Nattens lys skinner ikke helt igennem
Efter at have været kendt i undergrundsmiljøet noget tid, er danske Nightlight ude med deres debutalbum. Dog er musikbranchen ikke helt ny for bandet, men genren de bevæger sig i er ny for dem, men bestemt ikke for lytteren.
Nightlight har eksisteret siden 2005, og består hovedsagligt af medlemmer fra det danske metalband, Iron Fire. Hvor Iron Fire gør sig i den storladne powermetal, er Nightlight ovre i den gotiske, symfoniske metal, en genre som især finske HIM er kendt for. Bandet tilkendegiver også at have HIM som en stor inspirationskilde, og det er nok også det letteste at stå ved dette, for hvis de benægtede det, ville de blive anklaget for at lyve; med andre ord lyder Nightlight altså meget som HIM. Forsanger Martin Steene har tydeligvis også lyttet en del til Ville Valos måde at synge på, men Steene har dog til tider mere råhed og kant i sin stemme, som fx på åbningsnummeret, med den lettere humoristiske titel, ”C. U. Next Tuesday”, som er en god måde at starte pladen på, grundet et fængende omkvæd og godt guitarriff. Dog er der en hel del andre sange, hvor Steene, og resten af bandet, lyder som et HIM jamband, som på ”Gothic Girl”, der sagtens kunne være taget ud af HIMs bagkatalog. Det er ærgerligt at Nightlight trods en virkelig dygtig forsanger, et velspillende band, og en produktion på højt niveau af Tommy Hansen, der før har produceret for bl.a. Illdisposed, ikke formår at finde en mere personlig lyd, da de bestemt har talentet. Også teksterne kunne der arbejdes med, for de grænser til det banale og platte, og handler for de fleste sanges vedkommende om det samme; kærlighed til en ’farlig’ kvinde, se blot på titler som førnævnte ”Gothic Girl”, ”Loving the Dead” og ”Poison Beauty”, men en sådan tematik kan muligvis ikke undgås, når man begår sig i denne genre?
To sange på albummet skiller sig dog ud, den ene på mere interessant vis end den anden. For det første er der sidste sang på albummet, som er et cover af Billy Idols ”Rebel Yell”. Den skiller sig mest ud netop fordi det er et cover af en noget anden genre, for selvom den da har fået et nyt præg fra Nightlights side, så er den ikke meget langt fra originalen. Den anden sang, der skiller sig ud, er titelnummeret. Her er musikken virkelig blevet sat ned i tempo, hvilket måske kan forklares med at Thomas A.G. fra det danske doommetalband, Saturnus, låner sit velkendte, dybe growl til omkvædet. Musikken får derved mere præg af doommetal, og sangen er uden tvivl den mest vellykkede på albummet, selvom den dog virker noget malplaceret i forhold til resten af albummet, og desværre ikke får albummet som helhed til at virke meget mere interessant. Det er i orden at være inspireret, men måske skulle Nightlight sætte en grænse for inspirationen næste gang, inden den bliver til kopiering.
