Laila og Symfobia-interview

lailaogsymfobia-dk-presse2006-565x350l

Samtale med Laila Skovmand

Da Laila Skovmand og hendes 13 m/k store band Symfobia sidste år udgav pladen Perler og Svin, skete det uden nævneværdig opmærksomhed. Anmeldelserne var gode, og begejstringen var stor over det anarkistiske miks af genrer, man ville have forventet uforenelige. Men det var også svært at finde et marked til sådan en stilmæssig bastard, da sangene trækker på mange forskellige kulturers musikalske traditioner og samtidig synges på Lailas hjemmelavede volapyk-sprog. Med andre ord en plade, der ikke lefler for nogen som helst hype og er helt sin egen.

Et så specielt musikalsk koncept må givetvis være udtænkt af en eller flere personer med en helt særlig tilgang til musik. Det ville være yderst interessant at høre, hvad kvinden bag ideen havde på hjerte, så derfor mødtes jeg en iskold eftermiddag tilbage i januar med Laila Skovmand i hendes lejlighed i Århus. Interviewet bringes nu, hvor Laila og hendes band er på en lille Danmarksturne. Tider og steder kan ses på bandets hjemmeside www.symfobia.dk.

Laila bød på grøn te, frugt og nødder, så rammen var perfekt til en hyggelig samtale om musik, kultur, sprog, byen kontra landet, og alt muligt andet. Snakken gik frem og tilbage i over to timer, og det følgende er en koncentreret gengivelse af vores samtale, der kom næsten lige så vidt omkring som Lailas musik – og nogle gange kunne udvikle sig lige så uforudsigeligt.

Da jeg på forhånd ikke vidste andet om Laila, end hvad hun havde skrevet om sin baggrund for at synge på volapyk, besluttede jeg mig for at sætte samtalen i gang med følgende:

Diskant: Laila Skovmand, hvem er du?
Laila Skovmand (LS): (lang pause) Puha… det er sgu svært. Ved du, hvem du er?

Diskant: Nej, men jeg prøver at finde ud af det, stille og roligt. Og det kan man jo også bruge musik til.
LS: Mmm, og det er jo nok det, jeg er i gang med, kan man sige. Jeg kan huske, at jeg var henne hos min mormor, jeg ved ikke, hvor gammel jeg har været, 7-8-9-10 år, og snakkede med hende, mens vi stod og vaskede op, og lige pludselig kom jeg til at tænke på, ”jeg snakker jo helt anderledes med min mormor, end jeg snakker med mine kammerater”. Jeg snakker om nogle andre ting, og jeg snakker på en anden måde. Og så tænkte jeg, ”nej, gad vide hvis min mormor så, hvordan jeg var sammen med mine kammerater.” Det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen! Og allerede dengang kan jeg huske, at jeg tænkte, at man opfører sig meget meget forskelligt afhængigt af hvem, man er sammen med. Og der var mange forskellige personer inde i én, delpersoner. Det tror jeg, jeg har brugt musikken på, at få de forskellige dele til at hænge sammen og blive et stort hele.

Diskant: Hvordan er det kommet til udtryk?
LS: Det er lidt det samme som at have forskellige typer venner og familiemedlemmer – forskellig musik går ind og rører noget forskelligt i mig, og det er nok derfor, jeg lytter til så meget forskellig musik, fordi det går ind og påvirker nogle forskellige steder.

Inspirationskilder

Diskant: Er der nogle kunstnere, som har betydet noget særligt for dig?
LS: Jeg har ikke rigtig haft den der teenage-ting med at have idoler, det har aldrig betydet så meget for mig, men så hørte jeg den første plade med Björk, jeg kan ikke huske titlen, men det var den jazz-ballade, som hun sang, og jeg tænkte, hvad dælen er det?! Der var en, der bare gjorde helt sit eget, og jeg synes stadigvæk det er fantastisk, at hun blev så folkelig og er så stor, som hun er, for hun gjorde noget, som ingen andre gjorde, og hun bliver ved med at udfordre sig selv og musikken. Hendes anarkistiske tilgang til det at synge savnede jeg lidt, da jeg gik på konservatoriet, hvor jeg følte, det blev lidt skematiseret, hvordan det skulle lyde.

Diskant: Ja, Björk har jo et udtryk, der på den ene side er meget blidt og forsigtigt, og på den anden side enormt aggressivt og energisk, og det synes jeg også du har. Man hører ret sjældent sangerinder gøre den slags. Jeg har det indtryk, at mange forventer, at en kvinde skal synge feminint og måske lidt forsagt, og man kan bestemt ikke kalde dit udtryk for forsagt. Ikke at du ikke er feminin, men det er på en meget selvstændig måde.
LS: Den måde, jeg bruger stemmen på, er jo genkendeligt for alle mennesker. Vi har jo alle det blide, ømme, stille og det aggressive i os. Det kommer måske ud på forskellige måder, men jeg tror, vi genkender det.

Diskant: Din musik peger i rigtig mange retninger med hensyn til inspiration, og man kan godt sige, at du ved at inkorporere så mange forskellige kulturers musikalske æstetik opnår et meget internationalt udtryk. Hvis du skulle sætte nogle definerende ord på din musik, hvad skulle det så være?
LS: Det er tit en frustration for mig selv, at jeg ikke ved, hvor jeg står, og samtidig får jeg det også slemt, hvis jeg prøver at bevæge mig inden for nogle begrænsede rammer og sætter mig selv i bås. Sangene på Perler og Svin er nogle gamle ting, og jeg har ikke skrevet musik i 1½ år, men lige nu er jeg i gang igen. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg befinder mig nu, det er en søgning… Jeg har brugt al min tid på at lave Cd’en og komme ud og spille, og når man har alle de ting i sit hoved, kommer man væk fra det kreative, og det skal jeg til at genfinde. Inden så længe skal jeg til Berlin i tre måneder og bare høre musik, så jeg forhåbentlig kan komme i gang igen.

Diskant: Har du følt nogen frustration over, at du ikke har skrevet noget nyt?
LS: Ja, og mere at jeg ikke ved, hvor det er på vej hen, og jeg begynder at tænke for meget i stedet for at lege. Når Cd’en kommer ud, bliver det meget konkret mht anmeldelser, interviews osv, hvor det meget kommer til at foregå oppe i hovedet.

Diskant: Inden jeg fik din Cd til anmeldelse, havde jeg aldrig hørt om Laila & Symfobia. Hvor meget har I gjort ud af at promovere jer selv?
LS: Jeg har selv stået for pr, men så længe, man ikke har en masse penge og kender nogen, der virkelig kan det med pr, går det utrolig langsomt. Samtidig er der også en ulempe. Det er fantastisk at have sådan et stort band, og jeg har altid tænkt, at strygere er ikke bare noget, man klistrer på. Jeg ville bevise, at det kan lade sig gøre med et 13 personer stort orkester, men efter 3 år må jeg indse, at det er svært, for vi kommer simpelthen ikke nok ud og spille. Danmark er et lille land, og jeg tænker meget over, hvordan vi kommer mere ud. Ud over ens evner er der kun én ting, der sætter grænser, nemlig ens tid. Jeg har bestemt mig for, at det næste år overhovedet ikke skal handle om det administrative, som har fyldt rigtig meget de sidste par år. Det er selvfølgelig en nødvendighed, men det er ikke det, mit hjerte brænder for. Bare det at holde min stemme ved lige og lege og eksperimentere med den skal jeg have tid til igen, og ikke mindst at lytte til musik.

Smal musik og succes

Diskant: Det danske musikmarked er ret lille og dermed også temmelig snævert, og der er ikke meget fokus på den mere alternative musik, så det er frygtelig svært for smalle bands at få et gennembrud. Gjorde du dig det klart, da du udgav din plade?
LS: Jeg tror, jeg har været rimelig naiv! (høj latter) Jeg synes jo, at det jeg laver holder, og så tænkte jeg, at der da også måtte være mange andre, der ville være enige med mig. Jeg tænkte da, at jeg selvfølgelig skulle med på SPOT festivalen, men nu har jeg fået afslag 3 gange, så der har da været mange slag. Men jeg tror også, at hvis jeg ikke havde været så naiv, havde jeg heller ikke kastet mig ud i det. For jeg troede jo selvfølgelig, at det kunne lade sig gøre med dette 13-mands-orkester. Der har da også været opbakning, men at komme igennem til det større marked, det er rigtig svært.

Diskant: Men er succes ikke i sidste ende at lave noget, man selv er tilfreds med?
LS: Jo, men der er endnu et kriterium, og det er at få så tilpas meget succes, at man kan få andre til at tage sig af det praktiske! (griner)

Diskant: Din plade hedder Perler og Svin – føler du, at din musik er perler for svin, altså gennemsnitlige danske musikforbrugere uden den store indsigt i, hvad der rører sig under overfladen af musikscenen?
LS: Jeg kommer jo selv fra landet, og efter at have lavet noget performance-teater i København, hvor der aften efter aften kom den samme slags mennesker for at se det, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at komme ud i helt små bysamfund og spille. Og vi blev simpelthen taget så godt imod – og det passer jo ikke, at folk på landet vil høre de kendte ting som Allan Olsen eller Bamses Venner. Vi skabte en vis åbenhed fra de lokale ved at samarbejde med dem om arrangementet fra starten, og dermed havde vi allerede skabt de første kontakter. Der kom folk i alle aldre til de små forsamlingshuse, hvor vi spillede, og vi blev mødt med masser af rørende reaktioner. Vi følte, at vi havde gjort en forskel ved at optræde for dem.

Medierne

Diskant: Det er sjovt, at når man først bliver præsenteret for musikken, kan man være åben overfor mange ting, specielt når man oplever det live og har nogle engagerede musikere at se på og forholde sig til.
LS: Man bliver selvfølgelig ikke kendt, fordi man spiller i et fyldt forsamlingshus i Villerslev, men jeg har aldrig fortrudt, at vi gjorde det, selvom det var et stort arbejde at arrangere koncerterne. Jeg føler, at det nogle gange er medierne, der vil gøre folk mindre nysgerrige og åbne, end de i virkeligheden er. Langt de fleste mennesker, vi har spillet for, har taget imod vores musik med åbne øjne. Nogle har da også følt sig provokeret og er gået, men det er jo også en reaktion. Jeg ville ønske, at medierne var bedre til at præsentere et bredere udvalg af kultur, ikke bare musik. Hvorfor er det lige, at kulturen ikke får lige så meget plads som sporten i de daglige nyhedsudsendelser? Bare ti minutter hver dag! Alle mennesker går i biografen, læser bøger, hører musik og er på en eller anden måde i kontakt med kunst i deres hverdag. Det ville da ikke kræve særlig meget.
Og i radioen, altså… man må jo sige, at P3 nu om dage har den største magt med hensyn til, hvilken musik, der kommer ud til befolkningen. Jeg har ikke taget stilling til, om det er godt eller skidt, men man skal i hvert fald gøre sig det bevidst, at det forholder sig sådan. Og hvis du hører det samme nummer 20-30 gange i løbet af to uger og eventuelt kysser din første kæreste til det, så får det betydning hvad enten det er godt eller skidt. Det er først og fremmest rettet mod den almene forbruger, hvad der får lov at komme igennem nåleøjet, men det passer altså ikke, at folk ikke vil lytte til noget mere eksperimenterende musik. Der er da specialprogrammer, men det hører folk jo næppe, hvis de står på et værksted eller en fabrik og radioen bare kører.

Sangene på Perler og Svin

Diskant: Lad os snakke lidt om nogle af sangene på din plade. Åbningssangen ”Groswelt” lyder som om, den synges på tysk, selvom det jo er volapyk. Men i og med at du ikke synger noget konkret og dermed ikke prøver at komme med et bestemt budskab, føles det for mig som om sangen favner bredere og virker mere uudgrundelig i sit udtryk. Som du selv har skrevet i dit pressemateriale, kommer det meningsløse til at give mening. Hvad synes du selv, dine sange handler om?
LS: Numrene tager lang tid, og i processen kommer jeg ind på mange ting, men med hensyn til ”Groswelt” husker jeg nogle episoder, hvor jeg havde en følelse af afmagt og frustration. Det var en periode, hvor jeg havde en veninde, der lige var blevet indlagt på psykiatrisk skadestue, et forfærdeligt, nærmest kafkask system, og den fornemmelse kom frem, da jeg sad og spillede sangen. Jeg fik også et billede af en magtliderlig mand, der står og råber, fordi det var omkring det tidspunkt, hvor Bush gik i krig. Det er svært at sige konkret, for det er mange oplevelser, der er flettet sammen, men det er i hvert fald øjeblikke, hvor jeg bare har haft lyst til at råbe og skrige. I live-situationer kan den veksle meget, fra det karikerede og humoristiske til noget mere alvorligt og knugende.

Diskant: Det må jo siges at være en succes, hvis den formår at fremstå så tvetydig.
LS: Ja, og det betyder ikke noget for mig, hvilken retning, den trækker folk i, bare den rører ved et eller andet… Den eneste sang, jeg gerne ville give en specifik mening var ”Arabisk Karrusel”. Det var i forbindelse med alt det med Afghanistan og terror. Jeg ville gerne have noget arabisk med… Det er svært med ord. Det bliver så sort/hvidt for mig, klare statements, og verden er jo alt muligt andet. Man kan se på ting på mange forskellige måder. Det er farligt, hvis vi bare deler alting op i sort og hvidt, og når en mand siger, at det og det land udgør ondskabens akse, det er jo frygteligt. Det er jo heller ikke bedre den anden vej, hvis man bare siger, at Vesten bare er materialistisk… Der er så meget skønhed i arabisk musik, og når man kan lave den slags musik og vise det liv, som jeg kan genkende i et sprog, der er helt anderledes end mit eget, så må de jo på mange måder være som dig og mig. Når det kan tale til mig på så mange måder. Der er meget kraft og skønhed i de ting. Men på et tidspunkt får sangene deres eget liv, og så glider de oprindelige motivationer for at skrive dem i baggrunden.

Diskant: Manglen på statements i din musik gør vel, at folk, der lytter til den får meget forskellige oplevelser fra person til person. Og det giver muligvis en større dybde, fordi manglen på genkendelige ord får sangene til at tale i ligeså høj grad til hjertet som til hjernen.
LS: Ja, og numrene på pladen er jo meget forskellige, så det er også en måde at forstå noget ved at sætte alle de her forskellige sider sammen.

Diskant: Nu vi er ved statements – hvad er det her (coveret til Perler og Svin) for et statement?
LS: Man plejer at sætte perler for svin som noget modsætningsfuldt, der ikke mødes, og jeg vil gerne have at de ting skal mødes, for jeg tror, at det er i mødet, at alting opstår, både inden i os selv og i den store verden.

Diskant: Man kan jo også se sådan på det i forhold til det vi lige snakkede om, at perler er noget typisk arabisk, mens svin er noget, vi i Vesten spiser.
LS: Haha ja, det har jeg aldrig tænkt på. Folk har mange forskellige ideer om, hvad coveret betyder. Nogle synes overhovedet ikke, det passer til musikken, andre synes det modsatte. Det er sådan, at jeg jo er vokset op på en gård, hvor det er sådan noget med at gå i gummistøvler, men samtidig kan jeg også godt lide at tage en kjole på og se godt ud, igen en modsætning. Spise økologisk og samtidig fylde mig med pomfritter og farvestoffer. Bare nogle eksempler på alle de modsætninger.

Diskant: Du snakker om kontraster, og dem finder man som sagt også på din plade, fra de mere langsomme til noget meget hurtigt og punket, for eksempel ”Klø Du Bare”, der som udgangspunkt er en grimrian af en sang, der alligevel virker befriende fjollet og uhøjtidelig, og det synes jeg ikke, man ser så tit i moderne popmusik.
LS: Hvis alting er pænt, har man jo ikke noget at sætte det op imod. ”Klø Du Bare” har for mig det hele – man ved ikke, om det munder ud i surhed eller latter, men den kan i hvert fald gå begge veje, ligesom børn, der er enormt hurtige til at gå fra den ene følelse til den næste. Da vi indspillede den, blev jeg lidt overrasket over mine egne spontane udbrud, og derfor griner jeg nærmest hysterisk hen mod slutningen.

Hvad bliver det næste

Diskant: Har du nogle ideer om, hvad du vil lave næste gang?
LS: Jeg har tre projekter, jeg gerne vil arbejde med. De nyeste numre på Perler og Svin er de mere grimme, og man ved jo aldrig, hvor det går hen, når man starter med at skrive, men jeg har i hvert fald en lyst til at udforske det grimme lidt mere. Det er i hvert fald et forbehold, jeg godt kunne tænke mig at sprænge. Lige nu lytter jeg for eksempel til Nina Hagen, Iggy Pop og Nick Cave. Folk sidder tit ned til vores koncerter, og jeg kunne godt tænke mig nogle flere udadvendte numre med mere gang i, så publikum skal op foran scenen, hvor man har bedre kontakt med dem. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at lave en lidt vildere Cd, men om det sker ved jeg ikke, for det bliver sjældent, som man tænker det på forhånd.
Jeg kunne også godt tænke mig at lave en symfonisk plade, hvor numrene hænger sammen, med en blæsergruppe, specielt horn, som jeg har udviklet en stor kærlighed til på det seneste. Jeg vil eksperimentere meget med den klassiske tradition med temaer, der gentages, men hvordan det præcist skal være, har jeg stadig ikke fundet ud af.
For det tredje vil jeg også gerne lave et rent kor-værk på et tidspunkt. Jeg tænker på et surround-kor, hvor publikum sidder inde i midten med sangere omkring sig og måske bliver drejet rundt. Det kunne være fedt at få nogle virkelig dygtige sangere, måske kun kvinder, fra hele verden til at være med. Men det er et stort, idealistisk projekt, som ligger et godt stykke ude i fremtiden, for hvis det skal idealiseres, skal der søges en masse penge til det, og det gider jeg ikke lige nu! (griner) Men en dag bliver det måske til noget.

Diskant: Det er godt at høre, at der er nogle store ambitioner i det danske musikliv. Men føler du tit, at du bliver udsat for jantelov?
LS: Jeg har i hvert fald først og fremmest kæmpet med min egen. Den bliver mindre og mindre, men den er der stadigvæk. Ellers synes jeg ikke, jeg har været udsat for noget særligt, men der er masser af jantelov i musik, og jeg vil nødig indrømme det, men jeg er selv en af dem, der vogter den. Man må fandme bare bekæmpe det med næb og klør.
Jeg tænker meget over, hvor påvirkelige, vi er i forhold til musiksmag. Jeg synes, at anmelderskaren nogle gange er meget gode til at trække et bestemt navn frem og være enige om, hvor fede de er, og så køre på dem i en periode. Og så synes vi alle sammen lige pludselig, at det er det fedeste – men hvorfor? Vi har en individuel smag, men der er en mode, også indenfor musikken, der påvirker os alle sammen rigtig meget. Og jeg kan heller ikke selv unddrage mig den. Jeg tænker tit over, hvor meget personlighed, man egentlig har, for hvis jeg nu omgiver mig med de og de mennesker, hvor meget af deres smag bliver så min egen, og er den så i virkeligheden min? Så kan man rigtig gå og bekræfte hinanden i, hvad der er godt.

Diskant: Det er jo meget lettere at være enig og enormt svært at forsvare noget, hvis man står på egen hånd. For eksempel købte jeg Justin Timberlakes debut-cd og syntes den var fed, men fik så mange høvl af alle omkring mig, så det blev helt flovt for mig at høre det, og det er jo bare ærgerligt. Og det kommer meget an på, hvem man omgiver sig med, og hvad den generelle smag er. Man skal være en meget stærk personlighed for at stå ved de ting, man godt kan lide, selvom alle andre synes det er noget hø, for musik handler enormt meget om identitet og samhørighed i forhold til ens omgangskreds.
LS: Der er bare nogen, der er trendsættere, og de har meget at skulle have sagt. Anmeldelser betyder rigtig meget, fordi jeg tror, man tit er lidt usikker på, hvad man selv synes, og derfor bliver man præget af, hvad dem, der har mere forstand på det siger.

Diskant: Det er svært at undvære andre folks meninger. Vi er jo omgivet af gigantiske mængder af kultur, og selvom man bruger al sin tid på at sætte sig ind i, hvad der rører sig, vil man stadig kun kunne nå at opleve en brøkdel af det. Derfor betyder anbefalinger meget, så man lettere kan være selektiv og ikke spilde sin tid med noget bras. Men på den anden side har jeg flere gange haft nogle meget store oplevelser med musik, film og kunst i det hele taget, som jeg ikke på forhånd vidste noget om det og dermed ikke havde nogle bestemte forventninger.
LS: Forventninger er noget lort! Når gøglerne kom til byen i gamle dage, måske kun en enkelt gang om året, havde de ofte noget nyt med, som folk aldrig før havde set eller hørt om. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tingene med samme åbenhed som de gjorde, men vi har jo set, hørt og oplevet så meget, at der ligger et kæmpe register i baghovedet af ting, vi sammenligner alting med.

Åbenhed for ny og anderledes musik

Diskant: Jeg læste i Politiken i går, at vi i Norden, specielt Danmark, er nogle af de mest kulturelt distingverede lande i hele verden. Der er intet land i verden, hvor der bliver produceret og udgivet mere musik, litteratur, film og kunst end i Danmark. Og jeg synes da det er opløftende, at vi er så kreative og trods alt relativt åbne for nye ting. For eksempel er det skønt, at et så forholdsvist indadvendt band som Mew kan få så meget opmærksomhed og så meget ros for en plade (And the Glass Handed Kites), der er langt mere progressiv rock end radiopop.
LS: Men er det så også fordi, det er så meget bedre end så meget andet, eller er det fordi bandet er blevet en darling?

Diskant: Tjah, det kan jo igen diskuteres, men Mew har da helt sikkert været heldige med at blive hypet. Når noget først er på hitlisten og sælger godt, fungerer det gode salg i sig selv som god reklame, der får salget til at stige yderligere, og så ruller lavinen.
LS: Det er det, der gør det så svært at bryde igennem herhjemme, for enten skal man som musiker tage rundt til hvert eneste spillested i hele landet, eller også skal man hypes.

Diskant: Ja, hvis man ryger på Boogie eller The Voice er man i hvert fald sikret en anseelig mængde opmærksomhed. Og i Danmark er det ganske få mennesker, der bestemmer, hvad der skal hitte.
LS: Jeg har hørt, at i Tyskland er folk meget gode til at tage til koncerter med bands, de slet ikke kender, og det synes jeg vi er knap så gode til herhjemme. Men i forhold til det du sagde før med at vi producerer så meget kultur i Danmark, tror jeg måske at vi har et lidt større behov for selv at være kreative end for at opleve andre være det. Når man prøver at booke en koncert, spørger spillestedet, hvor mange folk, man kan trække til, og hvis man skal være realistisk er tallet desværre ikke ret højt, hvis man ikke har familie og venner i området.
Nå, men for at snakke om noget helt andet… jeg glæder mig så meget til at tage til Berlin og bare gå rundt uden de store bekymringer. Jeg kender ikke noget særligt til byen, men jeg har hørt, at der sker meget rent musikalsk, og at det nærmest skulle være Europas New York. Masser af forskellige etniske grupper, masser af kulturelle oplevelser. Det bliver vildt spændende.

Diskant: Byen kan være meget inspirerende, og vi snakkede jo også om at bo på landet før. Din musik kan hverken kaldes by-musik eller land-musik, men den mødes vel et sted midt i mellem?
LS: Jeg har aldrig tænkt over at dele det op på den måde, men det kan man godt sige. Hvis jeg var vokset op på Vesterbro i stedet for i Himmerland ville jeg nok have lavet nogenlunde det samme musik, men jeg havde nok også gjort det noget tidligere. Ved at være opvokset på landet har jeg nok været omkring nogle omveje, fordi der har været knap så mange kulturelle inputs som i storbyen. Der havde jeg nok nærmere hørt punk som 14-15-årig, og så var der måske sket noget andet. Det er svært at sige. Folk er mere ens på landet, så man skal lede længere for at finde de ting, der skiller sig ud. Og så er janteloven stærkere på landet. Det er sværere at være anderledes.

Diskant: Skilte du dig ud som barn og ung, da du boede på landet?
LS: Ja, det gjorde jeg. Vi var 300 mennesker i byen, og jeg gik i en lille skole med kun 50 elever. På en eller anden måde var der alligevel plads til forskellighed, fordi alle kendte alle. Men da jeg skulle i 8. klasse var det i en lidt større by, og det var slemt. Der var det meget mere vigtigt at være smart og gå i det rigtige tøj og absolut ikke skille sig ud. Alle gik i det samme tøj, hørte det samme musik og gjorde de samme ting. Men så kom jeg heldigvis på ungdomsskole, hvor der var mange flere forskellige slags folk og personligheder. Skridtet fra land til by, den fornemmelse af at møde andre, der også er anderledes, at træde ud af sine vante rammer, alle de ting hvorved man kan se sig selv i et nyt lys… det er meget vigtigt for at få ny inspiration. Jeg glæder mig bare så meget til at se, hvad Berlin kan bringe mig.

Diskant: Tror du, du kan samle dit store 13-mands orkester igen, når du kommer tilbage til Danmark?
LS: Jeg tror, der bliver nogle koncerter til efteråret. Jeg sendte blandt andet en Cd over til Loppen på Christiania, men de takkede nej. De syntes, det var for underligt. Men så er det jo heldigt, at de gerne vil have os på Villerslev forsamlingshus, selv om det er knap så feteret et sted at spille! (griner) Så de store steder vil ikke have os, men forsamlingshusene, det kører! På landet, det er der, man skal ud. Fuck Christiania, de er sgu så konservative! (Laila griner ironisk og vifter med hænderne) …nej, det var bare en bitter, gammel bemærkning. Bitter kan man hurtigt blive.

Diskant: Du tager din stemme meget alvorligt, sådan som du rejser verden rundt for at udvikle dine evner som sanger. Hvad betyder mest for dig, sang eller sange?
LS: Det hænger meget sammen for mig. Når min nysgerrighed har været rettet meget ud af, har det været på grund af måden, man sang på rundt om i verden. Til at begynde med blev jeg virkelig draget af flamenco-sang, og var jeg født i Spanien, så var det det, jeg havde lavet. Der er ikke så meget temperament herhjemme som nede sydpå, og jeg havde svært ved at finde pladsen inde i mig selv til den vildskab, smerte og det let patetiske, som de har dernede, hvor de råber op i gaderne og så videre. Jeg blev meget fascineret af det, blandt andet på grund af måden, de brugte stemmen på.
Og så kom jeg over mod det mere asiatiske. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er mere tilbageholdt, men det klinger i hvert fald et helt andet sted hos mig (Laila giver sig til at nynne) … og det sætter noget følsomt, vemodigt i gang i mig. Jeg synes også, at musikken og måden at bruge stemmen hænger sammen i forskellige kulturer og stilarter, og det har alt sammen draget mig meget. Derfor kan jeg hverken svare det ene eller det andet på dit spørgsmål, for de to ting hænger sammen. Tingene følges også ad, når jeg komponerer.

Sangskrivningen

Diskant: Når du skriver dine sange, begynder det så med en melodi, du har i hovedet, eller starter det med en stemning fra den musikalske kultur, du gerne vil læne dig op ad?
LS: Det veksler meget fra sang til sang, men flere af mine sange har noget kabaret over sig. Jeg kan rigtig godt lide Edit Piaf, Marlene Dietrich og alt det der, og det lyder for mig af frihed, friheden til både at være meget eksplosiv og meget fin på en gang. Men tit kommer begge ting, melodi og stemning, på samme tid. I forhold til de forskellige sprog, som volapykken mimer, prøver jeg at få sangene til at fremstå karikerede. Jeg er fascineret af, hvad lydene gør ved en. For eksempel lyder ”Groswelt” jo enormt aggressiv i forhold til det tyske, men jeg har en tysk veninde, der har åbnet mine øjne for, hvor blødt det sprog også kan være, og det har givet mig ideer til et par sange, jeg godt kunne tænke mig at arbejde videre med. Jeg har desuden tit tænkt på, om ens nationalitet og måde at være på bliver formet af ens sprog.

Diskant: Ja, vores sprog definerer os vel et langt stykke ad vejen i forhold til vores nationalitet og geografiske tilhørsforhold. Sproget afspejler og former de mennesker, der taler det, og omvendt. Dansk er et forholdsvist fladt sprog, mens norsk og til dels svensk er mere melodisk – det går op og ned, ligesom det gør i de norske og svenske landskaber.
LS: Det danske sprog ligger mere tilbage i mundhulen, hvor spansk og italiensk ligger længere fremme, og der kan man også se en sammenhæng i forhold til temperament. Fransk ligger mere oppe mod næsen, norsk er som du siger meget syngende… det er vildt interessant.

Diskant: Hvad med det engelske sprog? Der er jo enormt mange, der skriver og synger på engelsk, selv om det ikke er deres modersmål, og ofte lyder det som rene banaliteter, hvis man analyserer og oversætter teksterne.
LS: Jeg tror, mange distancerer sig ved at bruge engelsk. For nogen sangskrivere betyder tekst og musik lige meget, for nogle betyder teksterne mest, men jeg tror, at for størstedelen betyder musikken mest. Den udtrykker noget, man ikke kan udtrykke sprogligt, og derfor tror jeg, at så mange bruger engelsk, fordi man på den måde let kommer ud over det meningsdannende og lader musikken tale.

Herefter skænkede Laila mig den femte kop te (og satte nær ild til sit hår ved at læne sig hen over bordet med stearinlys), og snakken gled hen over en lang række bands og solister, som det så ofte sker, når musikere og musikelskere er i rum sammen. Da solen var på vej ned udenfor var det tid at sige farvel, og jeg begav mig ud i vinterkulden igen, en smule klogere på livet og en del klogere på Laila Skovmand og hendes tanker om musik.

Written By
More from Bjarke Bertram
BodaBoda Duo: The Rich and the Famous
BodaBoda betyder ”grænselandet” på Swahili, lyder det i pressematerialet til BodaBoda Duos...
Read More
0 replies on “Laila og Symfobia-interview”