Det er ikke altid kunst at sigte højt. Slet ikke når det er stjernerne man sigter efter
Lis er Stile er ikke bange for ambitioner og mål. Set fra sidelinjen er ambitionerne måske også berettiget, idet man netop har udvalgt bandet til at åbne årets SPOT festival i Århus. Et anseeligt skulderklap og en enestående chance for eksponering med solid backing. Dog skal man kunne præstere langt mere end tilfældet er det på den for nyligt udgivne debut The Construction Of The Amp Train.
Lis Er Stille er skabt som konventionsbryder og søger bevidst at omgå de kutymer, man normalt benytter sig af i musikbranchen. De kun 4 numre på debuten er derfor ikke de sædvanlige 3-4 minutter, som egner sig til lytterens ører i radiosammenhæng, men i snit omkring 10 minutter i stedet. Ved så ambitiøse vingeslag og med en så påtaget kunstnerisk fremtoning, bør sangene – eller de små kunstværker om man vil – øse af kvalitet, poesi og ynde. For der er ingen tvivl om gruppens retning, ligesom de umiddelbare forbilleder er nemme at spotte. Vokalen kan rettelig kaldes Jeff Buckley’sk, idet den skrøbeligt indrammer den rumlende postrock, mens der musikalsk er flere sammenligningsgrundlag. Sigur Ros, Mogwai, Godspeed og Mew kan alle mere eller mindre bruges som musikalsk spejlbillede, hvilket Lis Er Stille ganske givet også har gjort. Musikken er storladen og gennemgående fyldt med opbyggende triumf og stille afmagt. Man bliver delvist indhyllet i det opsatte univers, der kredser omkring næsten hver en tone. Tunge basgange og larmende trommer er med til at sætte tempoet, som ved hvert nummer stiger fra stillestående til frembrussende og larmende. Og tilbage igen. Se, der er stadig konformitet og ensartethed i noget som ønskes aparte.
Udvælgelsen som åbningsband til SPOT festivalen skete på baggrund af et tilfælde. Ifølge festivalens ledelse blev gruppen anbefalet fra unge entusiastiske tilhængere og man aflagde herefter besøg i gruppens øver. Her overværede man en enestående – ifølge dem selv – optræden fra gruppen og derefter foretog man de nødvendige beslutninger og fik Lis Er Stille på tapetet som åbner. Og selve liveshowet skulle efter sigende også være den absolutte force. Al den energi, der ikke formår at skinne igennem på Cd’en må derfor kunne findes her. Ligesom anmelderens konklusion, der netop indtraf.
Faktum er nemlig, at Lis Er Stille ikke kommer ordentligt ud på The Construction Of The Amp Train. Den stort oplagte lyd er fanget i en ikke-ordentligt-produceret indpakning og de enkelte sange mangler de elementer, som har gjort forbillederne unikke.
At Lis Er Stile startede som en koalition mellem en kunstmaler og forsanger Martin Bryialsen indrammer i virkeligheden også det hele meget godt. Med musikken skulle Bryialsen skabe musik ud fra den surrealisme som malerierne indeholdte. Ideen og konceptet er i virkeligheden godt, og det affødte da også den senere dannelse af Lis Er Stille. Men ligesom grundlaget for dannelsen skyldes et forsøg, er det første udspil ligeledes endt sådan.
Ved næste forsøg vil der sikkert blive fundet plads til en styrket profil og en afpudsning af det ufærdigtlydende materiale. Med de rigtige penselstrøg kan man ende med at male fin musik. Potentialet, der ligeledes udeblev i denne sidste metafor, er så absolut til stede. Fremtiden bliver mere spændende at følge.
