Intim og vellykket selvbiografi fra Cash’ hånd
Johnny Cash har, med stor hjælp fra filmen Walk the Line, det seneste halve års tid oplevet lidt af en revival. En revival, der er blevet fulgt op på med udgivelserne Personal File, og senest American V: A Hundred Highways, og mere er på vej. Men der er også kommet en del bøger om Johnny Cash og hans liv de seneste år – én af dem er blevet oversat til dansk, og det er den denne anmeldelse kommer til at handle om.
I Cash – en selvbiografi tager Johnny Cash fat i sit eget liv helt fra barndommen og frem til tiden, hvor han skriver kontrakt med American Recordings, der er ejet af Rick Rubin, der ”var indbegrebet af en hippie, skaldet oven i, men med hår ned til skulderen, et skæg, der så ud som om det aldrig havde været kæmmet (det havde det heller ikke) og tøj, der ville have gjort en hjemløs stolt”. Der er ikke noget ondt i den beskrivelse af Rubin, og bogen igennem møder man utallige mennesker, der på den ene eller anden måde har haft betydning i Cash’ liv – det være sig Elvis Presley, Roy Orbison, Carl Perkins, Jerry Lee Lewis og ikke mindst hans familie i almindelighed og i June Carter i særdeleshed. Ingen får kun hårde ord med på vejen, og i lige så høj grad som dette er bogen om Cash’ liv, er det en hyldest til de mennesker, han har været omgivet af og som har stået ham bi – også når han har været allermest umulig.
”Her er en historie fra 1960’erne, sidst i 60’erne, tror jeg, om Fluke, der var lidt for rap i kæften over for en taxachauffør i San Francisco og om, hvordan vi alle kom på noget af en udflugt” (s. 98)
Sådan starter én af de mange små og store historier, man som læser bliver præsenteret for i bogen. Historierne er ikke opstillet kronologisk, men kommer når Johnny Cash mener de passer ind. Vi får historien om en ung bomuldsplukker, der voksede sig stor og måtte forfærdeligt meget igennem inden (og efter) han den 1. marts 1968 blev gift med sit livs kærlighed, June Carter. Vi får historien om hans misbrug, vi hører om Cash’ mange venner, tiden på Sun Records, hvordan han startede en skovbrand i 1964 (eller som han skriver ”Det var min bil, der gjorde det” – en brænd der kom til at koste Cash hvad der ville svare til 1 mill. dollars i dag) og, ikke mindst, så får vi historien om Johnny Cash’ religiøsitet.
Cash – en selvbiografi kan varmt anbefales til folk, der har en interesse i personen bag musikken. Og til folk, der fik sin nysgerrighed pirret af filmen Walk the Line. Tempoet er langsomt og stemningen intim, men på intet tidspunkt bliver biografien ligegyldige anekdoter, som det nogen gange er tilfældet med selvbiografier.
