Mere udtryk end indtryk og aftryk
Sky Larkin er et debuterende britisk band, der har valgt at benytte det store USA som springbræt for deres energiske guitarprægede musik, der har et afsæt i den melodiske punk-inspirerede pop/rock. Sammenligninger med Land of Talk – og helt aktuelt med norske Ida Maria – ligger ikke fjernt, og det er det pæne publikum, der føler sig lidt ekstra rå, hvis de i smug iklæder sig en læderjakke og sort læbestift, der synes som den direkte målgruppe.
Sangerinden Katie Harkin er det udtryksmæssige omdrejningspunkt. Hendes vokal læner sig op ad de genrebeslægtede navne, og hun har masser af energi i sin vokal. De let skæve og huggende guitarer er også signeret Harkin, mens ungdomskammeraten Doug Adams fungerer som bassist. Det var de to, der startede bandet Sky Larkin, som senere er blevet udvidet med trommeslageren Nestor Matthews.
Debutalbummet The Golden Spike er produceret af amerikanske John Goodmanson, der tidligere har stået bag navne som Nada Surf og Sleater-Kinney, og det er i den grad lyden fra sidstnævnte, der er nemmest at trække tråde fra, når man lytter til Sky Larkin.
Bandet er dygtige og har en pæn portion charme i deres småpunkede udtryk, men sangene når sjældent helt derind, hvor de enten sætter aftryk eller gør indtryk. Det er energien, der springer ud af højttalerne, og det er lidt som at pine sig selv med at være tilskuer til et cykelløb, hvor hovedfeltet er samlet. Der er ekstremt meget energi blandt de 150 cykelryttere, men det tager dem ikke mange sekunder at komme forbi det punkt, hvor man selv har placeret sig, og derfor er oplevelsen temmelig kortvarig.
Sky Larkin har potentiale og talent og alt det der – men de mangler det særegne, som gør dem rigtigt interessante. Det kunne enten være i melodierne, i produktionen eller et andet sted. Det bliver en velspillet samling ligegyldigheder, der bliver det mest betegnende for The Golden Spike.
