En kunstners forsvindingsnummer – Interview med Connor Kirby-Long på Iceland Airwaves 2007
Det er svært at få armene ned efter den niende årgang af Iceland Airwaves, der af de fleste indviede beskrives som den 66. breddegrads bedste musikfestival – og den eneste. Alligevel hænger de dog slapt ned langs kroppen, armene, efter en uges aktivt ophold i byen Reykjavik, og en genkendelig mild depression rammer de hjemrejsende, der kun har mandagen, virkeligheden og det flade fastland at se frem til.
Iceland Airwaves er cool, nogen mener for cool, men det kan efter denne årgang ikke diskuteres længere. I en kort opsummering af festivalens målrettede indhold finder man over 300 islandske bands og solokunstnere, gamle såvel som nye. Byen rystes så selv lavaen slår revner (1. naturmetafor), da alle byens rum bliver taget i brug. Alle vil være med, og alle får lov at lege med. Dertil kommer de utilsigtede og mere eller mindre tilfældige begivenheder, der beriger og farver denne festival til en skøn farvelade. Der er off-venues med musik til eftermiddagene, der er nordlys på himlen når mørket falder på – hvis man kigger godt efter, og i det fjerne ser man minsandten Yoko Onos nyligt indviede IMAGINE PEACE TOWER, hvis lyskegle stræber mod himmelen, mod Lennon og mod forlængst fortabte drømme.
Det svimlende antal af bands illustrerer den nødvendige spændvidde og størrelse som festivalen har fået. Ikke nok med at man præsenterer det ene nyudklækkede band efter det andet i vækstlagets og nyhedsværdiens navn, men man lader også ældre kendinge få plads på scenen, så genkendelsens glæde hvert år vokser sig større. På fantastisk elegant vis står det nye og det gode gamle ikke i kontrast til hinanden men rettere som en symbiotisk suppedas og supplement.
Men ikke kun lokale islandske bands er med. De sidste par år har festivalen udvidet sit internationale program, og amerikanske Khonnor er bare et af navnene på plakaten, der også tæller bl.a. Deerhoof, of Montreal, Annuals, Plants and Animals, Grizzly Bear, Trentemøller, Snake and Jet’s osv. Men i modsætning til denne række af hyperpopulære og aktuelle bands, står Khonnor som det største mysterium, ikke så meget i festivalprogrammet som i hans flerårige fravær fra den elektroniske musikscene; i form af hans notoriske koncerter på Stengade og Roskilde i 2005, i de mange pseudonymer og kreative konkrete masker, i hans mesterlige debutplade ‘Handwriting’ fra 2004 og særligt hans ihærdige opgør med denne siden hen.
Dagen efter sin koncert på Reykjaviks nye flotte spillested Organ samt en mindre men måske mere vellykket off-venue koncert, er Khonnor klar til at sætte ord på, og – kun afbrudt af periodisk næseblod – går afmystificeringen igang.
Bag masken
Hans navn er egentlig Connor Kirby-Long, han er lige fyldt 21, er fra St. Johnsbury Vermont, og har allerede udgivet musik under så forskellige navne som Grandma, I Cactus, Gaza F*gg*t på sin seneste EP og altså Khonnor, som de fleste kender ham som. Ikke kun kunsternavnet skifter, som Islands uforudsigelige vejr på en god dag (2. naturreference). Det visuelle udtryk, ansigtet, ændrer sig for hver gang man oplever Connor Kirby-Long live. I et kunstneriske fosvindingsnummer leger han med anonymiteten og identiteter, idet han ifører sig masker af forskellig art.
”Det er acne det her” indleder Connor interviewet med højlydt latter mens han peger på sit unge ansigt. ”Det er sjovere på den måde. Jeg ville hade at kalde det en gimmick.” Maskerne har gennem årene varieret fra det Donnie Darko-lignende kaninmonster på hans officielle pressebilleder; venlige bjørnemasker på Roskilde og t-shirten med de paradoksale ord ”I’m Not Khonnor”; til aftenen før hvor Connor og de to venner og musikere Ben Boye og Cliff Ingram optræder med Roccocolignende parykker. Det er en måde at skjule personen Connor, og samtidig en måde, hvorpå han kan tillade sig at gøre det samme med musikken.
At skifte stil radikalt og rabiat fra den ene udgivelse til den anden, fra ét øjeblik i et live nummer til det næste, og aldrig give publikum hvad de forventer.
”Mange af mine udgivelser lyder forskelligt. Jeg har været særlig hemmelighedsfuld omkring min nye EP (Welcome to the Softbo under pseudonymet Gaza F*gg*t, red.), der kun er ude online”.
Det kan lyde meget naturligt og som en ren nødvendighed for en kunstner at skifte musikalsk stil og retning, men i tilfældet Connor må man kende forhistorien.
Når kunsten fanger
I 2004 overraskede en ukendt 17-årig dreng den uafhængige musikscene med ikke mindre end et mesterværk af en debut. Pladen hed Handwriting og lyden var befriende, drømmende, ambient klingende ud i det uendelige rum og med mere end frie associationer til shoegaze musikkens abstraktioner og udflydende guitaranslag. Udgivelsen blev fulgt af livekoncerter, og således også på Nørrebros Stengade 30, der efter sigende var en af Connors første koncerter udenfor Nordamerika. Huset var pakket fra start – henimod slutningen var der kun omkring 20 mennesker tilbage, og mange undrede sig over hvad der egentlig foregik på scenen – og bag den?
”Jeg havde det så dårligt efter showet, jeg stressede fuldstændig og mit hjerte hamrede løs. Jeg ved ikke. Efter sigende faldt jeg om og det næste jeg husker er at jeg vågner op i en ambulance. Det var virkeligt forfærdeligt. Jeg turnerede på det tidspunkt med min ven Aron og vi oplevede nogle situationer med vildt meget stress. Under koncerten råbte folk af os, det var helt fucked up.”
Hvad der får folk til højlydt at pibe den af pressen erklærede ”wonderkid” ud, kan der være mange årsager til, men den mest åbenlyse må være, at de ikke fik hvad de kom efter. ‘Handwriting’ live.
”Ja, jeg vil sige, at jeg måske udgiver en enkelt plade mere på Monotonik, men jeg tror det bliver den sidste udgivelse under pseudonymet Khonnor.” ”Det er alt for kompliceret, omdømmet, og jeg bliver virkelig defensiv når jeg hører folk tale om mine koncerter, for jeg er kendt for at være en virkelig dårlig live kunstner, og det er noget jeg vil lave om på.”
Man kan begræde, at en kunstner kan finde på at kaste sin succes fra sig på så brutal vis som Connor gør når han spiller live. Hans legeplads af lyde, støj, forstyrret vokal og generel anarki i ledningernes rod ligger langt fra det saligt melodiøse og svalende lydlandskab, der er Handwriting. Men efter at Connor sætter ord på tiden efter udgivelsen i 2004, hvor han gennemgik flere års depression og droppede sit universitetsstudie i tidlig elektronisk musik, giver det mere mening, at Khonnor-karakteren i dag er ude i kulden.
Den første oplevelse mange har haft med Connor var, da det svenske kvalitetsmusikprogram This Is Our Music besøgte ham i hjembyen St. Johnsbury, Vermont. Man fulgte Connor og et par venner rundt i den tomme by, i et til tider skræmmende nært portræt. Spørgsmålet er om programmet i sidste ende gik for tæt på den på det tidspunkt 17-årige hovedperson?
”Det var mærkeligt at have folk i hælene, nogle gange føltes det lidt som om de overskred en grænse, en slags exploitation .”
I dokumentaren giver Connor da heller ikke meget plads til sympatisk omtale af omgivelserne, forældrene eller broderen, der for nyligt havde slettet en hel harddisk med materiale til to nye plader, så man som fan blot kunne sukke over tabet. Men dette portræt af en provinsiel by på grænsen til reel stilstand er også noget mange kan relatere til.
”Der er nogle bizare og coole aspekter ved den by. Jeg rejste faktisk først for nyligt derfra, da jeg blev 21 i sommers. Jeg har tilbragt altfor meget tid der. Hvad der virkelig kom frem i den dokumentar var en slags desperation og det at ville noget virkeligt meget. Den by er et emotionelt sted for mig.”
Historien om Connor Kirby-Long ender dog ikke trist, tværtimod, for det kontinuerlige opgør med hjemstavnen, fortiden og forventningerne har ført den unge musiker længere ud i sin eksperimenteren med musikken, så langt som til Reykjavik, Island.
”Vi har hængt meget ud, og har ikke hørt så mange bands endnu. Vi har alle været ret stressede op til koncerten, og vi nåede ikke at få et soundcheck…”
Connor, Ben og Cliff spillede som sagt ikke blot en enkelt koncert på Airwaves men også et kortere off-venue set, ligesom de gæstede bandet Thundercats, et nyt projekt fra de islandske drenge i bandet Úlpa.
Musik konkret
Hvis man har lyttet til Connors musik, både de plader der reelt er udgivet og den musik der kun kan findes online, vil man kende til spændvidden i hans musikalske univers. Handwriting gav indtryk af en helhed, en subtil kælen for melodier med vokalen som ledetråd gennem albummet, og ind imellem udbrud af dristige temaer på guitarens strenge. Vokalerne og den lyrik der gemmer sig kommer somme tider op til overfladen og fremtoner transparente – hvorefter de vender tilbage til shoegazens mudrede udtryk.
”Lyrikken på Handwriting er en ting der virkelig irriterede mig. Jeg ville oprindeligt ikke udgive teksterne, og det er pinligt at de (pladeselskabet Type Records, red.) ville trykke dem i coveret. Den plade handler overhovedet ikke om teksterne men langt mere om musikken. Jeg har altid opfattet vokaler som en anden form for instrumentering. Jeg sang ikke for at udtrykke mig selv så meget som for at finde en let måde at skrive melodilinien på.”
”Der er en masse vokalharmonier, som jeg godt kan lide lyden af. Men der er ingen hensigter om tilståelse eller lignende. Jeg har hørt adskillige spekulationer over hvad teksterne skulle betyde, om ulykkelig kærlighed og den slags lort. I har virkelig regnet den ud!”
Det handler om at benytte vokalen som tekstur, hvilket Connor og band gav en forsmag på dagen før under deres off-venue gig.
”For at være helt ærlig synes jeg ikke unge er gode til at skrive tekster overhovedet. Man siger, at man skal vente med at skrive poesi til man bliver 30, og på samme måde synes jeg en masse unge musikere stinker. David Byrne skriver fantastisk lyrik. Tekster skal være morsomme og intelligente, synes jeg. Ikke for intelligente dog.”
Tekster og vokal har dog været langt mere sporadisk tilstede på den musik, der fulgte efter Handwriting. I stedet er tilgangen en anden, baseret på stemninger, udtryk og processer rettere end traditionel nodeskrivning.
”Måden jeg skriver musik på har forandret sig meget. Det starter ret enkelt. Min metode i dag er i høj grad flydende og idébaseret. Normalt tænker jeg tingene igennem i mit hoved før jeg optager dem. Jeg ved overhovedet ikke hvordan jeg skal forklare det – jeg skriver det som jeg har lyst til at høre på netop det tidspunkt.”
På den måde afspejler musikken automatisk stemninger og sindstilstande hos musikeren, og de nye kompositioner med dansable beats (fx ”Poke” fra EP’en For Your Broken Heart under pseudonymet Grandma) har sikkert overrasket mange og rejser spørgsmålet om Connor bevidst skriver musik til dansegulvet?
”Det ville jeg helt vildt gerne gøre på et tidspunkt, som et slags konceptalbum – ligesom bare lave et dance album! Det ville være fedt. Jeg elsker at programmere musik, men det var ikke ligefrem tiltænkt dansegulvet. Men måske på et tidspunkt, for jeg bliver mere og mere interesseret i at lave beats.”
De overraskende momenter er mange i det ellers så genkendelige ambiente soundscape , og at dømme på den nyeste musik lyder det som om faren for at blive fastholdt i en kunsterisk stilstand ikke vejer så tungt.
Viljen til at udgive musik
”Der må ske en omstrukturering af den måde jeg laver og udgiver musik på.”
På spørgsmålet, om fremtiden for hans udgivelser er udelukkende digital, er svaret klart.
”Overhovedet ikke. Jeg har bare haft lidt for mange slag mod mit ego, og det har sløvet min.., ikke ligefrem produktivitet, men min lyst til at udgive ting, og jeg føler at jeg er ved at genvinde lysten ligeså langsomt. Der er jo ikke noget bedre end at have den fysiske udgivelse i hånden. Jeg køber stadig cder og synes ikke det er en uddøende kunstform, jeg tror aldrig den vil dø. Hvis du laver interessant musik er det rart også at få den indpakning, der repræsenterer musikken. Det skal være for samlerne, ethvert format, selv kassettebånd.”
Nostalgien toner på foskellig vis frem i Connors musik, være det sig My Bloody Valentine-svævende guitarstøj eller blot legen med misbrugte walkmen, nintendo game boys og diverse pedaler i drengenes live set. Men også inspirationen fra de gamle mestre indenfor den eksperimenterende musik og film sætter sine auditive spor.
”Jeg har altid elsket levende billeder”, og på spørgsmålet om han selv har ambitioner med filmmediet lyder svaret –
”Jeg vil gerne, mit kamera er bare i stykker for tiden. Min ven Andrew og jeg har leget med forskellige ideer… hvem ved hvad der vil ske? Man kan altid være håbefuld.” Efter at Connor name-dropper en række inspirationskilder, kan man netop kun håbe og sætte sin lid til at den dreng engang også vil skabe visuelle billeder.
”Jeg har lige købt den nye Jodorowsky box, og har også set ‘Santa Sangre’ for nylig.”-”Japansk horror og cyberpunk, det er virkeligt abstrakt men helt vildt fedt.”
Forbindelser mellem musik og billeder er noget som idolet Lynch præsterer med præcision og støjende ynde, og navne som Badalamenti, Penderecki og Julee Cruise kommer også på bordet.
”Jeg har lyttet meget til musik fra sen 60erne og de tidlige 70ere. Delia Derbyshire skrev blandt andet temaet til Doctor Who. Hun arbejdede ved BBC’s Radiophonic Workshop, og var virkelig på forkant med pionerende bånd- og elektronisk musik.”
Siden mødet finder sted i en kælder i Reykjavik under en in-store koncert med øens stærkeste drone rockers Singapore Sling – og under nordens mest eklektiske musikfestival falder spørgsmålet om Connors kendskab til den lokale scene naturligt.
”Björk selvfølgelig! Derudover kender jeg lidt til Andrew Mckenzie, der plejede at bo her, og hans projekt Halfer Trio.”
Det står klart at det er den alternative side af musikscenen der tiltrækker, og det samme kan kun siges om Connors egen kunstneriske retning.
”Jeg er klar til at starte på ny. Jeg er blevet mere positivt indstillet, og havde bare et par hårde år.”
”Jeg vil rigtig gerne spille mere med de her fyre, men de bor i Chicago og jeg er i Vermont. Der er aldrig nogen løfter. Jeg kan ikke love at jeg nogensinde vil lave et album igen.”
Handwriting-æraen og al den opmærksomhed der fulgte har tydeligvis sat sine spor, og Khonnor-karakterens forsvindingsnummer syner efterhånden tilgiveligt.
”Det var helt vildt, og det gjorde mig ret nervøs. Jeg fortryder nogle ting i forbindelse med hele den oplevelse, men jeg tror at det vil ændre sig nu.”
Connor slutter på en lys tone ligesom Iceland Airwaves, der i år brillerede med et bragende flot line-up af alt det nye og gamle i glædelig forening, og i særdeleshed med plads til de eksperimenterende navne, der måske ikke helt har livescenen i deres hule hånd, men som til gengæld har mange navne, masker og lyde
