Funky lydmudderkastning
Selv om det i går endnu engang var noget så kedsommeligt som mandag, var der på forhånd dømt danseabefest i udsolgte Lille VEGA. Årsagen? At de energistruttende new yorkere i punkfunk-orkestret !!! var på plakaten. I 2004 omdannede de en sløv søndag eftermiddag på Roskilde Festivalen til et ekstatisk orgie af røvrysteri blandt folk, der for størstedelens vedkommende ellers kendte så lidt til bandet, at de først måtte omvendes. Sådan var det ikke i VEGA, hvor salen var fyldt til randen med mennesker, der ikke tog sig overvældende mandagsramte ud, klædt, som de var, i kroppe, der var klar til både at rende og hoppe på stedet.
!!! havde med andre ord næsten vundet på forhånd og derfor var der også lynhurtig tilgivelse i luften, da bandet efter ganske få sekunder måtte starte forfra, fordi trommeslager Gerard Fuchs havde fucket femfjerdelene op. Alligevel gav det tilsyneladende lidt uro på bandets rytmiske bagsmæk, der flere gange i løbet af aftenen gled ud af takt. Eller måske var grunden, at medlemmerne simpelthen ikke kunne høre hinanden i det støjinferno, der udgjorde koncerten især i den første halvdel. Når man har så mange lydkilder som de 8 udråbstegnere, der gør sig i både trompeter, saxofoner, elektronik og op til tre percussionister, skal lyden virkelig være ordentlig, hvis man ikke skal drukne sig selv – og ikke mindst sin forsanger, der er alt andet end et teknisk vidunder – i sonisk mudder. Sådan var det desværre ikke i VEGA denne gang, og ind imellem skulle man virkelig anstrenge sig for at høre Nic Offers vokale udbasuneringer (selv om han fik betydelig mere hjælp fra altmuligmanden John Pugh end set tidligere).
Alligevel brænder sådan en ikke helt vellykket koncert med !!! igennem – ikke mindst fordi samme Offers fysiske eskapader er langt mindre sårbare. Den tynde, hvide mandsling er med sit repertoire af hoftesvingninger, håndklap og et imponerende renderi frem og tilbage på scenen (som endda blev kombineret med en tur ud blandt publikum i sit ironisk-maniske fiktionsforsøg på at finde en engelsktalende person i den superdynamiske ”Hello? Is This Thing On?”) absolut oppe i den unge Mick Jaggers liga, når det gælder forsangerisk energiudstråling. Og det passer naturligvis perfekt til bandets funky polyrytmiske rock, der låner ikke så lidt fra både Talking Heads og Arthur Russell.
Publikum var derfor glade nok, og på den måde lykkedes !!!’s mission. Men det kunne snildt have været bedre, f.eks. også hvis bandet havde inkluderet nogle af deres allermest inciterende sange såsom ”Shit Scheisse Merde” eller ”Pardon My Freedom” fra 2004’s Louden Up Now. Hovedvægten lå naturligt nok på sangene fra den spritnye Myth Takes, men selv om ikke mindst de amerikanske anmeldelser i deres nyhedsrus kunne foranledige én til at tro noget andet, er det nye album ikke lige så stærkt som forgængeren (bare vent, det er sådan noget tiden vil vise). Og kombineret med det faktum, at bandets superfunk ikke har samme overvældelseskraft, nu hvor formlen er kendt, var det svært at leve op til Roskildebedriften.
Puha, sikke en gang mandagsdeprimeret mavesurhed fra en anmelder, der lever i fortiden anno 2004! Tjah bum, godt ord igen. Værre var det jo altså heller ikke, slet ikke. !!! er stadig en spændstig elastik af et festorkester og der var tryk på lige indtil sidste skrig og skrål og slag og knips og den velmente tak fra Offer, der også bad os om ikke at bede om det ekstranummer, bandet allerede havde givet som en del af koncerten i stedet for at gå ud og vente på at vores forudsigelige hyldest skulle bringe dem ind igen. En fin detalje, denne affejning af koncertkonventionernes kliche nr 1. Men når de nu kunne have fået os til at hurraeksplodere, var det da lidt ærgerligt, at det ikke skete. Shit Scheisse Merde! Og kom alligevel snart igen!!!