Hold nu bare din kæft
Det kan foregå på mange måder. I hvert fald tre:
1) Anmeldelsen kan være deskriptiv og vurderende. Fortælle om det skete og fælde en dom. At Ulrich og Kjærgaard var i Århus forleden for at perfomere foran en smækfyldt og svedigt dunstende musikcafé. At de improviserede ud fra deres fælles projekt Suddenly, Sound: 21 Songlines for piano, drainpipe, etc. Og jo, der blev spillet på såvel piano som nedløbsrør. Og der var sikkert også 21 sanglinjer, som blev messet, sprudlet ud og råbt af den letbenede Ulrich. Og så blev der leget med skåle, kugler og andre objekter, der uegnet/egnet blev smidt rundt, bl.a. ned i pianoet for at se, hvad der skete ved det.
Legen, improvisationen og dialogen med publikum var i centrum. Any Questions? var et gentagent mantra. Og som leg fungerede det, men ikke som koncert. Da blev det den reaktionære anmelder for løst og for uforløst. Men det var da et plus at blive mindet om, hvordan alt andet lytbart ligner hinanden. Hvordan vi bevæger os i et lyd-trummerum af trivialitet. Og at der ER andre måder. Og at man bare går, når man synes, koncerten er slut. Det skaber man jo (også) selv.
2) Anmeldelsen kan også forsøge at mime Ulrich/Kjærgaard-formen. Improvisere og eksperimentere sig frem. Skrive kling i stedet for klang. Skryve klong i stydet for kleng. Syrke kran o staid fe klu. Kriv ka sgu kur va.
Det duer jeg vist ikke til. Så ikke den facon.
3) Anmeldelsen kan abstrahere længere væk eller måske snarere tættere på U/K-projektet. Se ordene på linjen som lydene i luften. Hvad er lyd? Hvordan lyder det? Al den fokus på rytmik, tonalitet, fraseringer og det prækomponerede. Lade det ske i stedet for. Lade det løbe væk. Og blive til. Ødelægge og bygge op. Kigge på ordet som i at lytte til lyden. Kig nu på det. Det står lige her. Kan du bruge det til noget? Og skal du virkelig kunne det?
Uanset hvad rummer ingen af de tre det hele. Og jeg kan ligeså godt holde min kæft nu. Derfor slutter anmeldelsen her. Eller der?
