Som at køre rundt i en knald gul bil gennem en low-fi indie udgave af en Bjørn og Benny musical
Spændingen var til at tage at føle på denne søndag aften i Lille Vega. Tonerne af en messende kvindestemme varslede at Emil Svanängens alter ego, Loney Dear, var på vej på scenen og en del folk var samlet og stod nu og kiggede mod scenen.
Loney Dear har i det sidste stykke tid fået behørig opmærksomhed for sin forunderlige evne til at skabe naive, men subtile ørehængere. Ingen (jeg talte med) vidste rigtigt hvad man skulle forvente og derfor var luften tyk af uforløst spænding.
Første del af koncerten var dedikeret hans seneste udspil, der har taget en lidt mere elektronisk drejning. Jeg må indrømme at jeg havde min portion skepsis for koncertens udfald, netop på grund af dette. Men Emil Svanängens præsens tryllebandt publikummet fra det sekund han entrerede scenen og formidabelt bakket op af sit medbragte band, nærmest væltede koncerten udover scenekanten. Jeg var bjergtaget!
Stik mod min forventning, var aftenens første højdepunkt netop en af disse pompøse 90’er elektroniske kompositioner, nemlig ”Under a Silent Sea”. Sammen med den mere ’typiske’ low-fi ”I Was Only Going Out” understregede den alsidigheden i det musikalske udtryk, som fik koncerten til at minde om en syret indiemusical. Og i denne sammenhæng er det ment som et kompliment.
Selvom koncerten var lidt kort, nåede vi langt omkring, og som aftenen skred frem, kom der flere gamle sange på banen. Og det absolutte højdepunkt var ”The Meter Marks Ok” med skøn fælleshymne. Ekstranumrene indeholdt bl.a. den medrivende ”I am John” og så var der ikke et øje tørt.
Tror ikke at jeg har oplevet en så intens koncert, siden de tidlige koncerter med Mugison. En kunstner som Emil Svanängens har flere lighedspunkter med. Der var ’absolut tysna’ i salen da Emil lejlighedsvis valgte at synge direkte til publikum. Smukt, stort og jävlig intenst.
