Niarn i en mere melodiøs og poppet udgave.
”Den pæne facade er krakeleret” lyder det på ”Så officielt” fra Niarns tredje album Rød Aalborg. Og det er en linje, der skærer i ørene, fordi Rød Aalborg viser en Niarn, der er blevet blødere, hvor det rå univers virker mere påtaget og mindre råt – og hvor der er blevet plads til et par ballader af Nik & Jay-karat. Men det skal Niarn nu ikke være ked af, for Rød Aalborg er et album, der vinder ved bekendtskab – og efter mere end femten afspilninger på repeat, så kan man ikke undgå at få et forhold til stort set alle tracks på albummet.
Albummet åbner med ”Moderne” med en lille kommentar til den danske tendens til at ville have en me-ning om alt. Der er samplet fra MC Einar og Klingen som en lidt ny kontrast til Niarns her næsten melodi-ske stemme. Tracket er åbenlyst som åbningstrack, som tidligere har Niarn en kommentar med til verden – og når vi som lyttere er blevet sat på plads og ved, at vi ikke skal tro noget som helst eller mene noget som helst, kan vi gå til det, som det virkelig handler om. Musikken og mennesket bag musikken.
Og det er netop det, vi går til. Niarns lyrik tager udgangspunkt i eget liv. Fokus på druk (ja, at kalde sit album Rød Aaalborg siger jo en hel del), kvinder, ensomhed og livet som superstar i lille Danmark. ”I kender mig ikk’” (track 5) og ”Stadig broke” (track 9) falder i sidstnævnte kategori. Førstnævnte præsen-ter en tilbagelænet Niarn (det klæder ham) med en stor portion humor: ”De siger jeg ikke kan skrive det her shit uden at rime på pik / De kender mig ikk”. Den lyriske energi går på at kræve autonomi og sig selv retur fra rampelyset – og måske er også ”Hey Bobby” (track 6) et forsøg på at finde sig selv igen. I hvert fald er ensomheden tydelig – behovet for en ven, der lytter. At Bobby her er en kat er rammende og deprimerende og følsomt.
Det følsomme hjørne bliver Niarn i med ”Dine øjne siger alt (feat Amp)” (track 4) og ”Jimmy og Maria” (track 8), hvor han bevæger sig på kanten af det Nik & Jay’ske univers i både tekst og beat. Især sidst-nævnte giver tekstuelt associationer til ”Et Sidste Kys”, som Nik & Jay hittede med sammen med Julie – omkvædet indeholder direkte en række af de samme ord; ”Jeg kommer hjem i nat”. Også historien om Maria, der forelsker sig i Jimmy i 8. klasse, sidder bag på hans knallert – og så ellers dropper uddannelse for hans skyld, bliver gravid og tragisk ender som alenemor efter, at Jimmy ender i spjældet og bliver dræbt af en anden indsat. Det eneste, der mangler, er Nik & Jays normale sødsuppe-slutning (misforstå mig ikke, jeg er afhængig af Nik & Jay)– men på den anden side, så er det jo her, Niarn kan differentiere sig – og måske også retfærdiggøre at bevæge sig ud på balladernes overdrev.
På retro-vis indeholder Rød Aalborg også et skjult track uden titel (track 14). ”Hvor kan jeg gemme mig / hvor de ikke kan finde mig” lyder det metasprogligt. Man kunne mene, at Niarn gemmer sig bag sine ord – og samtidig, at Niarn leder efter sig selv i sine ord.
Hard core-rapfans vil nok føle sig en anelse svigtet i mødet med Rød Aalborg, fordi Niarn viser sig fra sin til dato mest melodiøse og poppede side. For andre lyttere kan det være en åbning til Niarns snart store musikalske univers. Rød Aalborg på repeat kan anbefales, for albummet vokser – ligesom at Niarns man-ge ord bliver mere og mere nærværende og skrøbelige i takt med, at man bevæger sig længere og læn-gere ind i et univers af ensomhed, hverdag og eksistentiel undren. Og så kan det godt være, at Niarn bogstavligt talt påstår, at han ”Gi’r Stadig Ikk’ En Fuck” (track 13) – jeg tror ham ikke.