The Cardigans-interview

thecardigans-swe-press2006-565x350

Interview med The Cardigans

Cardigans seneste plade Super Extra Gravity, der udkom i efteråret, lå fint i forlængelse af Long gone before Daylight fra 2003. Igen er bandet trådt et skridt længere væk fra sukker-pop’en, vi kender fra bandets første plader og fra det mere elektroniske sidespring i form af Gran Turismo (1998). På Long gone before Daylight var lyden mere varm og støvet, og det var ikke svært at finde americana-inspirationen. På Super Extra Gravity er der skruet en tand op for rock-elementerne, og der bliver leget lidt mere med udtrykket. Derfor var det oplagt at hive fat i bandet, da de for nyligt startede deres Skandinavien-tour i København, for at få en forklaring.

Henslængt i en sofa på Vega stiller Magnus (bas) og Bengt (trommer) noget klatøjede op til et interview med diskant.dk.

Bengt: Vi er en smule trætte, men en powernap inden aftenens koncert skal nok gøre underværker.

Helt friske er de altså ikke, men Super Extra Gravity lyder derimod som om bandet har haft en kollektiv powernap efter den mere afdæmpede forgænger.

Bengt: Det var jo en eller anden naturlig udvikling, vi gennemgik. Vi havde ikke lyst til at lave det samme album igen. Vi udvikler os jo som band. I den mellemliggende periode lavede Nina jo sin A Camp-plade og Magnus udkom med sin Righteous Boy. De plader ligger langt fra Cardigans, men det var vigtigt for dem at gå ud og lave noget andet.
Magnus: Da vi boede i Jönköping i starten af karrieren, så folk os som et indie-band, men da vi så flyttede til Malmø, skete der noget. Vi indspillede vores første plade i Tambourine-studierne, og det er næsten en slags lyd-diktatur-stat. Her skal alt lyde på den rigtige måde. Vi indspillede gennem en masse gammelt analogt udstyr efter devisen, at det skulle lyde som det gjorde i 60’erne. Det smittede af på os, og vi blev besat af 60’er lyd og teknik. På Gran Turismo forsøgte vi os med lidt flere elektroniske instrumenter som f.eks. synther , hvilket vel i bund og grund var et opgør med tanken fra de første plader. På de seneste to plader har vi en lidt mere rocket lyd, men det er jo bare en del af udviklingen. Efterhånden har vi jo fået vores egen lyd.

Diskant: Jeg synes jeres musik på de første plader virker ungdommeligt naiv (vel at mærke uden at dette er negativt ment), hvorimod I på de seneste plader virker mere voksne i jeres musik. Har det, at I er blevet ældre også haft en direkte afsmitning på musikken?
Magnus: Selvfølgelig har det det. Det kan vel ikke undgås. Bengt er jo f.eks. blevet far ligesom Peter og Lasse er blevet det. Det får jo folk til at tænke i nye baner, når man bliver ældre.

Diskant: Men lur mig om ikke også Tore Johansson (producer, red.) også har haft en finger med i spillet, hvad angår ændringen i lyden?
Bengt: Ja, det er jo ham der smadrer det hele totalt. Han er manden der tør stille spørgsmål ved vores musik og så prøve nye ting af.
Magnus: Ja, han er lidt vores A & R mand – den her gnavne gamle mand, der har lov til at være et røvhul i studiet og sige sin mening. Og det har jo kun gjort musikken bedre. F.eks. så fik han Bengt til at slå så hårdt på trommen i ”Losing a Friend”, at den næsten gik i stykker.

“Du er ikke den første, der siger du hader det nummer”

Diskant: Nu vi er ved ”Losing a Friend”, så irriterede det nummer mig helt vildt, første gang jeg hørte pladen. Det var så provokerende et nummer musikalsk, at det gjorde, jeg lagde pladen fra mig. Efterhånden voksede pladen dog langsomt, og nu er jeg vild med den. Men hvorfor lægge ud med det nummer?
Bengt: Du er ikke den første, der siger du hader det nummer. Vi ville bare åbne på en lidt anderledes måde, og det kunne vi gøre med det nummer. Det er ikke helt hvad du forventer af The Cardigans.

Diskant: Men hvad vi kan forvente af The Cardigans er solide iørefaldende kompositioner. Hvordan foregik sangskrivningen og indspilningen af Super Extra Gravity?
Bengt: Det er jo Peter, der skriver alle numrene i bandet.
Magnus: Han laver numrene, og så mailer han dem til os andre i mp3-form. Vi har lidt en joke kørende, at alle hans demo’er lyder ens. Det er sådan lidt singer/songwriter agtigt – ham og hans guitar. Så når du hører en af hans demoer, ville du ikke kunne høre om den var fra f.eks. Gran Turismo-perioden, eller om den var indspillet i forbindelse med den nye plade.

Diskant: Men så er det jo påfaldende, at der er relativ stor forskel på Gran Turismo og så Super Extra Gravity .
Magnus: Det der er pointen er, at man sagtens kunne bytte om på numrene på de sidste tre plader, og ingen ville opdage det. Det er den samme type numre, men bare i en ny indpakning.

Uden pladeselskab

Diskant: Men hvad er jeres rolle i sangskrivningen?
Magnus: Peter kommer med sine idéer, og så arbejder vi videre med dem. Der var f.eks. et nummer på den nye plade, som jeg gerne ville tilføre lidt Roy Orbison og feelingen fra Blue Velvet (filmen, red.), og så prøvede vi at arbejde med det.
Diskant: Man kan ikke komme uden om, at I fik ret stor succes i USA med ”Lovefool”, og Gran Turismo blev vel også et ret stort hit, men hvordan har amerikanerne taget jeres nye lyd til sig?
Bengt: Den nye plade er slet ikke udkommet i USA. Vi har slet ikke noget pladeselskab der mere. Det er vildt mærkeligt. Vi har udgivet 5 plader før denne og solgt millioner af albums, men lige nu er der ingen til at udgive den her plade i USA.
Magnus: Men den sidste plade solgte ok. Ikke som de andre, men nok til vi stadig havde mulighed for at lave en 15 dages tour derovre med steder på størrelse med VEGA. Vi tjente ikke rigtigt noget på det, men det er jo altid et fedt eventyr.

Diskant: Hvor stor indflydelse har I på jeres musikalske og visuelle stil? Hvor tæt på står Universal og ånder jer i nakken?
Bengt: Mht. musikken, så er det 100% os der bestemmer. Der har de efterhånden forstået, at det er vi bedst til selv at styre. Mht. cover og så videre, så er det mere pladeselskabet, der står for den slags.
Magnus: Ja, man skal jo vælge de sager man vil slås for. Der er noget der er vigtigt for os, og så er der noget, der ikke er så vigtigt – som f.eks. rækkefølgen af singler. Der er ca. tre mulige singler på Super Extra Gravity, og i hvilken rækkefølge de kommer, er sådan set underordnet for os.

Diskant: Idag starter i tour’en for Super Extra Gravity her i København. Hvordan er det for første gang at spille de numre I har arbejdet så længe med?
Bengt: Man er jo altid frygtelig nervøs, når man skal spille numrene første gang live.
Magnus: De første par koncerter er altid lidt stive i det, fordi man er så nervøs for hvordan publikum modtager numrene og man er koncentreret på at spille rigtigt. Det er lidt som et tunnelsyn, hvor man kun fokuserer på at spille det godt nok. Men det er jo altid fedt at spille på VEGA, for der er altid en god stemning her.
Bengt: Vores næste koncert her om 3 uger, bliver nok lidt bedre, for da er vi spillet varme.

Diskant: Det er sjovt, i har den nervøsitet. Man skulle jo tro i efterhånden var blevet så rutinerede, at i ikke døjede med den slags.
Magnus: Bengt har det jo nemmere. Han kan bare gemme sig bag sit trommesæt.
Bengt: Ja, det er rigtigt, mens Magnus skal stå og flirte med pigerne nede foran.
Magnus: Det er jo bare menneskeligt at være nervøs, og også lidt det, som gør det sjovt at spille. Hvis det bare var ren rutine, var det jo ikke noget ved. Og der er vi nok alle amatører, forstået på den måde, at det er tilladt at være loose omkring det. En pilot skal være pertentlig og proffessionel, for at kunne gøre sit job bedst muligt. Vi kan tillade os at være lidt mere loose.

Diskant: Hvad lytter I til for tiden? Har i nogle tip til, hvad vi skal holde øje med?
Magnus: Nu må jeg jo hellere lave lidt reklame. Jeg og nogle venner fra Stockholm Records har genoplivet Cardigans gamle selskab Trampolene Records, og vores første udgivelse bliver med Malmø-bandet Animal 5. Deres EP udkommer omkring maj, og de er ret fede. Og så er der The Knife, kender du dem?
Diskant: Ja da.
Magnus: De er også rigtigt fede.
Bengt: Ja, jeg lytter faktisk ikke så meget til musik for tiden, så jeg har ikke rigtigt så meget at anbefale.

Det svenske musik-gen

Diskant: Det er jo meget symptomatisk, at det er svenske bands I nævner. Svenskerne har åbenbart arvet det her musik-gen, som vi danskere ikke helt besidder. Hvorfor er i så meget bedre til at lave musik, der har eksport-potentiale?
Magnus: Det ved jeg ikke rigtigt, men så er I jo bedre på så mange andre områder. Svensk film f.eks. burde deporteres helt til Rusland. Der er dansk film bare så meget bedre.
Bengt: Ja, og så laver i også meget bedre øl.

Diskant: Så det har ikke noget at gøre med, at staten smider flere penge efter musik i Sverige. Jeg er jo f.eks. hvert år forbløffet over, man kan holde en uges festival i Malmø, hvor der er gratis koncerter med svenske bands som The Ark, Hammerfall, Timbuktu, Robyn og udenlandske bands som Denison Witmer, Danko Jones Laibach og Raveonettes.
Bengt: Jo, det kan jo godt være det har noget med det at gøre, men der er jo mange faktorer, der spiller ind…
Magnus: Man taler jo nogen gange om, at succes avler succes, så at Abba havde stor succes, har smittet af på de senere generationer i svensk musik. Man kunne måske forestille sig, at hvis Gasolin havde sunget lidt mere på engelsk, og Abba havde sunget på svensk, så ville det måske være omvendt. I Danmark har I jo f.eks. Raveonettes og Junior Senior, som også hiver en masse nye bands med sig, og i Norge er det Röyksopp, der er spydspidsen lige nu.

Diskant: Og gad vide om The Cardigans ikke også har ansporet en masse nye talenter i det svenske vækstlag. I har nu eksisteret i 12 år, så det er vel naturligt at spørge, hvor The Cardigans er om 12 år?
Bengt: Spille i Cardigans i 24 år år…puha!
Magnus: Jeg er glad hvis jeg lever om 12 år. Jeg er jo allerede ved at få gråt hår og skæg.
Diskant: Så det har været hårdt?
Magnus: Ja, klart.
Bengt: Sådan som det ser ud nu, så tror jeg vi stadig laver musik sammen i Cardigans om 12 år. Ja, det tror jeg.

More from Claus Wrang Riis Michaelsen
ProgPower Scandinavia aflyst
Et svigtende billetsalg er grunden til at arrangørerne nu trækker stikket ud,...
Read More
0 replies on “The Cardigans-interview”