Festoriginalitet i passende mængder – Primavera Sound i Barcelona, 1.-4. juni 2006
Ikke alle festivaler er musikalsk camping med smat og støv og græspollen til allergikerne. I sin sjette udgave har den nysgerrige musikfestival Primavera lagt sig i udkanten af Barcelona og bredt sig ud over nogle af de mest betonfuturistiske tønder land, Katalonien byder på. Anderledes rammer. Og passende rammer for en forlænget weekend med fremtidsmusik fra nogle af de mest innovative navne på dagens rockscene: festivaloriginaler som The Flaming Lips, Gang Gang Dance, Akron/Family, Animal Collective, Vashti Bunyan, Lambchp, The Drones, Lou Reed, Dinosaur Jr, Violent Femmes, Deerhoof, Boredoms, Final Fantasy, No-Neck Blues Band, Castanets, Why? og Ellen Allien borger ikke blot for originalitet, men også mere end en smule genialitet.
På det papir, som har programmet påtrykt, er det således et stærkt hold, Primavera stiller med. Og da jeg denne udmærkede juni-torsdag bevæger mig ind på festivalpladsens ganske vidtstrakte betontæppe, er det da også med forventningerne ploppende fra maveregionen og langt op i næseborene. De solbebrillede vagter byder mig velkommen med korslagte arme og sender mig i retningen af den lillebitte og godt skjulte VIP-indgang og 1-2-3, jeg er inde. Inde på den plads, hvor det hele foregår og som første gang blev taget i brug i 2004 i forbindelse med konference-spaniens svar på OL, Det Universelle Kultur Forum. 30 hektar land og vand. Ingen af disse hektar bliver brugt til teltplads, for boligforhold er ikke med i indgangsbilletten. Primaveras gæster bor i Barcelona by og skal senest gå hjem klokken seks om morgenen, ligesom de først har grund til at komme igen, når eftermiddagene lakker mod deres ender, for musikken starter først med at spille ved en 16-17-tiden. Et ganske behageligt, afstressende (og for det arbejdende folk kærkomment) træk ved festivalen. Nå men det egentlige festivalområde er betydeligt mindre end de nævnte antal hektar og faktisk ligger de seks scener i betænkelig nærhed af hinanden. Jeg kommer til at tænke på de lidt for mange oplevelser på vor ærede Roskilde Festival, hvor diverse Sigur Ros’er og Spain’er har fået massakreret deres koncerter af Orange Scenes forkærlighed for metalbands med en umættelig appetit på decibel – og gruer; vil min længe ventede koncert med No Neck Blues Band nu blive ødelagt af de gamle altkværnende heavystøjister i Motörhead, når tiden omkring 22.15 oprinder? Men allerede ved den første koncert med San Diegos fineste, de rejsende skovlyrikere i Castanets, bliver min frygt gjort til skamme. Intet kan høres af de australske rockrullere i The Drones, som ellers spiller lige i nærheden og vi får Castanets for os selv her på festivalens scene for amerikansk freefolk og new york’sk avant-rock. Jeg drager et par klassiske lettelsessuk og funderer over om det ikke er fordi decibel-faktoren er noget lavere her i Spanien end på Smatten derhjemme. Castanets spiller i hvert fald ikke særlig højt og ok, det har netop dette stille band vel heller ikke brug for, men lur mig om ikke Roskildes lydmænd alligevel havde drejet nogle ekstra gange på lydstyrken bare for lige at få solgt nogle flere ørepropper i campingområdet eller hvad rationalet nu er. Jeg får i hvert fald gang på gang bekræftet min tese i løbet af festivalen; på Primavera spiller de aldrig for højt og sjældent for lavt, faktisk spiller de så tilpas at mine ører aldrig har hørt noget lignende; ingen hvinen og piven i øregangene i pludseligt fundne stilhedsperioder, ingen bassistiske mavepustere, ingen glasskår i trommehinderne, kort sagt ingen følelse af behov for de dér ørepropper, der enten lukker al diskant ude (og det er altså synd og skam, forstår De) eller er så bekostelige, at de uundgåeligt vil blive væk fra hinanden, når musikken spiller, da de forbryder sig mod festivalreglen om ikke at medbringe bekosteligheder.
Vel vel, vi får ikke hele Castanets’ koncert med, mig og mine to koncertkumpaner, men det lød skam fint og venligt og en smule selvhøjtideligt, ganske som man ville have forestillet sig det. Var bandet blevet placeret i en sen, mørk nattetime i stedet for som nu, ved ni-tiden med solen i øjnene, havde stemningsforholdene sikkert været bedre. Men festivalen er i gang og jeg løber over i det græsbelagte VIP-område for at anskaffe mig en bunke gratis øl, som til større fortrydelse end overraskelse ikke må bæres med ud til mine ikke-bevippede følgesvende. Det viser sig dog, at man godt kan få sneget en heftig bunke lukkede dåser med den teenagelegendariske energidrik Red Bull med ud og det centrale væskeindtag på resten af vores festival bliver nu møgbillig og ude-fra-byen indsmuglet vodka med inde-fra-presse-området udsmuglet Red Bull
Lidt over 22 er jeg tilbage, klar til mødet med det improviserende New Yorker-kollektiv No Neck Blues Band. Da de for nylig spillede i Byens Lys på Christiania lå jeg desværre tildækket af snue hjemme i sengen, så nu skal det sgu være. Og det bliver det så. Med trommer, horn, klokker og diverse strengeinstrumenter får vi en intens free-formet musik, som dog kun indimellem finder de dér smukke, altvibrerende veje, der kan rive publikum med helt til koncertens ende. Alligevel er det uden tvivl aftenens mest interessante koncert, for lige netop de føromtalte indimellem’er er præcis ligeså gnisterslående, som hverken Why?, Yo La Tengo eller Motörhead bliver senere på aftenen.
De få glimt, jeg gav mig selv lov til at få af motorhovederne, overbeviste mig om, at det er nogle friske, gamle fyre, der stadig får en guitar til at lyde som en spade og fyrer den af derfra. Mens Why? og Yo La Tengo på henholdsvis indiehop og indiepop manér skabte glæde og varme og små hop på stedet, altså en masse rarhed, og så bruger vi ikke flere ord på dét.
Lad os i stedet springe til den næste, aldeles solvelsignede (fre)dag, hvis første koncert foregår langt væk fra de livgivende og –tagende UV-stråler og langt inde i den gigantiske Forum-bygning, der udgør rammen for festivalens eneste indendørs scene. Auditoriet med plads til 3200 er næsten fyldt, da vi ankommer. Der er altså også andre, der har modstået lysets fristelser for at bevidne canadiske Final Fantasy aka violinvirtuosen Owen Palletts udskejelser. Og det kommer de ikke til at fortryde. Med sin violin knyttet til hagen, en mikrofon til munden og en række pedaler til fødderne, der står for at optage og dernæst afspille diverse toner, formår Pallett ene mand at levere en hel strygerpopkoncert.
Okay, ene mand er så meget sagt, faktisk får han midt i koncerten besøg af en venlig og genert trommeslager, hvis energiske slagkraft løfter koncerten yderligere. Og allerede dér er den skam højt oppe, ikke blot fordi Palletts små violinmelodier er både medrivende og dejlige at lægge ører til, eller fordi de lyder som den usandsynlige blanding af Arcade Fire og The Books, men også fordi der er noget fascinerende ved at se musikken blive optaget og genspillet live, lige her og nu og på stedet. Det er et trick, stadigt flere musikere, fra Blixa Bargeld til Mugison bruger, og det virker ofte, således også her, fordi det spiller på det usynlige: den ene mand med den ene violin og så lyder han og kun han som et helt orkester: storartet, simpelthen. Og så igen; helt alene er han jo altså ikke, bag ham står f.eks. også en kvinde, der med pinde og overheads opfører små silhouetteaterstykker til hver eneste sang; en om ikke altid fuldt vellykket, så dog original måde at bruge ‘visuals’. Og da vor pindeførerske til slut lader to silhouethoveder nærme sig hinanden, langsomt, tøvende, for endelig, til tonerne af endnu en intelligent fanfare af en kærlighedssang fra Owens palet, at mødes i et kys, ja, da mødes enderne også for os tilhørere og –skuere og vi klapper alt for forgæves om meget, meget mere.
Der er mere andetsteds. F.eks. er der P:ano på vores faste tilholdssted, den såkaldte Danzka-CD Drome, der altså ligesom de øvrige har fået en stor, grim corporation til at forskønne deres navn (de andre får lov at hedde alt fra ”Ya.com” til Rock Deluxe By Vueling – og festivalen hedder jo faktisk slet ikke Primavera Sound, men Estrella Damm Primavera Sound , venligst opkaldt efter den i øvrigt udmærkede lokale øl – og nej, jeg er ikke blevet co-sponsoreret af dem for at nævne det…). Og det er så eneste gang, at der faktisk bliver spillet for lavt på festivalen. For vi kan næsten ikke høre de små, underlige p:ano-mennesker, der står oppe på scenen, men okay, okay, når vi hører dem, lyder det faktisk godt og hvis de havde fået en bettebitte og intim scene (de findes ikke her), så kunne det godt være blevet underskønt. Men rart er det da, solen skinner og jeg gider egentlig ikke gå nogen steder, også selvom Yeah Yeah Yeahs spiller ovre på den store scene.
Vi bliver siddende i græsset og får derfor lejlighed til at høre Mick Harveys gedigne bluesrockende udfoldelser, der er sådan australsk hesteagtige på den udmærkede facon. Men det er nu ikke noget imod den næste gæst Jens Lekman og hans forrygende, humoristiske popsnedkeri a la Stephen Merritt , som får os græssende dovendidrikker til at rejse os og få de små smil frem i mundvigene på ca. alles læber, ikke mindst de lokale barcelonesere, hvis hjemby bliver hyldet i indtil flere af koncertens glade sange. Efter dén oplevelse er det tid til at puste ud og tage forskellig slags føde ind og bare lade op til koncerterne på den anden side af midnat, der på forhånd tegner til at blive stadig større brag lige efter hinanden.
Jens Lekman
Forhåndstegningen er præcis. Efter lidt sløv opvarmning ved rockfurierne i Sleater-Kinney befinder jeg mig pludselig midt i et sandt festfyrværkeri af en koncert med omvandrende mars- og julemænd, grønne kæmpeballoner og en hoppende, dansende folkemængde, hvis sindstilstand, de venlige musikanter i rampelyset på ingen tid har formået at lykkepille godt og grundigt ved. Rigtigt gættet: det er Flaming Lips, der står på scenen og det er Wayne Coyne, der står dér i midten med de to fuldstændigt overdimensionerede hænder for enden af armene.
Det er underligt og syret og meget glædesfuldt på den veltilrettelagte måde og det er faktisk ualmindeligt svært at rive sig væk fra, men jeg bliver nødt til det før koncerten slutter, for klokken tre – ja klokken er allerede blevet tre om natten, sgu – spiller Animal Collective op til dans på Danzka-scenen, og glipgang heraf er forbudt. Med god grund. Dyrekollektivet formår også denne gang at trække tæppet fuldstændigt væk under publikum med en overraskende, voldsomt improvisationspræget energiudladning af en koncert, der forvandler popsangene fra det seneste album Feels til hypertranscenderende, psykedeliske raga’er, der synes uendelige og alt for korte på en og samme tid. Det er, som DR’s VM-medkommentator Erik Rasmussen ville sige det, helt vildt det her , det er ekstase, det er altsansende sanseløshed og dansefuldhed og jeg må spørge mig selv om jeg i virkeligheden er på et eller andet stof, for det er godt stof det her, og jeg hopper hjem fra koncerten med et par grønne balloner i hænderne og et lykkeligt smil om læben, og der er kun én ting at sige nu bagefter: glæd jer til søndag kl 15 på Roskilde Festivalen – det bliver truttende vidunderligt.
Her er vi dog kun nået til lørdag på Primavera festivalen og det er såmænd også ok. Som de andre dage starter musikken først ud på den sene eftermiddag, hvilket åbner op for at bese Barcelona nærmere, en mulighed alle os tømmermænd dog ikke får udnyttet. Også ifht. Vashti Bunyans auditorie-koncert går vi glipgang, der er simpelthen for meget kø udenfor Forum-bygningen, og jeg sætter mig i stedet og lytter lidt til de ganske ukendte lokale helte i Clint, der ligner en mellemting mellem Blues Brothers og xylofonisternes svar på islandske Apparat Organ Quartet: fire firskårne herrer i jakke, slips og solbriller plinger og plonger sig igennem en ganske heftig robotiseret xylofonmusik med et charmerende og trompeterende mariachi-præg, der dog lidt for hurtigt tager overhånd med smørguitar og james bond-imitering. Så er der mere ægte charme over amerikanske LD & The New Criticism, der ser ud som Kelly Familys sære fætter-kusine-slægtninge og lyder som rundkredsudgaven af The Magnetic Fields. Det er egentlig meget sødt og også lidt sjovt og der er en udmærket stemning, til trods for at vi næsten ikke er nogen heroppe foran den alt, alt for store Rockdelux By Vueling -scene. Men musikken mangler substans, synes det, og bandmedlemmernes store, lange skæg og mærkelige Georg Gearløs-instrumenter har egentlig en større tiltrækningskraft end de soniske elementer.
Det er derfor ikke svært at rive sig løs og drøne i retning af vor gamle ven, Danzka-scenen, som netop er ved at blive indtaget af de fine alt. folk rockere i Akron/Family, der straks sætter sig for at øge støj- og energiniveauet kraftigt ift. deres glimrende debutalbum fra sidste år. Koncerten står som en af festivalens allerbedste i sin fællessyngende, rytmeopbrydende og gennemmusikalske væren. Senere på aftenen møder jeg Miles fra bandet og jeg roser koncerten og siger, at det formentlig ikke er hver dag, at de spiller så godt. Ironien triller roligt udenom hans opfattelseskanaler, hvilket ikke kommer bag på mig, da koncertens eneste minus var bandmedlemmernes temmeligt tåbelige fremtoning. Men Miles får dog repliceret, at de faktisk – når sikkerhedsfolkene tillader det – plejer at hoppe ned blandt publikum for at spille, et sympatisk stunt, som jeg gerne ville have oplevet, og som også siger noget om hvordan bandet, diverse intetsigende kommentarer til trods, på fortrinlig vis formår at etablere en musikalsk kontakt til publikum. I dén henseende er San Fransiscos Deerhof alt for cool, hvilket man nødvendigvis bliver nødt til at være, når man nu er et art-punk band. Deerhoof er cool – og stramt komponerende og veludførende musikere, der ligesom Blonde Redhead med stort held lader en japansk sangerinde (i dette tilfælde Satomi Matzusaki) klare ærterne ved mikrofonen. Bandet finder en egen tone, der indimellem næsten er for stenhård og kølig, men som også er konsekvent og original. Og nu vi er ved originaliteten, så slutter aftenen af med to helt og aldeles unikke orkestre: Først psykedeliserer og improviserer Gang Gang Dance sig igennem en spruttende heksedrik af en koncert, hvor luften synes fyldt med imaginære krager og jorden spytter ild hvor end vi står. Det er flydende og udflydende og ganske magisk – men alt for kort og vi brokker os herude, men der er intet at gøre. Og så lad gå. For næste træf er de japanske noise-drone-kraut-eksperimentalister i Boredoms.
Og iført tre trommesæt og et syngende altmuligmenneske sender de et voldsomt, pulserende, hastigt mediterende sæt lydbølger ud blandt alle os, der bare kan surfe med oppe på toppen og prise os lykkelige for at vi fik hørt disse japanske genier, mens tid og sted var. Klokken er igen blevet mange, Boredoms har ladet os slutte helt oppe på et højt højt højdepunkt og vi kan gå samvittighedsfuldt til køjs, da vi igen når hjem til Ramblaen og omegn.
Tredjedagen er også festivalens egentlige sidstedag. Men for alle os der kommer langvejs fra og/eller ikke skal op tidligt mandag morgen har Primaverafolkene sat en ekstra koncertaften på benene, ikke ude i Forum-området, men lige midt i Barcelonas centrum, på det Vega-agtige spillested Sala Apolo, der søndag aften huser Centro-Matic,French Toast og så mit eneste bekendtskab i denne omgang, Xiu Xiu aka Jamie Stewart, der med elektronik og vanlig-klædelig desperation synger al smerten ud, synes det. Med hovedvægten på sidste års La Foret bliver koncerten et mindeværdigt punktum på en aldeles udmærket festival, hvis fremmeste varemærke er dens nysgerrighed. Til alle der synes de kender den sans, er der blot at sige: Primavera er garantrisset tilbage igen næste år.
