En virtuos krydser sit spor
For 8 måneder siden trådte undertegnede indenfor i en lille undselig koncertsal i hjertet af København, for at blive ramt fra alle musikalske fronter af det australske guitarfænomen, Tommy Emmanuel. I de 8 måneder der er gået har jeg glædet mig som et lille barn til den næste koncert, ja det har nærmest føltes som abstinenser der skreg på endnu et fix.
Det fix indløste jeg i aften. Med en god ven pĂĄ slæb, og mig himlende op om hvor vanvittig en oplevelse den første koncert havde været, havde vi efterhĂĄnden fĂĄet skruet forventningerne usandsynligt højt op, og spørgsmĂĄlet var om det var rimeligt netop at forvente det absolut sublime igen. Jeg mener…det mĂĄtte da have været en once-in-a-lifetime koncert, den for 8 mĂĄneder siden. Ingen kan da være en sĂĄ gennemført performer, sĂĄ inderlig en fortolker og sĂĄ ufattelig virtuos, uden at miste pusten bare en gang i mellem. Ingen, altsĂĄ, undtagen Tommy Emmanuel. Han fortolker en række klassiske melodier som var de hans egne som supplement til et selvkomponeret bagkatalog der har over 40 ĂĄr pĂĄ bagen, og hvorfra han kan trække det ene mesterværk frem, efter det andet.
Igen mĂĄtte jeg gnide øjne og ører, knibe mig i armen, og bare prise mig lykkelig over at være netop der, netop da. Tommy Emmanuel formĂĄr at komme ud i alle kringelkroge af musikkens verden, fra det inderligt smukke, til det hĂĄrdt svingende, til det rock ‘n’ rollede, til det urkomiske, til det ligefrem technoprægede udtryk, alt sammen leveret med en tilsyneladende guddommelig lethed, en humoristisk charme, en inderlig, rørende varme og et teknisk kunstnerisk overskud der fĂĄr Det Sixtinske Kapel til at ligne en overkørt pizzabakke.
Lyden var uovertruffen, publikum var glade, rørte og hysterisk entusiastiske, og Tommy Emmanuel mere end indfriede de urimelige forventninger som flere af os ganske sikkert har siddet med inden koncerten gik i gang. Jeg er, hvis man ser bort fra ovenstående, målløs.
Det bliver ikke bedre.
