Nørlund remixed
Nypudsede sko, de små skridt frem og tilbage, op på tæerne, ned igen. Smøgen i munden, det mørke jakkesæt, mikrofonen, der virkede en anelse for høj, så kroppen måtte strækkes af og til. Tætpakket lokale, tykt røgtæppe. Og så strofer, der bevægede sig fra et menneske til et andet og videre. Ord og tanker og lyrik og poesi. Blomstrende, smukt og dybtfølt.
Nikolaj Nørlund. Musikcaféen. Huset. København. Onsdag d. 22. marts. Kvart i ti og to timer frem. 26 numre – eller 25½, hvis man skal være nøjeregnende, for der var lige det nummer, han ikke kunne huske, ikke at det ødelagde oplevelsen – tværtimod skabte det glimtet af mennesket bag.
Det er egentlig svært at beskrive en oplevelse så stemningsmættet. Jeg havde glædet mig. Meget. Denne mand, som havde formet min gymnasietid med sin fortolkning af Strunge – og som aldrig helt var blevet væk, selvom der kom andre og overtog mit livs musikscene. Men denne aften var det igen Nørlund, der badede sig i lyset på min private scene – eller sådan føltes det i det lille intime rum. Der var kun os, fristes man til at sige. Og så pletvise antydninger af humor, forsøg på at nå et publikum, som kender og elsker den indadvendte side af Nørlund. Lidt akavet til tider, fordi han ikke helt kom ud over den ellers meget lille scenekant, men smukt – på egne præmisser.
”Vil du have mere / Så rids det ind i din pande”. Vi ridsede. ”Jeg har glemt, hvad der er derinde / Og er ligeglad / Det er nok at vide / At det er der eller ikke”. Han var der – og selvom Strunge var forsvundet, så var sjælen der også i bilen, der kører galt. ”Altid drømmen om at køre bil / Og vide / At man kører galt”. Smertefuldt bevidst. ”The less I see / The more I want”. Vi ville mere. Mere. ”Det virker bekendt / Det virker så rent / Det virker så klart”. Og man kendte jo ordene, men de blev levende. ”Et ur der blinker mens det åbner sig / Er vi nået frem / Skal vi være her”. Det føltes i hvert fald som rette sted på rette tid. ”Med dine kære små skridt / Slentrer du rundt i min indre by / Men du farer vild på en times tid”. Men hvilket sted at fare vild mellem strofer og toner og en smøg i kæften og øl på forstærkeren. ”Vi mødes da i frygten / Alting er så flygtigt / Hvad kan jeg huske som er vigtigt / Hvem har jeg elsket, egentlig”. Melankolien, der blander sig med det udadvendte. ”Jeg ku’ aldrig slå mig selv ihjel / Men i morgen vil jeg vågne efter søvnen”. Selvmodsigende Strunge. Og så lykken, der følger, men som vi tager for givet. ”I nat bliver vi straffet / For vores lykkes hovmod”. Og det nysgerrige, udforskende. ”I nat / Har jeg lyst / I nat har jeg lyst til mere / Men vi ser hvad der sker”. Og så den bratte, men alligevel følsomme landing, opvågning, afsked. ”Vi vækker dig nu / For vi lander nu / Alt det bedste / Du ka huske / Hold fast, du ved / Du får brug for det”.
Hvis man så sig omkring, var der fortolkninger alle vegne. Pigen med tørklædet. Fyrene med hiphop-bluserne, der reklamerede for Dansk Fløde. Barometerlytterne – gamle, som nye. Et univers så differentieret som Nørlunds eget. Det bliver nok ikke bedre. En aften i et minde, en afsked med noget godt, så man kan bevæge sig frem. Hold fast i alt det bedste, du får brug for det.
Setliste i næsten komplet tilstand:
Ridset I Panden
Verdenssøn
Drømmen Om At Køre Galt
Mit Herredømme
Resumé
Minimal Star
Virker Bekendt
En Anden Mands Historie
Gætter
Flyveplads
Marie (Townes Van Zandt-fortolkning)
Indre By
Du Ku’ Blive Mit Held
Let Me Run It By George
Karen
Den Støjende Tid
Straffet
Syner
Tag Det Fra Mig
Nat
Respekt (Endnu)
Verdensmester
