Stilsikkert, charmerende, men en anelse genreforvirret
Jeg har ikke set Carpark North live siden de i sin tid, det må have været i 2003, turnerede Danmark tyndt med deres første album. Dengang var det en stor skuffelse for mig. En kort koncert på Vega, som mindede mest om et rutinejob, der bare skulle overstås. Der var ingen spilleglæde, ingen kontakt til publikum. Derfor var det da også med en vis spænding, at jeg denne aften begav mig til Pumpehuset – for at opleve et band, der er blevet professionelle og ikke er parat til at give slip i kampen om anerkendelse.
Og professionalismen blev slået an fra start. Debutanten Mads Langer indtog scenen alene med sin guitar i bedste Rasmus Nøhr-stil for at opvarme propfyldte Pumpehuset. Det skete med en fem-seks sange, som varmede på en kold dag, men som måske stilmæssigt bevægede sig i helt andre retninger end hovednavnet.
Da mørket sænkede sig over forsamlingen for anden gang var det så endelig det århusianske band, der kom på scenen. Stilsikre i en helt anden grad end dengang på Vega i 2003, hvor de ærligt talt var en samling teenagedrenge (den er ikke langt fra), der ikke helt forstod sig på mode, men der er ikke nogen tvivl om, at der har været en stilekspert eller to omkring drengene. Lau Højen, forsanger og guitarist, var i stramt sort tøj, markante sorte briller – i fremragende kontrast til bassist Søren Balsner i hvidt suit med dyb udskæring under sit krøllede hår. Stil – kort sagt! Og længe ventet.
Musikalsk blev det også en aften af de bedre. Lau Højen kan vitterligt synge, hvilket dog klart kom bedre til udtryk på de mere stille numre. Og der var en stemning, som direkte bar bandet frem igennem setlisten, der både indeholdt “Human”, “Best Day”, “Transparent and Glasslike” og en lang række mere eller mindre publikumskendte numre.
Der var også en ganske anden glæde på scenen, end jeg har set før – som også hele den danske befolkning oplevede live på tv til sidste lørdags DMA-show. Der blev leget, fokuseret på musikken i øjeblikke, vokalen i andre. Og det vigtigste var vel nok kemien, både internt i Carpark North, men også mellem det meget snakkende band og publikum. Det var som at komme hjem at opleve Carpark North. Man var velkommen og længe ventet.
At det alligevel ikke var helt i top handlede for mig at se om genreforvirring. Carpark North startede med elektropoppen, smuk vokal, synth-overgange. Nu er der gået rock i den – og hvor bandet blev støjende, stod jeg af. Dér druknede vokalen, der forsvandt meningen. Nok fremragende, hvis man kender teksterne og musikken bedre, end jeg gør – men for mig, som ikke har det store kendskab til bandets nyeste udgivelse, mistede koncerten lidt værdi, fordi jeg ikke kunne følge melodien.
Alt i alt fremragende. Især i de øjeblikke, hvor det handlede om nærhed og synth og det kantede. Mindre fremragende, når der gik rock i den. Carpark North har udviklet sig – både stilmæssigt og musikalsk. Stilen er jeg vild med, men mere forbeholden musikalsk. Nogle gange skal man holde sig til det, man er bedst til, måske er dette et sådan tilfælde.
