Sublim post-punk
Allerede i åbningsnummeret “Surname Of Copenhagen” italesættes den fremmedgørelse, der skal vise sig at være en rød tråd gennem Normandie. Mod en baggrund af omklamrende guitarer og tunge beats strækker forsanger Asbjørns verdensfjerne stemme sig rodløst og fortvivlet undersøgende i alle retninger. Sangen finder sin vitalitet i den desperation, der resulterer, når individet fødes udenfor en meningsgivende kontekst. I Decorate. Decorate. er der ingen givne fikspunkter og følgeligt ingen retning at klamre sig til, når alt andet smuldrer.
Fremmedgørelsen finder sit mest eklatante udtryk i efterfølgende “Europe Has No Heart”, som med tæt konkurrence fra “International” samtidig er albummets stærkeste nummer. Musikalsk væves lytteren fra første sekund ind i et dronende spind af paranoia, hvor hvert trommeslag og hvert anslag mod guitaren virker til at understrege den grundlæggende følelse af snarlig undergang. Lyrisk er sangen et poetisk observerende indblik i en verden, der bevæger sig mod åndelig død. Netop den uundgåelige bevægelse mod undergangen understreges gang på gang lyrisk ved referencer til transportmidler; det risler koldt ned af ryggen når Asbjørn på en enkelt linje messende tematiserer sit projekt med de simple ord “These. Are. The. Rails”.
Bag mørket gemmer Normandie på en trods og et håb, som gør albummet til et flerdimensionelt bekendtskab. Det er de ånds- og menneskefjendske systemer, der er grobund for albummets fremmedgørelse, men Decorate. Decorate. er ikke blind overfor, at systemerne består af mennesker, som har potentialet til at rive sig løs. “These are the rails” men senere i samme nummer gøres det med manisk vokal intensitet klart at “you are the train”. Decorate. Decorate. har andet og mere end mindeord over et samfund i forfald; de præsenterer et sidste kald til at vende udviklingen.
Musikalsk er Decorate. Decorate.’s inspirationer tydelige. Her er masser af post-punket intensitet, som vi kender den fra Joy Division, men måske i endnu højere grad en arv fra David Bowie’s gyldne Berlin-år. Sidstnævnte pointe får en ekstra pondus, i og med Asbjørns stemme til tider har en uhyggelig lighed med Bowies. Det bliver særlig tydeligt på den første af albummets ballader “Karen”, som samtidig er det ubetinget svageste nummer på Normandie. Mere format er der over efterfølgende “Evelyn”, der med sine episke guitarsoloer og monotont inderlige lyrik skaber følelsesmæssig bølgegang hos lytteren. Placeret midt i albummet falder de to ballader dog en smule ved siden af den røde tråd, der ellers ville løbe gemmen Normandie.
“International” fortsætter tematikken fra “Surname Of Copenhagen” men tager musikken i en langt mere dynamisk og “upbeat” retning, end albummet ellers byder på. Skiftet passer glimrende ind, og viser at Decorate. Decorate.’s musikalske vision er for bred til at lade sig tilpasse en snæver skabelon. Samtidig byder nummeret på linjer, der i deres simple dybde er blandt albummets stærkeste, “let’s have a laugh then / let’s start a conversation / let’s discuss why metal can’t fly / why birds aren’t covering the sky / why the market is an all time high / why the drugs aren’t working right”.
Albummets studieindspilninger lukker med den smukke og vækkende “Departure”, som viser en om muligt endnu mere eftertænksom side af Decorate. Decorate. end de tidligere numre. Her er revolutionær men afdæmpet og enigmatisk retorik. “let’s go out / there’s a war / and you’re invited // let’s go out / there’s war / and you’re it” maner til eftertanke, og musikalsk understøtter nummeret denne afsluttende tid til fordybelse; en tråd der tages op på glimrende vis på albummets live-ekstranummer “11th”.
Medregnet det afsluttende bonusnummer løber Normandie ikke i mere end små 28 minutter. Til gengæld er albummet tilstrækkelig pakket med intensitet og højdepunkter, til at det er svært at se som mere end et ubetydeligt kritikpunkt. Decorate. Decorate. formår på debuten at bringe poesi og musik sammen i noget nær en perfekt forening. På trods af et enkelt nummer der ikke lever op til albummets standard, er der i undertegnedes mening tale om den bedste danske post-punk plade i meget lang tid; måske endda siden hedengangne Scatterbrain. Det er da også kun det ene svagere nummer, der forhindrer en absolut topkarakter. 9 store stjerner herfra.
