĂŠllerne i “Hellacopters” og “The Hives”. I oktober udkom bandets nyeste album Power to the People pĂ„ eget pladeselskab Fandango Records.
Denne torsdag i stiv kuling startede ud som enhver rockmusikers vÊrste mareridt. Ikke alene er salen piv tom. I et hjÞrne stÄr en fyr og sÊlger merchandise, da Loppens to eneste gÊster trÊder ind, og spÞrger ham, om han kender noget til bandets tidligere albums. Det er undertegnede, som ikke genkender bandets forsanger Jake Starr bag disken! Magen til dÄrlig introduktion skal man lede lÊnge efter, men Jake tager det i stiv arm, og vi fÄr os en snak om rockens totale afmatning i Danmark, pÄ trods af hvad den jubelglade danske pladeindustri i Þvrigt prÞver at bilde os ind.
Opvarmningsbandet “The Nifters”, er et svensk rockband med nu-metal agtige tendenser. De spiller en fantastisk tung bas, der leder tankerne hen pĂ„ Ăžrkenrock a la Kyuss, men sĂ„ er der heller ikke meget andet godt at sige om bandet. Guitarene forsvinder i den tunge baslyd, og vokalen flakser mellem en skĂŠrende tynd metalstemme og en grinagtig falset, som bestemt ikke klĂŠder bandet.
Der er efterhÄnden dukket 1 par hÄndfulde gÊster op, som sidder spredt ved bordene. The Nifters giver den rimeligt gas, men de spiller ikke rigtigt tight og kompositionerne er for dÄrlige, sÄ det ender i monoton tomgang. Man kan forstÄ pÄ bandet, at de ogsÄ er begyndt at glÊde sig til Adam West, som de konstant priser mellem numrene.
Denne setting er hvad Adam West har at arbejde med. Men allerede da bandet trÊder op pÄ scenen fornemmer man udstrÄlingen fra et garvet rockband af en helt anden kaliber. Halvt inde i fÞrste nummer stÄr alle loppens 14 gÊster oppe foran scenen. Starr lÊgger ud med et par humoristiske kommentarer omkring opbuddet. Men bandet virker stÄlsat pÄ at give den lille flok pÄ gulvet hvad de kom for.
Det er simpel men utrolig kompetent rock. Guitaristen Dan-o Deckelman stĂ„r med foden pĂ„ monitoren og ligner en, der aldrig har bestilt andet end at brĂŠnde vildt guitarlir af. Steves bas er levende og varieret, og det hele er pakket tĂŠt sammen af Jim Sciubbas prĂŠcise trommetĂŠsk. Loppen er nu forvandlet til en sydende bat-cave og Starr twister henover scenen i poses inspireret af mud-stilen. Han dedikerer nummeret “Megalomania” fra deres nye album til en gruppe amerikanske piger iblandt publikum, og han peger ned pĂ„ Diskants fotograf med ordene:
“This one goes out to you, because you know, I’m gods gift to women”
Forsangeren har ikke fÄet sit efternavn for ingenting og med hÄnden begravet i skridtet brÞler han med stor crooner-stemme:
“This is my charm”
Af uransagelige Ă„rsager virker charmen ikke pĂ„ den amerikanske gruppe, som begynder at finde overtĂžjet frem. Men det tillader Starr ikke, og han opfordrer det Ăžvrige publikum til at forhindre dem i at gĂ„, hvis han skal spille videre. De Ăžvrige bandmedlemmer brokker sig over, at de aldrig ser noget til hverken sex eller drugs i rock’n’roll, og gennem hele koncerten er der en munter dialog mellem band og publikum. Amerikanerne bliver og skrĂ„ler med pĂ„ parolen “Fuck George Bush”.
Fordelen ved en underbemandet koncert som denne er, at der opstÄr en intim stemning, hvor alle deltager aktivt, og det hele lugter lidt af privat fest og lÞssluppenhed.
Man kunne fremhĂŠve et nummer som “Bulletproff”, men mere bemĂŠrkelsesvĂŠrdigt var det, at der faktisk ikke var nogle missere.
Det hele gĂ„r op i en hĂžjere enhed, nĂ„r en halv snes mennesker stĂ„r og skrĂ„ler pĂ„ ekstranumre….og sĂ„ fĂ„r det! Adam West er et rutineret band med 10-15 Ă„r pĂ„ bagen, men det var alt andet end en rutineprĂŠget prĂŠstation, og der var store smil under de haglende svedperler, da bandet takkede de fremmĂždte. Tidligere pĂ„ Ă„ret gav jeg Danko Jones karakteren ni, for at tĂŠnde op under en pakket MalmĂžfestival, men nĂ„r man kan skabe en ligesĂ„ stor oplevelse pĂ„ en halvtom Loppen, sĂ„ skal man i hvert fald have ni velfortjente pinde.
