Accelerator-festival i Malmö, 3. juli 2006
Den finurlige Accelerator-festival er som at tilbringe en dag i Astrid Lindgrens Madicken-univers – alt er hyggeligt, sommeragtigt, ordentligt, grønt og med hvide stakitter, som afskærmer festivalen fra den onde verden udenfor. For inde på de grønne festival-arealer hersker idyllen. Eller hvad?
Efter endnu et smerteligt svigt fra DSB ankom vi noget sent til det svenske indie-eventyr, Accelerator-festival i Malmö. Godt hæmmet af henholdsvis Roskilde-feber og eksamenspres missede vi desværre de formentligt fantastiske performances af bl.a. neo-psykedeliske Essex Green og den russiske anti-folk vamp Regina Spector. Trist, men til gengæld bød resten af dagen på en suppeterrin fyldt med mættende, musikalske oplevelser.
Dårlig lyd og indieklap
Silver Jews bød os velkommen på pladsen med deres dejlige skramlede lyd af amerikansk folk, pop-rock og lækker lo-fi. Desværre tog det skramlede overhånd i det blå-røde cirkustelt, hvor vokalerne blev forvandlet til mudder, og David Bermans sløsede vokal, som under de rigtige lydforhold giver en indtagende nonchalant kant til Silver Jews, lød under disse omstændigheder som en nedkørt kat, der desperat slæber stemmebåndene efter sig. Stadig er numrene så fyldte af potentiale, at det charmerende ved dem heller ikke denne dag lod sig skjule af rodet i de svenske mixerpulte. En sang som “How Can I Love You (If You Won’t Lie Down)” fra sidste års Tanglewood Numbers blæste tværs igennem cirkusteltet og indie-klappene spredte sig blandt mængden på trods af den tragisk falske andenstemme.
Bored to Death
Næste omgang indieeventyr blev leveret af Death Cab for Cutie: Det engang så lille band, som skulle så frygteligt meget igennem, før den store pladekontrakt var hjemme og den største scene på Acceleratorfestivalen kunne betrædes. Og her var ingen lydproblemer, desværre får man næsten lyst at sige. Sjældent har indiemusik lydt så smooth og gnidningsfrit. Umiddelbart kunne det faktisk lyde som ren playback. Men det var det dog ikke.
Men det var det dog ikke. Bandets glatpolerede numre såsom P3-hittene ”Crooked Teeth” og ”Summer Skin” er klare popperler, men uden spilopper. Og det kan man godt savne, når man befinder sig et sted som Accelerator, som er så squeaky clean at musikken må tilføre lidt snavs og nerve, for at man kan udholde scenariet. Meget fint. Men også frygteligt kedeligt.
Percussion gone badass
Hot Chip, direkte fra Englands betonhelvede, viste sig som en af dagens fineste overraskelser. En unik blanding af industrial, latin, electronica, funk, pop, dance, eurotrash og inspirationskilder langt tilbage i 80’erne blandet med den ondeste engelske grime-lyd. Lyder det forvirrende? Det er det faktisk ikke, det er såre simpelt og uhyre dansabelt. Det er svært ikke at lade sig overmande af Hot Chips symfoniske house, der også fyldte teltet til bristepunktet med smådansende og nysgerrige, svenske heroin chic-trendies. Den sprudlende kvintet Hot Chip var derfor helt uden skyld i, at der aldrig rigtigt kom gang i festen. Acceleratorfestivalen er simpelthen en lidt for tørlagt og pæn affære til at get down and dirty, som Hot Chips musik opfordrer til. Endnu engang kan man undre sig over den svenske alkoholpolitik, hvor øldrikkere spærres inde i små lukkede områder.
Som festivalgænger afholdes man fra at deltage i festlighederne af store dørmænd, der bryske holder øje med, at man ikke sniger sig ud på den lille plads med en kold fad i hånden. Et betydeligt kulturchok sætter sig i den Roskilde-hærgede krop, og det er sgu svært at forholde sig til al den kildevand, der erstatter de gyldne dråber på denne svenske festival.
Der skulle dog mere til at afholde de maracas- og bongotrommespillende Hot Chip fra at forsøge at sætte fur i tingene, og det endog med succes. Så mon ikke Vega sættes i flammer den 15. september, når de engelske drenge aflægger en lille visit.
En rock ‘n’ roll lektion
Den altoverskyggende publikumsmagnet var dog The Raconteurs. Folk flokkedes mod scenen, og der blev de stående lige så stille. De korslagte arme med dertilhørende rokkende hoveder bredte sig over hele pladsen. Kun første række var klar med hævede arme og hop i takt til musikken. The Raconteurs spillede støt og steady til stor fornøjelse for de fleste. Men det var de færreste, der viste det.
Så efter en halv time fik rockkrukken Jack White nok. En efter en fik de andre bandmedlemmer co lead vocal Brendan Benson, trommeslager Patrick Keeler og bassist Little Jack Lawrence en lavmælt besked om at nu var showet slut. Jack didn’t feel the love. Og med rette for sjældent har man set så mange saltstøtter samlet uden for bibelsk regi. Publikum fik dog klappet bandet tilbage på scenen med vag entusiasme. Øjensynligt formildede det Jacks ego tilstrækkeligt, så The Raconteurs vendte heldigvis tilbage og færdiggjorde deres set med legesyge og opfindsomhed.
Covernummeret ”Bang Bang” glimrede, og ”Level” fra debuten Broken Boy Soldier hvislede i vinden med en skarphed, der satte det dovne publikum i skammekrogen. men deres enerverende stilmiks klattes rundt her og der, så det i længden bliver en smule trættende. Tydeligst var det, da der gik totalt Gary Moore i Jack Whites guitarsolo. Gid den oplevelse kunne fortrænges. Men The Raconteurs er sgu unægteligt god gedigen rock ‘n’ roll.
Accelerator festival er et fantastisk sted at opleve ny musik, men man skal have begejstringen med hjemmefra, for man bliver ikke smittet af de andre i mængden. Til gengæld er det himmelsk, hvis man er til første række og frit udsyn. På denne lille musikalske oase får man nemlig let en plads helt fremme. Et lille hurra for en civiliseret festival, hvor man hverken skal mase sig frem eller vente et ondt år på, at musikken går i gang. Men denne skovtur i det grønne savner nu lidt smuds til at matche musikken.
