Storladent men apatisk
Lis er ikke stille – i hvert fald ikke særligt længe ad gangen. Sådan passer navnet faktisk bedre til det danske postrockband, der tidligere er blevet sammenlignet med Sigur Rós. Ligheden med Sigur Rós er dog ikke helt oplagt, for selvom begge bands laver lange numre, der giver plads til instrumenterne og ens egne forestillinger, er der stor forskel på de to bands.
I modsætning til Sigur Rós og danske Doí, der underspiller deres lydbilleder og giver plads til de meget fine nuancer, springer Lis Er Stille nuancerne over og arbejder mere med kombinationen af klassiske instrumenter som strygere og klaver og den gængse guitar-bas-tromme-besætning. Derfor bliver det nærmere en slags Queen møder Sigur Rós-kombination uden at Lis Er Stille hverken lyder som det ene eller det andet af disse bands.
Det er godt, at Lis Er Stille formår at træde andre veje end de banebrydende islændinge, og bandet har fat i noget, som er værd at lytte til. Det er fine melodier med god nerve og dejlige overgange mellem det pompøst rockede og de mere afdæmpede klaver- og cellostykker, men jeg kan ikke undgå at savne den intense stemning, den sammenhængende historie eller billedet for det indre øje, som jeg ellers får, når jeg hører bands som Doí, Sigur Rós eller f.eks. Pink Floyd og det er med til at give mig fornemmelsen af, at Apathobvious mere er en musikalsk skal end en fortælling med egentligt indhold, men det hænger så igen nok meget godt sammen med titlen Apathobvious (apathy + obvious)?
Retfærdigvis skal det dog siges, at Lis Er Stille er et forholdsvist nyt band og en sammenligning med især Pink Floyd nok er uden for målestok. Desuden rammer Lis Er Stille nogle steder plet med indhold og udtryk, som det er tilfældet flere steder i de to sidste numre ”Spurven” og ”Fyri Framman”, der indeholder meget god fortælling i den rette indpakning. Men alt i alt er det generelle kvalitetsniveau ikke højt nok til at bære pladen mere end tørskoet igennem.
