Brandt og Jørgensen i næstekærlig behandling
De to præster Anders Kjærsig og Jesper Larsen har i bogen Liv og lys sat sig for at tolke centrale begreber i Steffen Brandts og Carsten Valentin Jørgensens tekster ud fra en eksistentiel og teologisk vinkel. Et projekt, der i det store hele fungerer udmærket.
Steffen Brandt og C.V. Jørgensen står som to af de største og mest anerkendte tekstforfattere indenfor dansk beatmusik. Steffen Brandt på grund af de ligetil tekster, der beskriver situationer og fænomener som de fleste umiddelbart kan nikke genkendende til – C.V. Jørgensen for sin lidt mere kringlede tilgang til det at være menneske i en verden fuld af paradokser. I Liv og lys deles de to musikere om spaltepladsen og får på den måde cirka 80 sider hver, hvor Jesper Hougaard Larsen først tager sig af Steffen Brandts univers, hvorefter Anders Kjærsig går i kødet på C.V. Jørgensens ditto.
Analysen af Steffen Brandts tekster roterer om kærligheden som den altoverskyggende faktor. Kærligheden der i Steffen Brandts univers kan overvinde alt, som han synger det i en af sangene fra albummet Verdens lykkeligste mand fra 1994. Kærligheden er målet – et mål man kun opnår ved at satse, ved at overgive sig til livet og alle dets genstridigheder uden sikkerhedsnet. Man må smide livet ind som indsat. Men selv når kærligheden er opnået, er det ikke bare fryd og gammen, for som Steffen Brandt synger til sidst i ”Kys det nu (det satans liv)”: ”Kys mig nu godnat farvel, gå, nej ta og bli alligevel”. Tvivlen og usikkerheden lurer stadig. Men tør vi kaste alt overbord for en lille smule kærlighed? Der er en gennemgående tro på, at det gode nok skal sejre til sidst i Steffen Brandts tekstunivers. Vi skal nok overvinde alt og stå tilbage med kærligheden.
Anderledes ser det ud i C.V. Jørgensens tekster, hvor kærlighed ikke er umiddelbart inden for rækkevidder. Teksterne kredser snarere om et uopnåeligt Utopia – en længsel, der ikke kan realiseres. Hvor døden, livet og kærligheden er centrale temaer hos Steffen Brandt er tomhed, kedsomhed og stilstand fænomener, der kredses om hos C.V. Jørgensen, i hans beskrivelse af det moderne menneskes vilkår i en verden, hvor vi hungrer efter nærvær og varme. Byen er omdrejningspunktet i al sin tvetydighed. Byen, der på den ene side er farlig og forførende, men på den anden side berigende og modnende.
Fra og med albummet Indian Summer (1988) bevæger C.V. Jørgensen sig fra at være samfundsrevser, der har sit primære fokus på den ydre verden til i højere grad at tage den indre verden under lup – dog ofte stadig beskrevet med metaforer, der har med bylivet at gøre, eller naturfænomener, der er taget ind i storbyens kontekst. Der opstår noget, der er større end mennesket. Noget man kan række ud efter, og man fornemmer en tilfredshed ved bare at være til – ved at have fået livet som nådegave.
Bogen fungerer i sin helhed godt, men man kunne godt have brugt et afsluttende kapitel, hvor de to samtidige tekstforfatteres livssyn sættes op mod hinanden, nu man alligevel har samlet dem i samme bog – der er jo ingen tvivl om, at de to er vidt forskellige på stort set alle punkter. Da såvel Steffen Brandt som C.V. Jørgensen har et stort bagkatalog, må det have svært for Kjærsig og Larsen at vælge skidt fra kanel, og en af bogens svagheder er da også, at det ene citat og fortolkning til tider afløser det andet, inden man som læser rigtigt når at fordøje det skrevne og det konkluderede. Andre steder er der heldigvis længere analyser af en enkelt sang, som det eksempelvis sker med Steffen Brandts ”Kys det nu (det satans liv)”, ”Der trænger til at blive skovlet noget sne” og ”Fald min engel” og C.V. Jørgensens ”Indian Summer” og ”Elisabeth”. Fordybelsen disse steder gør, at man får en fornemmelse af, at der ikke bare ledes efter citater til at underbygge en eksistentiel eller religiøs påstand – men at citaterne kommer først, og derefter fortolkninger og konklusioner.
