Nostalgi i Herning
Der er nu noget helt specielt ved at tage til stort anlagte koncerter med bands og musikere, der betrådte de gyldne stadion-scener tilbage i halvfjerdserne og firserne. Ikke nok med at der er noget pompøst med nostalgisk islæt over det, så er spændingen blandt de fremmødte så tyk, at man skal skære sig igennem den. Her er plænerne pakket med modne par, der muligvis elskede for første gang til aftenens finalenummer, og den slags afføder tydeligvis nogle helt unikke forventninger, som står malet i langt de fleste ansigter.
Genesis på Concert Arena ved Messecenter Herning i går aftes var på ingen måde nogen undtagelse. Gennemsnitsalderen lå et pænt stykke over mine egne 34 år, og man fornemmede, at formålet med denne aften ikke kun var at høre en velspillet koncert, men især også at genhøre og gense fordums tids yndlingssange og koncertoplevelser. Og apropos forventninger, så er Concert Arena indrettet således, at rundt om selve koncertpladsen, som var aflukket indtil klokken 18, var et restaurant-område skudt op af jorden. Her kunne de af os, der havde været så snedige at dukke op 1½ time før, få serveret en snert af festivalstemning, i form af slatne burgere, shots i reagensglas og halvdovne fadøl i plastikbægre til overpris, medens vi kunne betragte et imponerende syn gennem det stormaskede hegn: Genesis-scenen. Den lignede mest af alt et futuristisk cirkustelt, og scorede temmelig mange point i min fascinations-bog.
Efter lang tids venten trådte en veloplagt Phil Collins ind på scenen, og spurgte, om vi var klar på lidt underholdning. Det var vi, og bandet krediterede med et af aftenens mange medleys fra de tidligste år. Når sandheden skal frem, så har Genesis en underlig plads i mit musikelskende hjerte. Skal jeg være lidt kynisk, så hører deres polerede lyd og poppede kompositioner slet ikke hjemme der, men uanset hvad jeg selv mener, så har både lyden og sangene taget plads for lang tid siden. Jeg kom til koncerten med to forhåbninger: At de ville fremføre nogle af de helt gamle, musikalske eskapader, og at de ville voldspille (helst) alle sangene fra et af mine ”all time” yndlingsalbums: Invisible Touch. Og til min store glæde var det lige netop hvad de gjorde. Sange fra albums som Duke og The Lamb Lies Down on Broadway blev bl.a. spillet i lange, skønne medleys, og fra Invisible Touch fik vi både ‘Land of Confusion’, ‘Throwing It All Away’, ‘ Domino’, ‘Tonight Tonight Tonight’ og sangen ‘Invisible Touch’. Jeg havde placeret mig umiddelbart foran mixerpulten, og bortset fra et par enkelte gange hvor lyden bevægede sig lidt rigeligt i vinden, havde jeg intet at udskælde den for. Den var defineret. Ikke for tung. Ikke for spinkel. Lige præcis tilrettelagt sådan, at jeg kunne få alle instrumenterne med under selv de mest storslåede passager,
Kigger man på performance, kan det jo ikke undgås, at man bemærker musikernes alder. Selvom Phil Collins stadig er en spradebasse og en eminent entertainer, kan det stadig ikke hamle op med den aktivitet, man ser på de store scener i dag. Genesis forsøger så at kompensere med en arkitektonisk sceneopbygning og en god portion fis og ballade (bl.a. i form af ”i-can’t-dance-dans” naturligvis). Det lykkedes for dem, og når deres stillestående, men koncentrerede, ansigter toner frem på de gigantiske skærme der omfavnede bandet bagfra til tonerne af ‘Mama’, kan man kun trække på skuldrene over dem der gerne så lidt dansepige-pep og guitaren over nakken.
Alt i alt var jeg rigtig godt underholdt, uden at jeg fluks farer ud, og køber det eksemplar af gårsdagens koncert, som der blev reklameret for før koncerten. Det eneste rigtig store minus ved mit møde med Genesis anno 2007 var, at rygtet om at Peter Gabriel ville tilslutte sig truppen, ikke holdt vand. Det er jo på ingen måde sikkert, at det ville have gjort musikken bedre, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville have gjort selve oplevelsen større, og det var nu engang den jeg jagtede, da jeg stillede mig midt i Concert Arena i går aftes.
