Der mangler bid i denne ellers ganske sympatiske debut
Danske Powderhog er ude med deres selvbetitlede debut, og ifølge deres pressemeddelelse er de med den klar til indtagelse af den danske rockscene samt turné i både Danmark, Tyskland og USA. Producer på albummet er Jacob Hansen (Volbeat, Raunchy og Hatesphere), og til sammen lover ovenstående rigtig godt for denne danske rock-debut.
Der er i høj grad tale om en god gammeldags gang rock n’ roll. Powderhog kalder det selv for garagerock, men det er både musik og produktion nu lidt for pæn til, at jeg vil gå med til at kalde det. Men de fire gutter i Powderhog trykker den nu af fra start til slut på albummet, i en genre der kunne lyde lidt som D.A.D, der møder svenske Backyard Babies.
Albummet byder på 11 skæringer. Der er sådan set ikke noget i vejen med nogen af numrene, og produktionen er helt i top, men alligevel efterlader debuten mig med en noget tom fornemmelse selv efter adskillige gennemlytninger. Der er simpelthen intet originalt eller særligt charmerende ved denne debut, som jeg har hæftet mig ved.
Johnny Houmarks vokal er umiddelbart rigtig god og tilpas rock n’ roll, men igen: I længden mangler der simpelthen noget unikt og noget at hæfte sig ved, som gør, at man ikke mister interessen for Powderhog alt for hurtigt.
Af positive ting skal det nævnes, at Powderhog formår at præsentere en god gang spade-rock fra start til slut uden så mange dikkedarer, og jeg kunne faktisk godt forestille mig, at de kunne være en fed oplevelse live. De har helt sikkert fat i noget rigtigt, og nu mangler de så bare at finde ud af, hvordan de vil adskille sig fra så meget andet rock, der er udgivet de sidste 10 år.