En fad smag af uforløsthed.
Autenticiteten og seriøsiteten blev både lede- og snubletråd for de erfarne cabaretrockere, da Alive With Worms senest trykkede den af for et lille, men trofast publikum.
Modet, det kræver at stille sig op og udtrykke private følelser, ansigt til ansigt med en broget skare publikum, som turnerende rockmusiker er beundringsværdigt og fascinerende. I disse postmoderne tider er der – til eksempel blandt mange – både publikum til indfølt og humorforladt tuderock og falde-på-halen selvudleverende og -iscenesættende udskejelser, der samtidig formidler abstrakte og konkrete tematikker knivskarpt. Faldgruberne er vel mange, når musiker og publikum skal mødes med hver sin patchworkpersonlighed, og også derfor er det altid stort og smukt at deltage i koncerter, hvor det alligevel lykkes. Når det ikke gør, kan mange faktorer være formildende for publikum, men den fade smag af uforløsthed bliver på tungen. Desværre var koncerten med livelegenderne Alive With Worms af sidstnævnte skuffe. For få publikummer, for stivnet udtryk og for forstyrret lyd kunne ikke overskygges af samme publikummers store gensynsglæde og AWWs umiskendelige håndelag og sound.
Det er en stor oplevelse at høre Janine Neble give den hele armen med sin naturtalentede stemme, og oplevelsen bliver ikke mindre af, at hver især i det velspillende band er lige ud superdygtige. Men, men, selvom humøret tilsyneladende var i top på scenen og sygeplejekitlen, fetishstøvlerne og den lange lyse hestehale sad som den skulle på en smækkert smilende Janine, så var det ikke nok til at få diskants udsendte op i det røde felt. AWWs udtryk var meget af tiden lidt stift og for genreseriøst til at sparke dørene ind. Der manglede lidt nerve og friskhed på Loppen denne kulsorte fredag aften i november, som AWW for øvrigt dedikerede til Hilmer Hassig. Også takket være det alt for lille og for passive publikum kom koncerten for sjældent ud over scenekanten og blev til en fælles oplevelse.
Først henimod slutningen af koncerten – faktisk i ekstranummersættet – brød Janine og kompagni igennem denne signaturs lydmur og kæmpede, vanen tro, sig helt ind under huden på tilskuerne, der altså for dennes vedkommende lettere forvirret og skuffet kunne bevæge sig videre ud i aftenen. Uden noget videre at tage med sig. Det skulle da lige være den lunende bevidsthed om at musikalske ildsjæle som AWW findes. Og at en – eller mange – lunkne koncertoplevelser sandsynligvis ikke kan tage gejsten ud af de bedagede rockere, der bliver ved, fordi de ikke kan lade være.
