Fuck the past
I modsætning til mange andre koncerter på Odeon var der overraskende få mennesker til 18th Dyes koncert. Synd for bandet, til gengæld kunne publikum for en gang skyld opleve en koncert på denne scene uden at skulle stå som sild i en meget lille tønde. Men koncerten var et ganske godt eksempel på en af de mange fejlvurderinger, der blev foretaget i år mht. sceneplacering af bands.
Det skal dog ikke komme dette band til last, for det afholdt ikke trioen fra at spille god, gedigen støjende rock med enkle melodier. Der blev budt på bragende støjflader og fine vokaler fra Heike Rädecker, der overstrålede de andre i 18th Dye i udførelse af støjballaden ”Amorines”.
Medguitarist Sebastian Büttrich satte tonen for koncerten med ordene ”Fuck the past, here’s a future song”, hvorefter hovedvægten af settet bestod af numre fra bandets seneste udspil Amorine Queen. På trods af 10 års pause er trioen så sammenspillet, at der intet er at sætte på det musikalske. De tre musikere kender hinandens styrker og svagheder og komplimenterer hinanden, men var dog ultimativt bedst, når der blev larmet allermest.
Pauserne mellem sangene var dog fyldt med småsnak, der var ren tidsspilde. Dedikationerne rullede af tungen på dansk, engelsk og tysk, bare så alle kunne være med. Og ordstrømmen blev et ret forstyrrende element i en ellers velspillet og medrivende koncert.
18th Dye spillede ganske vist også lidt af det gamle, kantede materiale, men ingen tvivl om at bandet nu fokuserer på en blødere lyd, og det klæder trioen og deres livelyd, der i de fineste øjeblikke kan oversvømme sanserne med lydlige angreb og luftige vokaler.
