Et vinteragtigt lydbillede fra Antophones
Selve navnet Antophones er sammensat af de græske ”antos” og ”phon”, som betyder henholdsvis ”blomst” og ”lyd”. Efter adskillige gennemlytninger af Happy Failure falder navnet på plads som en naturlighed. At lytte til Antophones er som at opleve lyden vokse og gro som blomster og planter. Og hermed har jeg også tilkendegivet, at Antophones udgivelse rummer noget mere end det sædvanlige. Antophones møder én med smuk vokal, smukke tekster, et vinteragtigt lydbillede med fokus på instrumenternes toner og enkelheden i det musikalske. Frontfigur Lise Blaase pryder coveret og har i det hele taget sat sig tungt på albummet som både vokalist og tekstforfatter. Hun støttes af musikere kendt fra Sorten Muld, Klondyke (bassist Johannes Hejl), Under Byen (trommeslager Morten Larsen) og Howe Gelb (Peter Dombernowsky), desuden af Katrine Hald på klaver og Stefan Kyndesen på guitar.
Albummet åbner med titelsangen Happy Failure, hvor associationer til Tori Amos fanger én, mens pianoet stille og roligt lægger en musikalsk grund for den sarte vokal. Af og til brydes det sarte billede af skæve toner fra en basklarinet, som blot gør billedet mere levende.
Jeg er personligt helt og aldeles faldet for albummets femte track ”Standing on One Leg”, som bliver en leg med klange og musikkens muligheder, mens teksten giver et godt bud på Antophones dybde: ”But these faces fill you up / they question honesty and thruth / why can’t it just be easier to do what you gotta do?”, synger Blaase. Tracket åbner med stille vokal over piano, udvides med en mere kraftfuld vokal, der styrer sangen via første omkvæd til et mellemspil med en endnu dybere og indtrængende vokal. Der er noget befriende ved nummeret, dets bevægelse mellem det langsomme og hurtigere, det lette og det dybe. Det slutter i et ”evidently you will find me / evidently you will find peace”, som runder af med dybde og en optimistisk stemning, der ellers er svær af finde i Antophones’ univers.
Et andet af albummets favoritter er dets første single, som Antophones også benytter enhver medieoptræden til at spille. Singlen hedder ”Daniel” (track 6) og er mere hårdtslående i tekst end udtryk: ”You see, Daniel had a life / with kids, a job, a wife / but Daniel wasn’t hooked on God / don’t wanna be a sleepwalker he said / and Daniel said: It’s not up to me to save this relationship”. Man kan selv bedømme, om der hentydes til forholdet til et andet menneske eller til Gud, begge dele giver mening. ”Daniel” er mixet af Carsten Heller, som kendes fra både Nephews USADSB og Spleen Uniteds debutalbum, dog falder ”Daniel” i en ganske anden kategori end numre fra ovenstående.
Jeg nyder den måde, Blaase leger med ordene og giver dem lyd, hun bruger dem aktivt til at skabe ikke blot atmosfære, men også som et instrument. Og jeg nyder den måde, som Antophones udnytter simple virkemidler til at gøre musikken deres egen. Min eneste negative kommentar går på det overordnede indtryk, som kan blive en anelse for homogent, så man kan føle en smule kedsomhed. Desuden skal det siges, at det tog adskillige gennemlytninger af blive fanget – hvilket Antophones så grusomt tog revanche for, da de først havde fået plads i bevidstheden.
