Om at anmelde en legende
Neil Young er et kæmpe idol og en af rockhistoriens allerstørste skikkelser, så det er med ærefrygt at min pen møder papiret. Jeg havde allerede inden koncerten på fornemmelsen, at den blotte oplevelse af nok en gang at se Neil Young ville vække en trang i mig til at give topkarakter. Uanset hvor uoplagt han var, eller hvor dårlig lyden var, ville det blive en slags åbenbaring for mig. Det står vist klart for læseren, at jeg gik ind til denne anmeldelse farvet af min begejstring – og at denne utvetydige subjektivitet lå mig på sinde som anmelder.
Det viste sig dog, at der ikke var noget at være nervøs for, Neil Young spillede et brag af en koncert, som vil komme til at stå blandt de bedste jeg har hørt på festivalen. I det følgende vil jeg redegøre for, hvorfor Neil Youngs koncert på Roskilde gjorde sig fortjent til denne vurdering. Det er stunder som denne koncert en festival-elsker, som jeg, lever og ånder for – og det er der flere grunde til:
– Som det andet nummer spillede Neil Young det legendarisk ”Hey Hey My My,” som er en hyldest til rock n’ roll og derfor i høj grad synes at have sin berettigelse på denne scene. Et nummer, som Neil Young ellers i en årrække har nægtet at spille, efter Kurt Cobain citerede det i sit afskedsbrev.
– Det var et klart plus, at han spillede så mange sange, som publikum kendte og efter min mening gjorde det koncerten til noget særligt, at der blev spillet så mange sange fra Harvest (”Heart of Gold”, The Needle And The Damage Done”, ”Words” og ”Old Man”).
– Koncerten blev understreget af en helt legendarisk solnedgang bag Orange Scene.
– Neil Young selv fremstod yderst veloplagt og erklærede sin kærlighed til Danmark og til Roskilde Festivalen (ja, ja, man har vel lov at være lidt nem, når det kommer til dem man beundrer…)
– Til sin koncert i Falconérsalen, startede Neil Young ud med et akustisk sæt, kom tilbage efter pausen og spillede pigtråd. På Orange Scene var denne stringente rækkefølge vendt om. Han lagde ud med en håndfuld støjende rocknumre, for derefter at spille sange fra det mere country-prægede katalog, herunder et par soloer – for til sidst at spille op igen med noget mere pigtråd.
– Koncerten afsluttedes med en fænomenal fortolkning af Beatles gamle ”A Day in A Life”, hvor gamle Neil Young spillede så hårdt på sin gamle guitar, at der til sidst knapt nok var en streng intakt. På den måde fastslog han at han stadig kan spille en gedigen rockkoncert og endda bedre end mange af sine yngre kollegaer.
Mine forventninger blev indfriet og koncerten placerer sig som en af de allerbedste imellem de hundredvis jeg har set på festivalen de sidste 14 år.
