Flyv fugl flyv
Guillemots beruser med avantgarde-pop på en af årets bedste skiver; et eklektisk debutalbum med en selvtillid på størrelse med _____ (indsæt selv storladent ord).
Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med engelske Guillemots, så skyldes det højest sandsynligt en af disse fem årsager:
1. Du har altid følt du burde være kommet til verden i 1966 under et sambaoptog ledet af Sergio Mendes
2. Du har en svaghed for Rufus Wainwrights pompøsitet
3. Du elsker Aladdin og er generelt meget glad for Disney musik
4. Du savner Jeff Buckley
5. Du er ornitolog og er meget interesseret i fuglekvidder, i særdeleshed hvis den kommer fra tejsten (på engelsk: guillemot).
Hvis jeg ikke har ramt plet her, så vil jeg nu forsøge at gøre mit bedste med at forklare dig, hvorfor du ellers bør gå ud og købe Guillemots debut Through The Windowpane.
Hvor skal jeg starte? Jo, hvorfor ikke starte med en af årets bedste sange. Den hedder ”Trains to Brazil” og er en omgang opløftende big band-swing omsvøbt et tekstunivers der omhandler terrorbomberne i London sidste år, og politiets efterfølgende mord på en uskyldig ung brasilianer. Britiske Fyfe Dangerfield synger om en bekendt (eller en fantasi-ven), der mistede livet den skæbnesvangre dag, men sangen handler primært om at værdsætte livet. ”And to those of you who moan your lives through one day to the next / well let them take you next / Can’t you live and be thankful you’re here? / See, it could be you tomorrow next year”. Det kan ikke siges meget mere direkte og banalt, men det kan til gengæld heller ikke udføres meget bedre. En udsøgt sang hvor melankoli og livsglæde går en sjælden tur hånd i hånd.
Guillemots er simpelthen uimodståelige i deres storstilede genreleg, eksempelvis når Jeff Buckley spøger i et ny-psykedelisk univers på titelsangen og ikke mindst singlen ”Made up love song # 43”. ”We’re Here” er en fantasifuld ekskursion ud i et drømmeunivers, der kun overgås i Michel Gondry’s seneste film Science of Sleep. Når Dangerfield synger ”The world is our carpet now” (se Punkt 3 på listen), imens bandet – bestående af en brasilianer, en skotte og en canadier – på klimakssøgende vis gentagende gange går en tone op, er det umuligt ikke at blive revet med. De eminente strygerkompositioner, der pryder sangen så vel som resten af albummet, er alle komponeret af Hr. Dangerfield og er en oplevelse i sig selv.
Men der må da være svagheder, spørger du så. Og ja, selvfølgelig er der det. Enkelte steder kan jeg ikke helt lade være med at drage paralleller mellem Jamie Cullum og Fyfe Dangerfields sangstemme. Og selvom Cullum uden tvivl er en dygtig sanger, så kan jeg personligt ikke helt overskue hans ”jeg sidder-ved-klaveret-og-synger-alt-det-jeg-har-lært-på-sang-skole” tilgang til musikken. Enkelte gang lægger Dangerfield sig lidt for tæt op ad ”Cullum casino-sanger”, eksempelvis i den trivielle ”Blue Will Still Be Blue”, hvor Dangerfield insisterer på en ikke så vellykket accappela.
Når nu Guillemots har bevist at de mestrer det storslåede ligesom Rufus Wainwright, så er der ingen grund til mådehold, med mindre det gavner pladens helhed. Det gør det glædeligvis i den rørende intermezzo ”Come Away With Me”, hvor Dangerfield smukt akkompagneres af hvad der lyder til at være et kor af genfærd.
Selvom Guillemots har fundet en unik lyd, så kan man alligevel høre inspirationskilder rumstere i baggrunden. Duetten ”Redwings” sammen med Wainwrights korpige Joan as Police Woman indeholder tydeligvis et omkvæd, der gengiver duetten “I Love You” som sunget af Daniel Lanois og Emmylou Harris. ”Annie, Let’s Not Wait” lyder besynderligt meget som Ben Folds ”Annie Waits” (uden at være et covernummer), lige indtil sangens rytme pludselig erstattes af et fabelagtig brasiliansk sambaorkester tilsat børnekor. Og det er netop uforudsigeligheden der er en af Guillemots ultimative forcer.
I den brasilianske ånd, afsluttes albummet med den 12-minutter lange prog-episke ”Sao Paolo”, der ligeså vel kunne være Sondre Lerche der spillede på Tori Amos’ klaver. Efter at have lyttet til Trough the Windowpane sidder man tilbage med en fornemmelse at Guillemots har oceaner af ørehængere liggende i deres underbevidsthed, der blot venter på at udklækkes. Vi kan heldigvis glæde os over at de har sluppet deres indre tejste ud (se punkt 5), og forhåbentligt vil denne kvidre for fuld hammer når Guillemots gæster loppen den 30. november.
