Love and Space
Mødet med Akron/Familys syrede univers og energiske weird folk var en skæg, naivistisk og øreåbnende oplevelse, men desværre også en lidt langtrukken affære
Allerede ved begyndelsen af koncerten, bliver det klart, at det her er noget særligt. Akron/Familys fire medlemmer Dana Janssen, Seth Olinsky, Miles Seaton and Ryan Vanderhoof står skulder ved skulder og fortæller at de vil lægge ud med at synge en sang til ære for forfatteren Kurt Vonnegut, der døde dagen for inden. Koncerten starter derfor med det fire stemmige folk-inspirerede nummer ”Love and Space”, der øjeblikkeligt får salen til at lytte andægtigt.
Mantraer, dissonerende klangflader og kærlighed
Og som det skal gentage sig flere gange i løbet af koncerten, får de i slutningen af sangen publikum til at synge med. Alle gentager ordene ”love and space” indtil det nærmest bliver en slags mantra, der udvides med tramp og klap og lukkede øjne hos de fire bandmedlemmer, der alle hoppende eller drejende rundt på scenen svømmer hen i alternative stemmer, der blander sig med publikums sang. Straks herefter starter det næste nummer, der er ovre i en helt anden boldgade: Der er larm, støj, feedback og støjrock, så det forslår, med lange dissonerende klangflader, der skærer sig gennem kroppen.
Og netop den vekslen mellem forskellige stemninger og stilarter var meget betegnende for koncerten som helhed – og er det jo i øvrigt for Akron/Family generelt. De er nemlig ret svære at sætte i bås. Deres musik bevæger sig mellem psykedelisk 70’er rock, folk rock, nærmest Beatles-agtige popsekvenser og avantgarde rock med skæve taktarter og modstemmer. Koncerten viste dem som en finurlig og meget velspillende blanding af alt dette og lidt til. På nogle tidspunkter mindede de grangiveligt om en yngre og endnu mere legende og naivistisk version af Flaming Lips. Og med numre om flyvende delfiner i det ydre rum og ”chemical mountain chasers” var det da også et temmelig udsyret – om end utroligt kærligt og afslappet – univers, vi som publikum blev indviet i.
Skæv naivistisk New Age-legestue
Akron/Family brillerede bl.a. med deres uimponerede og naivistiske legestue-stil, hvor div. fløjter, maracas og bjælder så sandelig kom til sin ret, hver gang, de blev brugt. Og det var faktisk ret ofte. Til slut inviterede de ligefrem en stor del af publikum op på scenen ved at stikke dem et overvældende sortiment af div. percussion-instrumenter i hænderne. Og der var grangiveligt en del af bandets nye percussionister, der så ligefrem lykkelige ud med deres maracas i hånden, som de dansede rundt på scenen sammen med de fire bandmedlemmer.
Akron/Family fingerer en New Age-agtig og ritualistisk facon, som er ret original og ganske skæg, men som denne aften nok desværre blev lidt for meget i længden, og som koncerten skred frem og numrene blev mere og mere afdæmpede, blev det svært for dem at holde publikums opmærksomhed fanget. Da de til slut endte med et improviseret human beat box nummer, var man ved at være godt mættet af alle de skøre indfald og musikalske skævvridninger. Men fordi de var så gennemførte, energiske og ekstremt glade – og selv efter halvanden times koncert, havde svært ved at forlade scenen, men bare måtte få publikum til at synge med på det børneremse-agtige og naivistiske nummer ”Circle, Triangle, Square” – kan man alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet efter at have mødt de skæve New Yorkere og deres weird folk.
