Stor lyd – og lidt grus i maskineriet
Volas epHomesick Machinery lægger noget tyndbenet ud med 90’er-agtige sprøde elektroniske beats i nummeret “Like the Rainbow”, som efterhånden skifter karakter fra minimalistisk elektronika, som ikke umiddelbart synes at passe forsangerens stemme alt for godt, til at blive en rockballade af den mere anonyme slags. Men i slutningen af nummeret folder Vola sig ud på den hårde måde med nærmest forløsende og hårdtslående trommer og tunge guitarer.
Dette føres videre i “The Avalanche”, hvor kvintetten viser sig som et endog særdeles tight sammenspillet bud på et metalband, der spiller melodisk hård rock med storladne arrangementer – og ikke mindst en rigtig god lyd, som man bl.a. kan tilskrive produceren Anders Ruby, der har haft fingrene i denne ep. Der er masser af energi og smæk for skillingen her, og det klæder i høj grad Vola.
Det er også tilfældet med nummeret “Giants”, der dog ligesom åbningsnummeret er præget af en noget splittet karakter med temmelig overraskende pauser og spring mellem lydbilleder og genrer – fra det elektroniske, til den hårde rock, til rockballaden med klaver osv. Den afsluttende guitarballade “Fragments” føjer endnu en fintfølende dimension til Vola, men er også med til understrege fornemmelsen af, at der er lidt grus i maskineriet, og at Vola (endnu) ikke har nogen klar mission med deres musik.
Samtidig må man sige, at den til tider storslåede lyd på Homesick Machinery viser Vola som et lovende band på den danske rockscene. De skal dog lige have lidt tid til at finde ud af hvilket ben, de vil stå på, før de for alvor kan præsentere et helstøbt album.
