
Veto – et band i den danske bevidsthed
Vi er nogle, der havde regnet med at Veto ville være navnet, der skulle åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival. Man plejer at åbne festivalen med et dansk navn, tidligere har det f.eks. været Superheroes og Magtens Korridorer, så Veto havde været oplagte. Sådan blev det imidlertid ikke, men det viste sig at være til Vetos fordel.
Vetos var sat til at spille på Festivalen næststørste scene Arena, som stadig i min terminologi hedder grøn scene. Dette er en stor scene og der skal ret mange mennesker til, for at den virker fyldt. Jeg ankom i god tid for at se, hvordan tilstrømningen ville være, og det viste sig at være en god ide, for allerede en halv time inden koncertstart var teltet pakket med forventningsfulde fans, og stemningen var intens.
For mit vedkommende var koncerten forbundet med stor forventning. Dette var koncerten, hvor det populære danske band kunne vise deres værd. Kunne de fastholde min interesse, eller ville de spille sig ind i ligegyldigheden?
Publikum var en blandet størrelse. Man kunne have forestillet sig, at der mest havde været yngre fans tilstede, men en del fra ”forældregenerationen” var også mødt frem, for at tjekke bandet ud. Veto begyndte uden så meget omsvøb, og efter blot to sange var bandet og publikum helt varmt. Denne energi blev på forbløffende vis bibeholdt resten af koncerten. Elektroniske beats blandede sig med finurlige indie-guitar-figurer. Tilsat Troels Abrahamsens markante vokal, var det opskriften på gang i den i Arenateltet, der flere gange nærmest løftede sig.
Selv om drengene fra Veto med sikkerhed var til Radiohead-koncerten aftenen forinden og bestemt låner elementer af lyd mange steder fra, så har bandet også deres helt egen distinkte stil og tilsyneladende deres helt egne publikum-hits. Ved lejlighed overdøvede den syngende mængde næsten Abrahamsens sang.
Forsangeren og frontmand Troels Abrahamsen fortjener et par ord særskilt. Det er tydeligt, at meget af bandets energi strømmer direkte fra netop hans kreativitet. Han leder bandet og står i front. Han er en talentfuld mand, med noget på hjertet og et enormt drive, men det ændrer ikke ved, at han på scenen er en kikset person. Hans bevægelser forekommer firkantede og barnlige og hans fremtoning er på én gang lurvet og lidt morsom, men faktisk synes det at være et af bandets store fordele. Man slapper af i Troels selskab og følger ham på scenen. Man føler sig aldrig sunget ned til og man er mere i selskab med Troels, end man bare er en dum tilskuer. Veto er et sofistikeret og intelligent live-act og meget af dette ville forsvinde, hvis bandet havde en af disse super tjekkede og lækre forsangere.
Selvom der ikke var mange tekniske ting at sætte fingeren på og koncerten havde en fin opbygning og selvom publikum havde sig en fin fest tidligt fredag aften, var det som om Veto stadig har noget at lære. De mangler noget af den sceneerfaring, der kan udløse topkarakterer og deres sæt mangler den alsidighed, der er svær at have, med kun to albums på bagen. Alt dette kan dog igen vendes til en fordel, da det bliver spændende at se, hvad Veto kan drive det til i fremtiden. Den bedste fremtid man kan give et band, er en med plads til udfoldelse og vækst. Hvis de lykkes Veto at fastholde det niveau de udviste på Grøn scene, spår jeg dem en stor fremtid.