Et fyrtårn i det danske musiklandskab
Det er bestemt ikke første gang, århusianske Marybell Katastrophy dukker frem på den danske musikscene. Bortset fra at alle gruppens tre medlemmer har erfaring med at kreere musik i andre konstellationer, har Marybell tidligere manifesteret sig gennem to vinyl-EP’er med tilhørende downloadsalg. Debut-EP’en This is the One udviste næsten uhørt stort potentiale, og da efterfølgeren You are the Two udkom tidligere i år, var der tale om et lille mesterværk med mere koncentreret genialitet, end der er at finde på de fleste fuldlængde albums. I lyset heraf kan det ikke undre, at undertegnede har set frem til udgivelsen af The More med stor spænding.
Lad mig slå fast med det samme; The More bugner af originalitet, musikalitet og gode idéer. Alt dette på et album der er så varieret, at man som lytter konstant får draget sin opmærksomhed mod musikken. Ethvert nedslag i en gavebod af herværende omfang er næsten en synd, i kraft af alt det der udelades. Lad mig forsøge alligevel. På “Hidden Agenda” byder Marybell Katastrophy på intet mindre end det perfekte popnummer. Et nummer der er skåret ind til benet i en sådan grad, at det gløder af nøje kontrolleret følelsesmæssig intensitet. I en kompositionsmæssig genistreg efterfølges denne magiske lille pop-boble af løssluppen vildskab i “Lost Ship”, hvor sangerinde Marie Højlund får vokalt følgeskab af Kåre Hansen fra Beta Satan. Nummeret veksler imellem det dystre, det dragende og det eksplosive i en potent kombination, som sørger for at kræve lytterens fulde indlevelse. Senere på albummet beviser Marybell Katastrophy med “Nightwalk”, at de kan levere et nummer så rørende i sin stilfærdighed, at undertegnede tænker, at Patrick Wolf skal til at passe på ikke pludselig at blive overhalet indenom i denne disciplin af et næsten ukendt band fra Danmark! Nummeret er en duet mellem Marie Højlund og Jonas Thejsen, der sidste år udgav et album som den ene halvdel af duoen Ehlers/Thejsen, og netop Jonas’ røst passer perfekt ind i et nummer, der som dette oser af essens fra det mørke nord. Skulle der udvælges et par yderligere numre til download for den nysgerrige læser, kan undertegnede anbefale den fabelagtigt intense og originale “Red Red” samt “His Desperate Voice2, som viser, at Marybell sågar mestrer den svære kunst at skrue tempoet helt i bund med et spartansk klaverarrangement uden at lulle lytteren i søvn. Dertil er Marie Højlunds vokal for intens og lyrikken for gribende.
Den opmærksomme læser vil imidlertid have bemærket, at karakteren på trods af albummets mange kvaliteter ikke har fået det allersidste hak opad. Det er der nogle få forbundne grunde til. Som tidligere nævnt følger The More op på to tidligere EP-udgivelser, og faktisk er alle ti numre fra disse EP’er taget med på The More. Det har kun levnet plads til 5 nye numre, hvilket man med en vis ret kunne påstå, at Marybell lige så godt kunne have udgivet som en EP. At køberen skal betale for et fuldlængde album for at få adgang til nyt materiale svarende til en EP er at presse citronen en smule. Hertil kommer, at de nye numre på The More generelt ikke helt kan måle sig med de gamle. Den mest markante undtagelse er det glimrende nummer “Whiteboard”, som fungerer næsten perfekt som indledning til “Hidden Agenda”. Til gengæld er der blandt de nye numre også det eneste nummer på albummet, som er direkte middelmådigt; hyldesthymnen “Good Old Germany”. Med en albumlængde på over en time kunne der godt være sorteret lidt kraftigere i numrene. Marybell Katastrophy falder aldrig helt igennem på de to tidligere EP’er, men det ville have hævet standarden på The More, hvis de mindst interessante af de gamle numre var blevet fravalgt til fordel for flere nye genistreger.
Alt taget i betragtning er der tale om et af de allermest interessante danske albums i mange år; et fyrtårn af inspiration på en dansk musikscene som på det seneste er begyndt at virke en smule fastfrossen. Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Marybell Katastrophy gennem de to tidligere EP’er, er The More uundgåelig. Er du en af de få, der allerede har fået fingre i de to EP’er, er der derimod ikke helt så meget at komme efter; bortset fra skønheden i endelig at se Marybell Katastrophys ærefrygtsindgydende musikalske vision rotere i pladespilleren i langspillerformat.