Aldrig i kansasdragt!
Det københavnske rockband Alive With Worms er en af Danmarks bedst bevarede livehemmeligheder. Det er et kvart århundrede siden bandet blev dannet med rod i det københavnske punkmiljø. Lige siden dengang har Janine Neble sunget for og udgjort en meget unik og utroligt seværdig galionsfigur for Alive With Worms, der i forsommeren 2008 udgav den imødesete studieplade Incognito. Anmeldelserne af koncerterne, der bakkede udgivelsen op, berettede (igen) om en helt særlig og særlig god kvindevokal i front for den erfarne sekstet.
Janine er kunstner af den gamle skole. Hun synger og udtrykker sig fordi hun ikke kan lade være. Fuldstændig i tråd med den romantiske kunstner-arketype hun minder mig om, reagerer hun på inspiration og intuition i sin sang. Og det kan høres. For når Janine synger, lyder det som om, der er direkte forbindelse fra skød og hjerte til mikrofon.
Jeg har mødt sangerinden forud for det, der lader til at blive endnu en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, den 28. november på Loppen i København. I den blå time på Café Intime fortalte Janine om punk, kansasdragter og komplimenter fra Buckley. Kort sagt om livet, som det tager sig ud for en vaskeægte punkdiva, der har sunget i 30 år, fordi hun ikke kan lade være.
Et liv uden skrupler
Uden videre omsvøb starter Janine med begyndelsen:
– Jeg kommer oprindelig fra Randers. Først ville jeg være danser, men så fandt jeg på at jeg ville gå til opera.
Gå til opera?
– Ja, det var så let for mig at synge opera på badeværelset, så min mor sendte mig til timer hos en operasangerinde i Randers da jeg var 16. Det første band jeg sang med var Mirage, et heavyband.
Okay, hvordan faldt det dig ind at synge opera med et heavyband?
– Min mor var selvfølgelig mopset, hun ville have jeg skulle synge opera, men det var rocken jeg syntes var fedt. Jeg startede med at synge med på Queens og Bowies sange derhjemme på badeværelset, og så kunne jeg bare ramme de der toner hele tiden. Det er kommet meget let til mig. Jeg hørte meget fransk musik og klassisk som barn. Og dansktop, ha ha ha.
Dansktop?
– Jamen, det var jo bare gode danske sange. Det var så harmløst. Men så kom der jo Bowie. Og Bowie. Og Bowie. Og Queen og Lou Reed. Det var bare skønt at opleve dem, at finde dem. Det jo bare fantastisk. Altså Hunky Dory…Det var bare…Jeg havde ikke lyst til at leve det liv, en operasangerinde burde gøre, med café latte og tidligt i seng og undervisning undervisning undervisning. Jeg valgt rock- og punkmusikken, et liv uden skrupler. Jeg havde brug for at slå mig løs.
Hvorfor rock og punk som udtryksform?
Jeg har altid været mig selv, en indadvendt lidt depressiv type. Jeg har aldrig været sådan en, der skulle på højskole, vel. I punken kunne jeg komme af med mine aggressioner. Det er en form for øh…Man er sådan lidt indesluttet og har enormt meget, man skal af med. Man er sådan lidt småparanoid og har haft enormt meget at skulle sige, at komme af med. Det er nødvendigt for mig. Det er nærmest ligesom at skulle gå til alters. Og hvis det lykkes, er det som at få en åbenbaring.
København 1983
Som 18-årig flyttede Janine hjemmefra til Århus, derfra videre til København som 20-årig, hvor hun blev en del af punkmiljøet. I Købehavn kom hun med i musik-performance-fællesskabet Støjens Aften og mødte guitarist Lars Bjerre og komponist og musiker Signe Hjort (som Janine senere formede Alive With Worms med, JN.).
– De (Signe Hjort og Lars Bjerre, JN.) stak mig et bånd med nogle spor, jeg kunne synge til, blandt andet “Ave Maria” og “I’m dead I don’t know”. Det er nok de numre, vi har spillet mest, og det kom bare helt naturligt til mig, og sådan har vi arbejdet sammen lige siden. Nå men, så lavede vi tre det her band i 1983 med Peter Holmgaard og Tomas Ortved (Line-uppet har ændret sig siden dengang. I dag består Alive With Worms af Janine Neble, Tomas Ortved, Tom Martens, Henrik Liebgott, Lars Bjerre og Jack Giersing, JN.). Vi lavede mange happenings og blev et kendt undergrundsnavn i København, men uden at have en pladekontrakt.
Hvordan var punkmiljøet i København, da du kom dertil i startfirserne?
– Det var jo det her sorte, kunstnermiljø…der var meget speed i den, ha ha ha. Man har mistet en masse venner. Det var hårdt, men jeg ville ikke have været det foruden. Nu er vi jo kommet op i alderen, og mange fra dengang er væk: Enten er de døde, eller også er de blevet borgerlige, ikke. Vi var de sidste, der fik lov: Til at være på bistand, og være kunstnere. Vi levede udelukkende af ris og gik i lag-på-lag-på-lag af hullede nylonstrømper. Vi var en klike og vi holdt sammen og fuckede resten. Alt har forandret sig. Vi var så vant til at være i fred, og det må vi ikke længere. Det er der mange i min generation, der ikke kan forstå. Vi er enspændere. Jeg synes miljøet i dag er røv og nøgler. Jeg synes, der er mange gode bands, men også rigtigt meget crap. Jeg kan ikke klare industrien. Der er ikke nogen der tør at spille noget musik der lige…Der er fede bands allevegne, og de får ikke lov af radiostationerne til at komme igennem.
Det amerikanske eventyr
I midten af 80’erne tog du til USA. Hvorfor?
– Signe blev forelsket i en amerikaner, og hun ville have mig med til New York. Så begyndte vi at spille små gigs, og lavede Maria Ex Communicata i 1986. I New York var det lige ved at blive det helt store. Vi fik lige en smag af succes: Limousiner, hotel og ordentlige forhold, ha ha ha. Vi var opvarmning til Blondie og Tom Tom Club i New York og andre amerikanske storbyer. Men vi blev lagt på is af vores manager, der ikke ville lade os spille, før vi indspillede en ny plade. Så fik vi så et nyt pladeselskab, og fik lavet en plade. Men så begyndte vi piger at toppes om rettigheder og penge og røg lige pludselig i retten mod hinanden. Og så blev pladen aldrig udgivet. Den ligger bare og samler støv et sted. Og den kommer aldrig ud.
– Det gode ved Staterne, og ved at komme bare lidt uden for Danmarks grænser er, at der er en helt anden energi fra folk. Bare du kommer lidt uden for landet, er folk på. Danmark er en sovepude, men jeg kan sgu ikke rigtig komme væk herfra. Folk der har prøvet det ved hvad jeg snakker om. Lige da jeg kom tilbage havde jeg bare denne her vilde energi. Lige så stille bliver man sløv i Danmark. I New York har jeg hentet min energi. New York får dig helt op på stikkerne og adrenalinen kommer op i mig. Men det var også afsindigt hårdt, hele tiden at skulle være på. Nu er jeg lullet ind i Danmark. Det irriterer mig, at der ikke er mere kunstnerisk frihed i Danmark. Det hele skal være så pææænt.
– Folk tror fandme at man gør det her for sjov, men det er hamrende hårdt arbejde, og forbrugerne vil bare ha produktet…uha, jeg er vist rigtigt sur, ha ha ha. Det at optræde er min forløsning hver gang. Bagefter kan jeg så klare hverdagen igen.
I 1994 vendte Janine tilbage til Danmark. Signe Hjort bor stadig i New York.
– Da jeg kom hjem, gendannede vi ‘Worms uden Signe. Jeg havde godt nok været hjemme i ’90 og spille en enkelt koncert. Da jeg flyttede til København i ’94 ringede jeg til Lars, der bare sagde ”Kom ned, vi står og øver under Rust og der er to nye i bandet.” Så fik vi så udgivet vores første plade på Freedom records og spillede på Roskilde.
– Men så var det jo, at jeg blev forelsket og gik ud af bandet og startede Column op med Nino. Så gik der fem-seks år, og så kunne jeg ikke holde mig væk længere, ha ha ha. Nu har jeg fundet ud af, at være med i begge bands på en gang, og kommer snart med noget nyt fra Column.
Alt er seksuelt
Hvad er det for et udtryk du har?
– Jeg tror altid mit udtryk har været det samme. Dyb melankolsk og samtidig sådan lidt småhysterisk, he he he. Jeg ved bare, at lige meget hvad jeg har lavet, kan folk høre, det er mig. Jeg har da prøvet at synge pop og jazz, men…øh… Jeg arbejder meget intuitivt, og har aldrig kunnet finde ud af at sætte mig ned og skrive tekster. Jeg lytter til musikken, og så synger jeg volapyk indtil ordene kommer til mig. Hvis jeg skriver teksten først, går det galt. Så bliver det for stift.
– Jeg har prøvet at uddanne mig, på DARK (Det Alternative Rytmiske Konservatorium, JN.). Der var jeg i tre år og prøvede at lære noder og hørelære, men det er sgu ikke lige mig, ha ha ha.
Hvorfor det? Kan man ikke bare stille sig op og synge?
– For mig er det vigtigt, at jeg skifter ham inden jeg går på. Jeg skal ligesom transformeres med kostumer og makeup inden jeg skal synge, så sker der noget. Jeg ville aldrig optræde i en Kansasdragt.
Hvorfor ikke?
– Jeg ved det ikke…Måske fordi der er så lidt show. Jeg vil gerne give hele pakken, både til øjne og ører. Der er for meget af det andet, det der wischy-waschy. Jeg synes godt, der må være noget andet.
Hvad inspirerer dig?
– I øjeblikket er jeg totalt ekset med hende der Duffy. Jeg er også blevet meget inspireret af Amy Winehouse. Når jeg skal prøve at forny mig lidt, lytter jeg til de to, der er lidt mere jazzede på den rå måde. Og tidligere PJ Harvey, er du gal. Altså, Suede var jo også helt fantastiske. Og Peter Murphy (forsanger i Bauhaus, JN.) Så er der jo også Siuoxie and the Banshees. Jeg er helt vild med musikere der har noget karisma og som bliver bedre med alderen – ligesom Siouxie. Men jeg er nok meget navlebeskuende, ha ha ha. Jeg reagerer nok bare meget på ting, der sker omkring mig. Og så kan jeg godt lide at klæde mig ud.
– Jeg malede før i tiden. Og har altid skrevet ting ned. Jeg har prøvet flere forskellige uddannelser. Først ville jeg være danser, det gik ikke. Så designer, så skuespiller, men det gik heller ikke, ha ha ha. Jeg har taget en uddannelse som danselærer. Hvis det ikke skulle være sang, eller dans, så skulle det være noget andet. Der skulle altid være noget drama, noget show.
Jeg synes det lyder meget primalt, når du synger. Har seksualiteten noget plads i dit virke som kunstner?
– Hmm, helt sikkert. Det er også derfor det er vigtigt at klæde mig på. Det er seksuelt. Alt er seksuelt. De folk du kan lide, det er jo seksuelt, altså det er seksuelt, men det er ikke seksuelt. Det er et privat anliggende for mig at lave musik og optræde. Jeg tror, jeg ville blive sindssyg hvis jeg ikke gjorde det.
– Selv om jeg har sunget det samme set jeg ved ikke hvor mange gange er det nyt for mig altid, og det tror jeg er rigtigt vigtigt. Jojo, og så er det så noget med, at man har en historie til hvert nummer og inden man går på scenen. Det er tilrettelagt, ikke. Folk får ikke lov til at kede sig, når jeg spiller.
– Jeg er ikke særlig god til at gå i studiet, jeg kan faktisk ikke fordrage det. Jeg kan ikke synge uden høje hæle og læbestift, ha ha ha. Det er meget for min egen skyld, det handler om at føle sig godt tilpas. Jeg kan heller ikke komme op i de høje toner uden høje hæle, ha ha ha ha.
– Jeg har aldrig oplevet det der med at kvinder har det svært i en mandeverden. Det var fedt at give mændene tørt på med Maria Ex Communicata.
Ugens uundgåelige?
Hvordan er dynamikken i Alive With Worms i dag?
– Den er rigtig god. Altså vi er en familie. Vi skal sikkert på plejehjem sammen, ha ha ha. Vi har alle sammen lyst til musikken mere end noget andet. Fra 30 til du dør er du den samme mentalt. Vi kan ikke undvære hinanden i bandet, vi kan ikke undvære at spille, vi bliver ved. Det jeg gør, er det jeg kan bedst.
Hvad skal der ske nu?
– Jeg vil helst ikke ud med noget. Der er nogle navne indover. Nogle store navne. Men vi vil helst ikke sige noget, før det er faldet på plads. Men det bliver stort. Vi skal ind i den radio der! Vi skal være ugens uundgåelige. Det tog kun 5 måneder at indspille den nye plade. Vi har stadig rigtig mange numre i bagkataloget. Vi kender jo hinanden så godt, og bandet er virkelig dygtige.
– Jeg synger også på Lorenzo Woodroses nye projekt Dragontears – på to numre, men de varer til gengæld en halv time ha ha ha. Vi faldt bare i hak, og så er man bare kammesjukker. Det har været helt perfekt. Han ringede bare til mig og spurgte om jeg ville være med til at synge nogle numre ind. Så sagde jeg bare ”jeg kommer”, ha ha ha. Jeg synes Baby Woodrose er fede.
Det største og komplimenter fra Buckley
Hvad har været din største oplevelse som kunstner?
– Det var Roskilde! (Alive With Worms spillede på den hedengangne Rød Scene på festivalen i 1995. Bandet kom med på et afbud fra det daværende up-and-coming grungeband Live, JN.). Det var så stort at få folk tilbage! Vi kunne bare se sådan en masse der gik ud af teltet oppe fra scenen. Men så fik vi dem tilbage! Vi fik tilbuddet tre dage før, og vi sagde bare ja på en studs. Liveoptagelsen derfra er faktisk federe end Cd’en! Vores lydmand Ralf skruede helt op for lyden. Det der, det var stort i Danmark, men der har jo også været nogle ting i USA.
– Åh, og det var det år, Jeff Buckley var der. Der gjorde jeg mit livs fejltagelse. Han kom hen til mig med kæmpe fuldskæg, og så sagde han ”you have a wonderful voice” og jeg sagde bare ”thank you very much” og tænkte hippieidiot, og så var det Buckley, ha ha ha. Der lærte jeg, at man ikke skulle være for hoven. Da folk fortalte mig, at det var Buckley, var jeg bare sådan…glp…
Hvordan er musikmiljøet i Danmark i dag sammenlignet med dengang du startede?
– Jeg er så bange for den nye generation. Det er så synd for dem – de der 14-årige, med deres mobiltelefoner der bliver pacet til at tjene penge. Alt er så pænt og styret. Vi fik jo også lov. Alt det der Internet og mobiler, jeg tror det smadrer folk. Vi skal have noget spirituelt, i stedet for bare at fodre folk med indtryk hele tiden. Men vi får se, der skal nok være nogle udbryderkonger.
Alive With Worms spiller på Loppen 28.11.2008 kl. 21.00. Bandet drager på Danmarksturne i januar 2009.
