JR Ewing – R.I.P.
Det norske band JR Ewing har gennem de sidste 8 år om nogen andre sat nye standarder for hvordan alle vi andre skal definere hardcoregenren. Debuten Calling in Dead (2000) var som et slag i ansigtet, og plade nummer to, Ride Paranoia (2003), banede vej for den mere (i relativ forstand) afdæmpede Maelstrom (2005). Maelstrom fik anmelderne til at overdynge bandet med roser, og med en kontrakt på udgivelse i USA i løbet af sommeren 2006 var det for bandets fans svært at se en ende på succesen. Derfor kom det da også som et lyn fra en skyfri himmel og bestemt også som lidt af et chok, da JR Ewing i løbet sommeren bekendtgjorde, at den kommende turné skulle ses som en afskedstour. JR Ewing ville fra oktober 2006 ikke eksistere mere som band.
Diskant.dk satte Håkon (guitar) og Petter (bas) i stævne på årets Roskilde Festival, for at få en forklaring på, hvorfor man tager beslutningen om at smide det hele på gulvet, når nu alle muligheder ligger lige foran ens fødder.
Petter: Det er jo nogen lidt kedelige grunde til at stoppe bandet. Man er vel lidt træt af at være forpligtet til et band. Og så er vi måske også lidt trætte af livsstilen, som jo fører en del usund livsførelse med sig. I et større perspektiv, så har vi lavet en plade, som vi er vældig tilfredse med. Nu hvor vi har opfyldt de mål og ambitioner vi satte os, var vi lidt usikre på, hvordan vi skulle lave vores næste plade og fortsat beholde vores lyd.
Håkon: Der er også det tidsperspektiv i det, at nu er Maelstrom kommet ud i USA, og hvis vi fortsatte, så skulle vi til at turnere der, inden vi overhovedet er færdig med at turnere for pladen i Europa. Og så skal man skrive en ny plade og turnere igen. Der er ingen os, der kunne se det for sig. Det er bedre at stoppe det selv end, at det stopper på en anden måde.
Petter: Vi har alle rundet de 25 år, og det er ikke så fedt længere at gå bananas på scenen. Musikken er jo så energi-fyldt, og det er jo bundet op på, at man agerer på scenen og bevæger sig rundt. Man kunne ikke lade være med at tænke: ”Hvor længe skal vi blive ved med det?”
Det var dog først under Coheed and Cambria touren i februar 2006, at det gik op for de 5 nordmænd, at der ikke var nogen vej tilbage. Legen måtte stoppes mens den stadig var god. Og det var alle i bandet enige om.
Petter: Der var selvfølgelig nogen som havde et stærkere ønske end andre. Men efter Coheed and Cambria touren spurgte vi os selv: ”Gider vi det her mere?”. Der blev det ligesom meningsløst hele tiden at drage på turné. Det var den tour, som gjorde at vi blev trætte af det. Det er altså Coheed and Cambrias skyld. Ha ha. Nej, Coheed and Cambria er drevet af professionalitet og ikke af passion. Jeg tror aldrig vi var nået dertil, men hvis det er det der skal til for at blive et stort band, så er det ikke det vi stiler mod eller gider bruge en masse ressourcer på. Det er jo også sådan, at der er så mange sultne bands derude, som hungrer efter succes, og vi er ligesom ikke så sultne længere, som vi burde være. Og når der så findes så mange gode bands derude, der kæmper for det, så virker det helt meningsløst for os at kæmpe så meget for det igen og igen. Det gav ikke nogen mening at fortsætte.
Mindre fuzz med tiden
Men det har altså uden tvivl givet ret god mening for JR Ewings fans, at de har eksisteret. Der er altså en eller anden unik kvalitet ved bandet, som har gjort det kendt inden for hardcoremiljøet i stort set hele verden. Og opskriften på denne kvalitet er ganske ligetil.
Petter: Vi er vel ikke utroligt originale, men på hver plade har vi gjort noget nyt og udviklet os teknisk og musikalsk. Vores horisont var meget bred. Vi hørte på alt muligt andet end hardcore. På den første skive, Calling in Dead, handlede det bare om at være så hårde som muligt. Og højst muligt. Men vi har prøvet at se udover hardcoreæstetiken. Mens mange bands bare holder sig til at skrige, så har vi prøvet på at være sangskrivere. Det er nok den største forskel på hardcorebands som forbliver hardcorebands og så bands som prøver at gøre noget mere. I hardcoregenren er der mangel på sangskrivning og sangskrivere.
Håkon: Jeg vil tro, der er brugt lidt mindre fuzz med tiden. Man kan høre, at der er kommet mere og mere clean guitar. Men det er jo stadig de samme forstærkere. Der er et renere lydbillede på Maelstrom.
Hardcoregenren er ikke just kendt for sin tolerance overfor nyskabelse, og nogle fans så da også med alvorlige øjne på JR Ewings udvikling mod et mere afdæmpet udtryk.
Petter: Det er lidt splittet. Der er dem, som har fulgt med os, og som synes Maelstrom er fed og rocker helt vildt, og så er der dem, som siger, at JR Ewing har solgt ud, hvilket er helt patetisk. I starten var det mest tyskere, der sagde: ”Before you were such a vital part of the hardcore scene. Why did you change?” (sagt med tysk accent). Det er også de folk, der synes det er helt forfærdeligt at den musikstil de holder af, er nået ud til flere mennesker. Men det her er jo vores band.
”JR Ewing, they are mother fucking great”
Selvom et par klaphatte i lederhosen ikke synes om den udvikling JR Ewing har gennemgået, er det svært at komme uden om den anerkendelse nordmændene ellers har nydt blandt fans og kolleger. Og når Håkon og Petter tænker tilbage på deres karriere, er det da bestemt ikke svært at komme i tanke om lyspunkter.
Petter: Det fede ved JR Ewing er, at vi altid har haft så god selvtillid live. Så hver gang vi har været i udlandet at spille har vi tænkt: ”vi er jo et super fedt band”. Så hvis publikum ikke kunne lide os, så var det deres tab. Derfor har vi aldrig været nervøse, når vi skulle spille. Ikke for at hovere, men som live-band er man nød til at have den holdning at man er sikker på sig selv. Vi har altid følt, at vi var the shit, når vi var ude.
Håkon: Forhåbentligt bliver aftenens koncert endnu et højdepunkt. Der er så meget. Det er bl.a. et previlegie, at man har fået mulighed for at rejse så meget. Det vil jeg se tilbage på, som noget af det bedste. Man rejser rundt på en helt anden måde, end når man er normal turist. Man møder de lokale, som viser en de bedste steder. Det at møde så mange nye mennesker og se så mange nye steder hver dag.
Petter: Da vi spillede i Californien, som er et musikalsk mekka for os, stod Zach de la Rocha fra Rage Against the Machine på første række under en koncert. Der tænkte jeg, det her er fedt. En ven havde overhørt en mobilsamtale efter koncerten, hvor Zach de la Rocha havde sagt: ”JR Ewing, they are mother fucking great”. Det var bestemt også et højdepunkt.
Håkon: Så var der også den første USA-turné, som var et ret stort øjeblik. Det var i 2002. Vi turnerede vestkysten fra San Diego til Seattle. Alt var nyt, og der skete så mange crazy ting. Vi var bl.a. i udbryderkongen Houdinis hus, som i dag ejes af Rick Rubin. Det havde en labyrint og en masse hemmelige gange, som bl.a. gik ned under vejen, og kom op i et andet hus, der havde tilhørt Frank Zappa.
Håkon og Petter falder nærmest over hinanden for at komme med anekdoter, og at de to har nydt de otte år, kan der næppe herske tvivl om. Derfor må det selvsagt også være svært at slippe bandet, men et liv uden JR Ewing betyder ikke nødvendigvis et liv uden musik.
Petter: Nogen af os vil fortsætte med at spille, mens andre vil koncentrere sig lidt mere om at studere noget mere.
Håkon: Eller arbejde. Man vil jo altid være involveret i musik på en eller anden måde.
Petter: Jeg tror alle i bandet har en eller anden lidenskab udover musikken, i form af andre kreative projekter, så det er ikke den store stress at slutte bandet, hvis man føler, man kan gøre noget andet. Så jeg tror ingen af os har det skidt over bruddet. I Norge burde der være flere bands, der følger vores eksempel for der er ikke så mange gode norske bands.
JR Ewing goes pop?
Hvis man nu foretager et lille tankeeksperiment og forestiller sig, at JR Ewing ville have indspillet endnu en plade (man kan jo håbe, red.), hvordan ville den lyde?
Håkon: Det kunne være, den ville være en smule back to the roots.
Petter: Det var en idé, at holde det helt enkelt. Den anden idé var at lave en pop-plade. Og bare give fanden i det, men stadig med JR-lyden. Det skulle bare være for at bevise at det kunne vi også gøre.
Håkon: Ja det ville nok være det, der var mest sandsynlige, hvis vi havde lavet endnu en plade.
Petter: Vi har det her band-demokrati, hvor alle i bandet har noget at skulle have sagt, og derfor ville det blive svært at lave endnu en plade. Det er næsten henne i sådan noget med flertalsafstemninger. Men sådan var det også på Maelstrom, og sådan må det nødvendigvis være.
Lørdag d. 21. oktober spiller JR Ewing deres sidste koncert nogensinde. Der er lagt i ovnen til den helt store afskedsfest på Rockefeller i Oslo, hvor gæster fra lande som USA, Holland, Tyskland, England, Finland, New Zealand, Sydamerika, Danmark (bl.a. undertegnede), Sverige og Spanien, vil være med til at lukke og slukke butikken. Men selvom bandet lige knapt nok er gået i opløsning endnu, kan man vel være lidt fræk og spørge til en mulig reunion?
Petter: Jeg bilder mig ind, at det er helt slut efter denne tour.
Håkon: Det samme her.
Petter: Og det gør jeg fordi jeg har svært ved at se mig selv gå amok på scenen, når jeg er 33 år. Det ville jeg ikke kunne holde til.
