Balancegang mellem pompøsitet og intensitet
Det er lidt som linedanseren, der vover sig ud på den tynde udspændte snor højt over cirkusmanegen. Hun kæmper for at holde balancen, og selvom hun må justere vægtfordelingen et par gange undervejs, modtager hun et pænt bifald fra publikum, da hun når over på den anden side.
Australsk/engelske Howling Bells holder balancen, men de kæmper undervejs på deres indierock-allbum Radio Wars. Produktionen er sine steder ganske pompøs og storladen, mens andre punkter på pladen er grundlagt i intensitetens tegn. Og bandet behøver begge elementer for at udfri sit potentiale, men det synes vanskeligt for dem at holde fokus i begge retninger.
Når de stort arrangerede og buldrende trommer bliver tæsket under højtsvævende guitarfigurer og bastant basgang, så er det yderst vanskeligt for sangerinden Juanita Stein at få sin spinkle, men ekstremt charmerende, vokal frem i lydbilledet – som på ”Cities Burning Down”. Til gengæld bliver det en tand for ordinært på ”Nightingale”, som er en fin sang på et lille akustisk og intimt grundlag. Men her får Howling Bells ikke deres eget særpræg frem.
Undervejs er linedanseren smuk. Hun laver små krumspring og hun holder i allerhøjeste grad publikums fokus. Men man skal helt frem til albummets fire sidste numre, før man for alvor får fornemmelsen af, at hun når hele vejen frem uden at styrte.
”Golden Web” og ”Into the Chaos” er fine numre, mens ”Digital Hearts” lever op til albumtitlen og kan tage indiegenrens evige kamp op på alverdens hitradiostationer. Afslutteren ”How Long” er ene om for alvor at forene intimitet og pompøsitet – og på dette sidste nummer på albummet, går alt op i en højere enhed.
Der er plads til en mere sikker performance, næste gang Juanita og drengene spænder linen ud. Men de kommer sikkert i land denne gang, selvom der bliver rystet på hånden undervejs.