Rock’n’roll-attitude fra ung Alabama-punk
Den 24-årige Dan Sartain har med en blanding af tressernes folk, halvfjerdsernes garagepunk, lo-fi og mexicansk mariachi lavet et album, der oser af coolness. Lige fra de første toner af åbningsnummeret ”Trying To Say” får man en fornemmelse af et ungdommeligt gå-på-mod og en ’her kommer jeg’ punkattitude, der holder hele albummet igennem. Men det er ikke udelukkende den unge amerikaners rebelske sind, der bærer albummet. For med forbandet catchy melodier og charme leverer Dan Sartain mere end en håndfuld numre, der tåler utallige gennemlytninger uden at man af den grund trættes.
Når man lytter til Dan Sartain folde sig ud, føler man sig hensat til ørkenlandskaber fyldt ud med træhuse, barer, kaktusser, vindhekse og whisky. Det er svært at vælge ud blandt alle de gode numre albummet indeholder. Der er surf-rockeren ”P.C.B. 98”, der er Tarantino-baskeren ”I Could Have Had You”, der er den rå ”Walk Among the Cobras, Pt. 1”, der er ”Place to Call My Home”, hvor Sartain’s stemme minder om en sen Johnny, der er den fængende reggae-ballade ”Cobras, Pt. 3”, der vækker mindelse om Joe Strummer og The Clash: ”You don’t know how it feels / to have the cobras snapping at your heels”, synges der mens sjælen krænges ud. Alle sammen fremragende numre. Og dem er der rigtigt mange af på dette ’ørkenens soundtrack’.
Den unge Dan Sartain spiller de fleste af instrumenterne selv, og det lader ikke til, at der er gjort det store ud af produktionen – cirka halvdelen af numrene er rent faktisk er indspillet i Sartain’s egen garage, og det kan høres. På den gode måde.
Dan Sartain Vs. The Serpientes er oprindeligt fra 2003, og hvis Dan Sartain i mellemtiden har forbedret sig bare en lille smule vil han uden tvivl blive en man vil se meget til i fremtiden.
