Stengade 30 dansede med djævlen
Med en medrivende glædesmanifestation af gypsy punk, formåede Gogol Bordello at forvandle Stengade 30 til en gigantisk organisk trykkoger, der syntes at kunne eksplodere og splitte vægge, søjler, bar og dørmænd ad, hvilket øjeblik det skulle være.
De to formidable opvarmningsbands The Scotch Greens og Throw Rag havde gødet jorden til denne årets sidste punk fest. Nytårsaften i år kan kun blive kedelig, når man har oplevet den form for vedkommende energi, varme og nærvær der blev sprøjtet ud i hårde stød på denne December nat. Gogol Bordello var formidable!
Koncerten blev åbnet med “Immigrant Punk” og “Sally”, der må stå som to af de bedste numre fra det nyeste album. Disse blev opfuldt af de ligeså fantastiske “Never Young og “Not a Crime”, der live får en ekstra hård og skarp kant. Det er numre der med blæret overlæg nærmest bider ud efter sit publikum, rusker en i kravetøjet og skriger manifestationer helt ned i undergulvets mørke.
Det var en kamp for livet, at holde sig oprejst oppe foran, da et ekstremt tændt publikum udøvede venlig vold, i form af en energisk pogo dansen, som ikke kan være set mage siden Dead Kennedys velmagts dage. Men det var en kamp for et liv der virkelig var værd at leve.
Aftenens eneste lille pusterum blev den mere afdæmpede Gogol klassiker “Mussolini Vs. Stalin”. Det varede dog kun ca. 3 minutter, før der igen var erklæret jubelglad tumultkrig, da hele trykkogeren eksploderede til sigøjnerbryllup skæbne fortællingen “Dogs Were Barking”.
Ud over at besidde en kollektiv energi, der strømmer fra alle hjørner af scenen og besætter både publikum og forsangeren, så er Gogol Bordello’s dansende sigøjner optræden også et kunststykke i sig selv. Derfor var det en hamrende fryd at se den sprudlende danserindes forskellige indslag og skift mellem forskellige utærede instrumenter, som talte både vaskebræt, blik spande og en gigantisk fallos stortromme, der blev behandlet med en kærlighed, der ikke efterlod et eneste øje tørt. Det var voldsomt, følsomt, revolutionært, aggressivt og formidabelt smukt.
Hen imod koncertens slutning, hvor de mest human revolutionære sange blev leveret med overbevisende pondus, kogede hele Stengade 30 over og det farverige sigøjner kaos blev en kaotisk forløsning af gigantiske dimissioner. “60 Revolutions”, “Think Locally, Fuck Globally” og “Underdog World Strike” er nogle af de bedst fremførte livenumre jeg nogensinde har hørt!
Ifølge sigøjner overtro, finder der overnaturlige fænomener sted under udøvelse af musik. De mener eksempelvis, at grunden til man kan huske en koncert i mange år og kan genkalde sig den præcise følelse af det nærvær der var tilstede på et pågældende spillested, er fordi djævlen har været med til koncerten.
Tidligere på aftenen, spurgte jeg forsangeren Hütz, om han troede, der var en chance for at djævlen ville kigge forbi Stengade 30 her i nat. Med hans typiske vidt opspærrede øjne svarede han: “Selvfølgelig hr. Kan du ikke mærke han er på vej?”.
4 timer senere, da koncerten sang på sidste nummer og Hütz blev båret rundt på den gigantiske stortromme af et taknemmeligt publikum og skreg fanfarer, glædes trusler og spyttede manifester i alle retninger, da følte jeg mig som besat. Besat af musikkens pumpende, skrigende sigøjner fest. Besat af øjeblikket. Og besat af troen på, at dette var årets sidste rigtige fest og alt herefter måtte virke som et falleret skyggespil af gode intentioner. Det er ganske vist, at djævlen var blandt os på Stengade 30 den nat.